Har overgangsalderen fortjent sit dårlige ry? 

Af Psykolog Christina Støvring Johnsen d. 25. april 2021

For mange er forståelsen af overgangsalderen påvirket af klichéfyldte og negative fortællinger om kvinder i overgangsalderen

Vi har brug for en meget mere nuanceret fortælling om overgangsalderen – en fortælling som afspejler at overgangsalderen er forskellig fra kvinde til kvinde – nogle kvinder lider meget og andre har det faktisk fantastisk, og uanset hvad skal der være plads til alles oplevelser.

75-80% af alle kvinder har gener der er relateret til overgangsalderen og 1/3 del oplever gener der nedsætter deres livskvalitet markant. 

Blogindlægget her er det første blogindlæg i en serie på tre, hvor jeg vil gøre op med det noget unuancerede, klichéfyldte og negative billede der tegnes af kvinder i overgangsalderen. I blogindlæggene vil jeg komme ind på, hvordan vi alle vil have godt af at vi ændrer lidt ved vores syn på hvad overgangsalder er og på hvordan den fase i livet bliver så god som mulig for så mange som muligt. 

 

Overgangsalderens faser

Overgangsalderen betegner perioden før og efter menstruationen stopper. Fysiologisk vil det sige det tidspunkt hvor kroppen – helt præcist æggestokkene – gradvist stopper med at udskille de kvindelige kønshormoner østrogen og progesteron. Det er særligt det lave niveau af østrogen der står for de typiske gener vi forbinder med overgangsalderen; hedeture, tørre slimhinder, søvnforstyrrelser, muskel- og ledsmerter, humørsvingninger, nedsat lyst til sex og kognitive funktioner der driller – primært er det hukommelse og koncentration som kan opleves anderledes.

 

Gennemsnitsalderen for sidste menstruation er 52 år for danske kvinder, men overgangsalderen er netop også defineret som tiden op til menstruationens ophør. Den periode, også kaldet perimenofasen, er bare sjældent den vi taler om. Den varer fra nogle måneder og op til 5-8 år og er på en måde dér hvor det hele starter. Kvinder i perimenofasen kan opleve symptomer som træthed, humørsvingninger, ømme bryster, kraftig PMS, mindre sexlyst og søvnproblemer.

Jeg tror det vil være en god idé at fokusere mere på denne første fase, for min erfaring fra de kvinder jeg taler med er, at mange af dem oplever at der sker noget mærkbart i kvindelivet en del tidligere end ved menstruationens ophør. Både krop og sind føles for mange kvinder anderledes allerede fra de går ind i fyrrerne. Nogle oplever angst for første gang, andre en svigtende selvtillid og atter andre bliver nedtrykte eller ligefrem depressive uden tidligere at have oplevet lignende symptomer.

I tal er perimenofasen den af overgangsalderens faser hvor der er flest psykiske lidelser på spil.

 

De eksistentielle sider af overgangsalderen

Samtidig med at der sker noget med kroppen i overgangsalderen er det også en periode, hvor der sker ting der eksistentielt har ret meget tyngde. Det er årene hvor man ikke længere kan få (flere) børn, er der børn har de ikke længere samme brug for én, de flytter hjemmefra, gør måske én til bedstemor, egne forældre bliver hastigt ældre, syge eller man mister dem. I de år mærkes måske også de første tydelige tegn på at blive ældre, hvilket sammen med de andre omstændigheder hos en del fører til tanker om selv at skulle dø. 

På en måde sætter overgangsalderen lys på hvem vi er og hvilket liv vi lever. Mange gør i de år en slags midtvejs-status hvor det samlede levede liv tages op til overvejelse og vurdering – er jeg dér i livet hvor jeg gerne vil være; har jeg den partner jeg ønsker at være sammen med og har vi god nok sex; fik jeg de børn jeg ønskede og hvordan er det gået som forælder; har jeg den karriere jeg har drømt om og bliver jeg anerkendt for mit arbejde; gør jeg i det hele taget hvad jeg har lyst til?

Spørgsmålene er mange og gode at reflektere over, men sådan en status kan godt være en hård proces. De færreste af os kan svare ja til det hele og nogle er måske ret langt fra. For mange nej-svar sammenholdt med at noget begynder at føles anderledes i kroppen kan godt føles som noget af en mundfuld. 

 

Fortællingen om overgangsalderen

Overgangsalderen forbindes hos de færreste med noget positivt. Tværtimod er hedeture, humørsvingninger, påvirket søvn og mindre lyst til sex det langt de fleste nævner, når de bliver spurgt til, hvad de forbinder med overgangsalderen. Det er jo ikke faktuelt forkert, men bare kun noget af det som overgangsalderen indebærer for nogle kvinder. Udover et faktuelt snævert kendskab er rigtig manges forståelse af overgangsalderen påvirket af en klichéfyldt og ikke mindst meget negativ fortælling om kvinder i overgangsalderen. En fortælling hvor kvinderne er visne, uligevægtige, indtørrede og hysteriske! Det er nærmest svært for mig at skrive ordene, men nu står de der for at illustrere hvor lidt hjælpsom den måde at italesætte livsfasen og kvinder i den på er.

Overgangsalderen er svær for mange, men et ordvalg der sygeliggør og nedværdiger hjælper ingen. Tværtimod bærer det ved til den skam livsfasen i forvejen er forbundet med for alt for mange.

Vi har brug for en meget mere nuanceret fortælling om overgangsalderen – en fortælling som afspejler at overgangsalderen er forskellig fra kvinde til kvinde – nogle kvinder lider meget og andre har det faktisk fantastisk, og uanset hvad skal der være plads til alles oplevelser.

 

Har du erfaringer med overgangsalderen så kommenter gerne nedenfor.

Du kan læse mere om, hvordan jeg arbejder med overgangalderen her…

Har du fået lyst til at tale med mig om din overgangsalder, så vil jeg med stor fornøjelse byde dig velkommen til en samtale inde hos mig. 

I mine næste 2 blogindlæg skriver jeg om at vi skal tale mere om om overgangsalderen og kommer med 5 gode råd til den gode overgangsalder. Jeg håber at du vil læse med.

 

De bedste hilsner

Christina 

Jeg vil gerne høre hvad du tænker om dette! Skriv gerne en kommentar herunder.

Skriv et svar

Your email address will not be published.

Send os din kommentar

Om forfatteren

Christina Støvring Johnsen

Cand.psych.aut.

Christina Støvring Johnsen er 44 år, gift og mor til to. Christina har stor erfaring fra det erhvervspsykologiske område og arbejder meget med alle sider af arbejdslivet - bl.a. balance mellem arbejdsliv og privatliv, stress, ledercoaching og supervision. Et andet område der har Christinas særlige interesse er overgangsalderen og hvordan hver enkelt kvinde får det bedste ud af den livsfase. Blandt meget andet bruger hun her hendes viden om søvn.
Kontaktoplysninger:
Tlf. 60624122
Mail christina@psykologerne.dk

Flere blogindlæg af Psykolog Christina Støvring Johnsen

Flere blogindlæg om emnet

Relaterede podcasts

Der er i øjeblikket ingen relaterede podcasts