#10. Det knuste hjerte i skilsmissen

PSYGT Af Psykolog Jan Kaa Kristensen d. 15. februar 2022 

Podcast om skilsmisse

En podcast om hvordan vi kan tage vare på os selv og børnene, når vi skal skilles. Lyt med her...

Hvordan tager vi vare på os selv og børnene i den store livsomvæltning en skilsmisse er – og hvordan tackler vi de vanskelige følelser?

Psykolog og forfatteren bag “Bliv skilt – uden at gå i stykker” Jan Kaa Kristensen fortæller hvordan vi kan tage vare på os selv og børnene i den store livsomvæltning en skilsmisse er – og hvordan man tackler de vanskelige følelser, som bruddet ofte skaber, så man bedre kan samarbejde med den anden forældre til gavn for børnene. Det og meget mere kan du få svaret på i dette afsnit af PSYGT.

Medvirkende: psykolog Jan Kaa Kristensen

Vært: Christoffer Hørbo

Læs mere om psykolog Jan Kaa Kristensen.. Du kan blive holde dig opdateret, ved at abonnere på podcasten PSYGT i din podcast-app og ved at følge Psykologernes facebookgruppe.

 

Resumé af podcast

Du har skrevet i bogen blev skilt uden at gå i stykker, og du har en masse gode bud på, hvordan man kan blive skilt uden at gå i stykker, og hvordan man kan tage vare på sig selv og børnene.

Det skal vi nemlig tale om, fordi min erfaring er, at de har brud er vanskelige, og at det ofte kan udfordre vores evne til at være tilstede for vores børn. Så bogen er et forsøg på at give et landkort over, hvordan man bedst muligt kan få skabt det gode nok samarbejde med sin ekspartner. Alt forskning viser, at det netop er den følelsesmæssige stemning mellem forældrene, som har betydning for ens børns udvikling og trivsel.

 

Da jeg kom ind, da fortalte du mig et eksempel på hvad det er for nogle situationer, nogle af dem du arbejder med, de er i, kan du kan du ikke prøve at fortælle den historie.

Som skilt, så så vil man jo, i langt de fleste tilfælde være et sted, hvor der er en, der bliver gået fra og der er en der går. I den situation så så vil der ofte være, kan man sige meget vanskelige følelser bundet ind i det, både for den der går og den, der bliver gået fra.
Så er der selvfølgelig nogle ting, der kan forstærke det. Jeg kender for eksempel en situation, hvor en mands kone er sammen med hans bedste ven. Det finder han ikke ud af, men de ender med at finde sammen. Så denne mand er i det sted, hvor at han er blevet forladt. Han må også acceptere, at den anden mand, som på en eller anden måde sov i hans seng, kører i hans bil og som også er faktisk er mere sammen med hans børn end han selv er.

 

Det kan være meget smertefuldt. Det vil være smertefuldt, det tror vi alle sammen kan leve os ind i det. Det ville være utrolig smertefuldt at være til stede at der kan være nogle vilkår, som gør, at man på den måde bliver ramt følelsesmæssigt, så man har svært ved på en eller anden måde at få skabt det gode samarbejde med den som faktisk har påført en noget smerte. Det er faktisk en af de ting, som jeg arbejder med, altså hvordan kan vi skabe en samarbejdsbro så at vi på en eller anden måde kan have fokus på forældreopgaven i forhold til vores fællesbørn, selvom bruddet har været vanskeligt. Nu er det sådan et mere voldsomt eksempel, men der kan være et almindeligt asynkront brud. Det vil sige, at der er en der går, og en der bliver gået fra.

 

Kan få langt de fleste også være meget smertefuldt, fordi det er også et opbrud. Det er et meget voldsomt opbrud og den, der bliver gået fra, vil ofte opleve det sådan, at der bliver taget en meget afgørende beslutning i ens liv, som man faktisk ikke selv har været med til at tage. Det er faktisk det som gør, at man kan blive overvældet af magtesløshed. Man kan blive overvældet af mismod på alle mulige ledder og kanter, altså mange besværlige følelser i det her, og det er faktisk noget af det, som jeg kan se, er er en stor udfordring

I det så skal man kunne navigere i og skabe grundlag for et samarbejde med den, der har forvoldt en/alle den tragedie, som man kæmper med.

 

Så på den måde skal man i hvert fald finde en måde og være i det på, så man faktisk kan man kan være sammen om at løfte forældreopgaven. Hvordan gør man?

Det er der ikke noget enkelt svar på det, men det jeg kan se, det er at med de,
kan man sige skilte som også har fået knust deres hjerte, så er det en så er det en ret krævende følelsesmæssig proces, det er faktisk en sorgproces. Der kan man falde i 2 grupper, man kommer til at blive sådan overvældet følelsesmæssigt, og man bliver irriteret og sidder fast i tabet, og det vil sige man faktisk ikke kan komme ud af det. Man har hele tiden fokus på det man har tabt og man har svært ved at få skabt sit eget nye liv i det her. Den anden gruppe er, at man benægter det følelsesmæssigt tab, man er alt for hurtigt videre, og der kan man se, der er lavet nogle undersøgelser også, som viser, at som gennemsnit så er mødre, de sørger mest i starten i det her og de ville bruge tid på at lave en følelsesmæssig bearbejdning af tabet, som gør at de så på sigt kommer videre i det her.

