Hvordan skal vi være kærester?

Af Psykolog Malene Hollmann d. 10. august 2020

- øg nærheden i parforholdet med klar forventningsafstemning

Bliv klogere på, hvordan I kommer godt fra start som nye kærester eller bliver klogere på hinandens behov, hvis I har været kærester længe.

Ofte indgår vi ret automatisk i parforhold. Vi har nogle ideer om hvilken slags partner, vi ønsker os. Vi møder en, der (overvejende) matcher. Vi forelsker os, lærer hinanden bedre at kende og vælger hinanden til som kærester. Nærheden vokser, godt hjulpet på vej af forelskelsens lykkerus, og vi får lyst til at flette fremtid med hinanden. Undervejs deler vi forventninger, værdier, drømme og behov, men disse samtaler sker oftest spontant og ustruktureret – eller de opstår først, når vi konflikter og har forskellige forventninger.

Når parforholdet er funderet, og hverdagen brager derud af, falder vi let ind i faste roller, og så kan vi blive fastlåst i måden, vi er sammen på som partnere. Når det sker, øges muligheden for konflikter, nærheden falder, og den fælles retning bliver uklar. Så er det tid til en struktureret forventningsafstemning og samtale om jeres individuelle behov og den nuværende tilstand i jeres parforhold. Nedenfor finder du en guide til, hvordan I gør dette.

Opgaven er todelt:

Del 1) Først besvarer du nedenstående spørgsmål alene. Det samme gør din partner

Del 2) Bagefter mødes I og taler om, hvad I hver især har svaret

 

Del 1: Spørgsmål til besvarelse alene. Spørgsmålene fordeler sig over fem kategorier. Gennemgå dem alle og tag dig god tid til at mærke efter. Vær specifik og ærlig, når du besvarer spørgsmålene. Registrér, hvornår det evt. føles “farligt” at svare helt ærligt, fordi du tænker over, hvad din partner mon vil tænke om dine behov. Vær ærlig alligevel – det øger nærheden og skaber tryghed, når man kender sin partners sande behov, uanset om man kan/vil opfylde dem.

Tid sammen

  • Hvor meget tid har jeg brug for, at min partner og jeg tilbringer sammen?
  • Hvor lidt er som minimum nok?
  • Hvor meget er for meget?
  • Hvor meget tid foretrækker jeg, vi er henholdsvis os to alene og i selskab med andre mennesker?
  • Hvis I har mindre børn: Hvor ofte har jeg brug for, at vi kan være alene sammen?

Aktiviteter sammen

  • Hvad jeg har brug for at lave sammen med min partner for at føle nærhed og kærlighed?
  • Hvornår er jeg gladest/tryggest/mest afslappet og tilfreds sammen med min partner?
  • Hvad er det vigtigt for mig, at vi gør sammen?
  • Hvad er jeg særligt glad for, som vi allerede gør sammen?
  • Hvad er “nice to have”?
  • Hvad skal vi helst ikke lave sammen?

Sex og intimitet

  • Hvor ofte har jeg cirka brug for at have sex for at være optimalt tilfreds?
  • Hvad er jeg mest tilfreds med i vores sexliv?
  • Hvad har jeg brug for mere af?
  • Hvad kunne jeg godt tænke mig at prøve/gøre, som vi ikke allerede gør nu?
  • Hvad er okay for mig, at min partner gør med andre mennesker, som vedkommende finder tiltrækkende? Hvad er ikke okay?

Økonomi

  • Hvordan skal vores fælles økonomi være?
  • Hvor meget skal være henholdsvis fælles og separat?
  • Skal der betales lige meget til fælles udgifter? (hvis I bor sammen), eller skal den ene betale mere end den anden? (Fx hvis vedkommende har en større indtægt?
  • Hvor mange penge har jeg lyst til at bruge på fælles aktiviteter i gennemsnit på en måned? Fx til rejser, middage, oplevelser, gaver, etc.
  • Har jeg lyst til at spare op til fælles drømme/mål? Hvilke? Hvor meget skal der spares op pr. Måned?

Kommunikation og konflikter

  • Hvordan har jeg lyst til, at vi håndterer konflikter mellem os?
  • Hvad gør vi allerede nu, som fungerer godt?
  • I hvilke situationer tror jeg, min partner synes, jeg er god til at håndtere konflikter mellem os konstruktivt?
  • I hvilke situationer synes jeg min partner er god til at håndtere konflikter konstruktivt?
  • Hvornår bliver jeg for utryg og reagerer uhensigtsmæssigt overfor min partner? (Fx råber, forlader samtalen uden forklaring, er ude af stand til at lytte til den andens synspunkt)
  • Hvis jeg skal vælge et udviklingspunkt, som er inden for rækkevidde, hvor jeg kan forbedre mig ift. Konflikthåndtering, som vil tjene vores parforhold, hvad skal det så være?

 

Del 2: Del jeres svar med hinanden og bliv klogere på din partners behov. Aftal et tidspunkt i fred og ro med god tid til at blive klogere på hinanden. Tag én kategori ad gangen, på følgende måde:

  1. Den ene part læser sine svar op i den pågældende kategori (start med “Tid Sammen” og fortsæt efterfølgende kronologisk), mens den anden part lytter og ikke kommenterer
  2. Derefter bytter I, så den anden part nu læser sine svar op i samme kategori, mens den første part lytter og ikke kommentarer

 

Derefter taler I om jeres besvarelser indenfor hver kategori. Her kan I bruge følgende spørgsmål til at strukturere samtalen:

  • Hvor er vi enige i vores behov?
  • Hvor er vi forskellige?
  • Er der noget, min partner har svaret, som overrasker mig?
  • Er der behov, som tilsyneladende er afgørende for os at få opfyldt, hvor vi ikke mødes pt?

Husk at blive på din egen banehalvdel og fortæl om, hvad du føler og tænker, men uden at dømme din partners behov og refleksioner. Fortvivl ikke, hvis der er behov, hvor I umiddelbart ikke kan eller vil opfylde den andens behov. Det er helt normalt. Tal om, hvorfor netop dette behov er vigtigt for dig at få opfyldt og se, om I kan finde et kompromis. Hvis jeres samtale(r) omkring dette går I hårdknude, eller I føler, det er svært at nå hinanden, så kan parterapi være en god ide, og

God fornøjelse med at blive klogere på hinandens behov og forventninger!

Jeg vil gerne høre hvad du tænker om dette! Skriv gerne en kommentar herunder.

0 kommentarer