fbpx

Psykolog Amalie Vatne Brean
Cand.psych.

september 2021
man tirs ons tors fre lør søn
303112345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930123

Velkommen,

Jeg er uddannet psykolog fra Københavns Universitet, og har fordybet mig i overgangen til forældreskabet. Det betyder, at jeg har en særlig erfaring med familiedannelse og temaer knyttet til fertilitet, abort, graviditet, fødsel og forældreskab.

Jeg tilbyder også terapi på engelsk og norsk, fx til dig som er norsk studerende i København.

Her på siden kan du læse mere om, hvad du kan forvente af et forløb hos mig.

 

Den første samtale

Terapirummet skal være et trygt rum med højt til loftet og plads til dig. Det er mit ansvar at sørge for, at du ikke får en følelse af, at skulle leve op til terapien, men derimod en oplevelse af, at terapien tilpasser sig dig.

Den første samtale vil vi bruge på at lære hinanden at kende og udforske det du kommer med. Vi vil gå på varsom opdagelse i det svære, undersøge hvor du gerne vil bevæge dig hen, og hvordan jeg kan bidrage med min psykologfaglighed. Det vigtige er ikke, hvilken retning vi tager, men at vi er klar over hvor vi er på vej hen, og at det er den vej, du gerne vil gå. Sammen justerer vi løbende tempo, samtale og retning. Jeg er ikke bange for, at spørge ind til hvordan du oplever vores forløb. Det gør jeg for at sikre mig, at vi er på rette vej. Det vil trods alt altid være dig, der kender dit liv bedst.

Mit mål er, at du oplever en pointe med vores samtaler. Fremgang kan se ud på mange måder, det kan være at opleve færre symptomer, men det kan også være en oplevelse af større forståelse, mening, handlekraft, integritet, kontakt eller ro.

Mange kan være nervøse for, om de bør forberede noget før første samtale, eller om de får sagt det rigtige. Du behøver blot møde op med dig selv, og så finder vi ud af resten sammen.

 

Tiden før, under og efter fødsel ….

kan ikke beskrives med én følelse. Desværre støder mange stadig på myten om, at den gode forælder er den glade forælder, og at følelser som angst, sorg, tristhed og vrede ikke “hører hjemme” i forældreskabet. Myten bidrager til at skabe voldsom skam og en følelse af at fejle som forælder, når de smertefulde følelser dukker op. I et terapiforløb hos mig, tager vi dine tanker og følelser for det de er; nemlig blot tanker og følelser, og ikke hele dig.

Jeg har erfaring med forældreskabets udfordringer på et kontinuum; fra usikkerhed, ensomhed og tvivl, til fertilitetsudfordringer, tab, abort, efterfødselsreaktioner, depression, angst og bearbejdning af voldsomme fødsler. Nogle går rundt med en følelse af anspændthed og manglende overskud uden at forstå hvorfor. Nogle tumler med ideen om at gå fra at være “mig-som-mig” til at blive ”mig-som-forælder”. Nogle kæmper med skræmmende tanker og billeder, og andre savner en følelse af “sig selv” eller kontakt til andre. Nogle frygter at repetere mønstre fra egen barndom, og andre kæmper med psykiske efterveer fra en fødsel, som stadig sidder i kroppen. Andre igen trives ikke med de kropslige forandringer som graviditeten medfører, eller med den særlige tid som en barsel er. Uanset hvilke temaer du kommer med, tager vi det i dit tempo. Måske har du brug for et par afklarende samtaler, og måske har du brug for et længerevarende forløb.

Vær opmærksom på, at det er din oplevelse, som tæller. En fødsel som ser “ukompliceret” ud på papiret, kan være traumatisk – og et liv som ser “nemt” og ”lykkelig” ud, kan ofte indeholde alt muligt andet.

 

Hvad hvis jeg ikke er den fødende? 

At blive forælder er selvfølgelig ikke forbeholdt den gravide. Desværre har vi i samfundet i dag stadig alt for lidt fokus på far, medmor, medfar eller andre som er en del af den nye familie. Dette på trods af alt vi ved om, at tilknytning ikke er kønnet, og at fx. en række fædre kæmper med reaktioner både før og efter fødsel. Er du i tvivl om det er plads til dig, så tag kontakt – hos mig er der ikke én rigtig måde at være forælder eller familie på.

 

Min faglige tilgang

Lad os være ærlige; at være menneske kan i sig selv være en voldsom oplevelse. Jeg tror på, at vi alle gør det så godt vi kan, i det liv vi er kastet ind i. Alt for ofte møder jeg skam og en følelse af uduelighed hos mennesker, som har helt normale reaktioner på svære situationer.

I mit arbejde trækker jeg på forskellige terapiretninger, som mentaliseringsbaseret terapi og compassion-fokuseret terapi. Fælles for den måde jeg arbejder på er, at den er relations- og situationsorienteret, men samtidig bygger på et eksistentialistisk grundlag. Det betyder, at jeg både er optaget af de rammer vi har for vores liv, og de muligheder vi har for forandring. Derudover bærer jeg i mit arbejde altid med mig en bevidsthed om kroppens komplekse reaktionsmønstre, og vores relationelle kontekst. I nogle forløb vil jeg sammen med dig vurdere, at vi skal inddrage konkrete øvelser fra fx kognitiv adfærdsterapi og CFT, mens vi i mange forløb vil arbejde mere udforskende.

På baggrund af mit relationelle fokus, er jeg certificeret i Circle of Security (COS), Tuning in to Kids (TIK), MIM og CLASS. Jeg oplever, at min viden om tilknytning, spæd- og småbørns udvikling og relationsdannelse kommer godt i spil i mit arbejde med individuel terapi.

 

Og mig?

Privat bor jeg på Vesterbro med min kæreste og vores to børn. Både derhjemme og i arbejdsregi er jeg forundret over, hvordan det er at være menneske. Jeg er ekstra nysgerrig på tiden omkring graviditet og forældreskab, fordi den er så uendelig kompleks og rummer så mange udviklingskriser og -muligheder.

Fagligt sørger jeg for at holde mig opdateret, jeg er medlem af Dansk Psykolog Forening, deltager jævnligt på kurser og modtager regelmæssig supervision.

 

Terapi på norsk:

Som født og oppvokst i Norge, tilbyr jeg også terapi på norsk. Fra en rekke terapiforløp med norske studerende, har jeg opplevd at det kan gi mange en ekstra trygghet å kunne snakke på sitt eget språk. I tillegg til familiedannelse, har jeg erfaring med temaer som depresjon, ensomhet, angst, eksamensangst, livskriser, eksistensielle utfordringer, overgangen til «voksenlivet» og en følelse av å ha gått seg litt bort i sitt eget liv. Du er alltid velkommen til å ta kontakt hvis du er nysgjerrig på om et forløp hos meg kan være noe for deg.

Psykolog Amalie Vatne Brean

Cand.psych.
Tlf.: 60156465
E-mail: amalie@psykologerne.dk
Psykologhus:
Indre By (Rømersgade 3)
BOOK TID
Mandag DagtiderAftentider DanskEngelskNorsk

Events med Amalie Vatne Brean

Seneste blogindlæg fra Amalie Vatne Brean

Seneste podcasts med Amalie Vatne Brean

Nyheder fra Amalie Vatne Brean

Kontakt Amalie Vatne Brean

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.

Se ledige tider og book her en konsultation hos Amalie Vatne Brean

Du kan booke en tid til en psykologsamtale med Amalie Vatne Brean i kalenderen herunder. Klik på en dato der passer dig, og se hvilke ledige tider der er at vælge imellem, klik derefter på tiden og gennemfør booking. Der er ingen betaling ved tidsbestilling!

september 2021
man tirs ons tors fre lør søn
303112345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930123