 

Hvor fædre som gennemsnit i det her. De vil ens have en tendens til måske i nogen grad og prøve at hoppe over de ubehagelige følelser og så komme videre med at skabe deres eget liv. Men det man kan se på, er at der er lavet forskellige undersøgelser, hvor man har kontaktet de her skilte 6 til 9 år efter at deres brud har fundet sted, og der kan man faktisk se at mødrene er de er landet godt efter bruddet er blevet mere udadvendte, hvor flere af fædrene faktisk er blevet mere sådan følelsesmæssigt ustabile og for nogle også mere indadvendte i det her. Så det er en bred forståelse af køn i det her. Men der undersøger man jo, kan man sige på den måde majoriteten.

 

Der kan man se at der er nogle fædre, som har svært ved at lande efter en skilsmisse, at de kan gå ret voldsomt ned på det. Det kan man jo tænke over. Hvordan kan man støtte det på? Og måske ligger det også bundet ind i at mødre, måske sådan kulturelt har lært at tale og formulere sig mere følelsesmæssigt og på den måde også bliver støttet af det netværk, der er omkring dem. Der er omkring dem til og lave en følelsesmæssig bearbejdning af bruddet.
Hvor nogle fædre faktisk måske ikke har så stærkt et netværk eller har et netværk hvor at hvor at de kan blive støttet i den følelsesmæssige bearbejdning også samtidig have fokus på det samarbejdsbord, der også skal være med deres ekspartner.

 

Det lyder som om, at mænd faktisk er dårligere disponeret til at komme igennem en skilsmisse end kvinde er.

Det kan man sige som gennemsnit er det sådan og med alle de undtagelser der er, fordi der findes jo kvinder som er er er hårdt ramt af en skilsmisse som gennemsnit og med det al den variation, der er i det her.

 

Du fortalte mig lige, at mænd ofte sidder fast i vrede og at vrede egentlig ikke er en følelse, at det var en sekundær følelse.

Det er der måske kunne være interessant og forklare omkring, hvad det er, der også er i spil. Det er, at lad os sige, at kvinder som gennemsnit har et mere udviklet sprog for følelser og følelsesmæssige bearbejdning og da der vil det for nogle mænd, altså måske nogle mænd. De vil have et mere – vil deres udtryk for følelser ofte være båret i noget de skal kunne fikse. Det vil sige, hvis de ikke kan fikse eller ordne det her, så vil så vil de følelsestilstande de ville være i. Det ville være på overfladen være vrede et eller andet sted, og de vil være så vrede at det ville være så frustrerende.
Men bag om den vrede vil der ofte ligge en sorg, en afmagtsfølelse, som på en eller anden måde kan være svær at være med, fordi netop nogle af de følelser, af de situationer de er i. Det er et vilkår, de ikke kan ændre på, og det vil sige de følelsestilstandet er ikke noget, man kan handle sig ud af. Det er faktisk noget, man kan være sig ud af. Det vil sige, man bliver nødt til en vis forstand og acceptere at man er i sorg, at man har lidt et tab, at der er en man savner og man savner sine børn, og man kan ikke gøre noget ved det. Den proces er for nogen primært mænd, men også nogle kvinder vanskeligt at være i kontakt med.

 

Hvad vil det sige at være – i stedet for at handle?

Det vil sige, at vi accepterer de følelsestilstande vi er i og det vil sige, at der er noget, hvor vi ikke kan fikse det. Vi kan ikke, kan man sige, der ligger en samværsaftale, hvor jeg skal se mine børn fra den dato til den dato, og nu savner jeg dem. Nu har jeg ikke lyst til at kontakte dem. Det kan jeg ikke, så jeg bliver nødt til at acceptere, at jeg savner mine børn og jeg blev til at være med det. Så kan jeg selvfølgelig lave nogle strategier, kan udvikle nogle strategier til, hvordan jeg bedre kan være med det og det.  Det kan godt ske, at jeg så blander noget gøren ind i det, jeg laver noget, jeg kan drage omsorg for mig selv. Jeg tager ud og drikker en øl med en god ven eller i løbe en tur eller jeg på en eller anden måde gør andre ting, som jeg kan mærke er gode for mig i det her.

 

Det lyder som om at det at acceptere, at det er en følelse, der ikke skal gå væk og ikke kan gå væk, er en er en måde at være i det på.

Det understøtter det, det gør det lettere at være og komme igennem krisen, at man egentlig at giver sig selv lov til at mærke nogle af de ubehagelige følelser, det vækker ind i en og måske få sat ord på det. Det vil sige, så hjælper man sig selv med at organisere sig selv følelsesmæssigt, og det vil sige, at det virker beroligende på nervesystemet.

 

Hvis man nu er er den ven, så bliver ringet op af en, som har det svært med en skilsmisse. Hvad kan man gøre/sige på en måde, at spørge ind, som gør, at man kan være med det.

Man kan jo på den måde, hvis man kan jo møde det følelsesmæssigt i det her og så sige, okay, jeg kan høre det virkelig svært for dig at være i det her og det der er balancen i det her, det er hvis der er meget vrede rettet mod den anden forældre i det her. At man jo selvfølgelig godt kan validere det, men det er også vigtigt at ens sad og sige husk også på en mere positiv vinkel ind på det her. Men man kan sætte fokus på den vigtige opgave, det også er, at man egentlig skal kunne samarbejde med den anden forældre og at man egentlig siger, at man også validerer, at det er en sorgproces. Det er en svær situation, og hvor er det vigtigt, at man indtager måske også. Måske er det også vigtigt at kunne pege hen på og sige, jamen, det er måske vigtigt, at du får snakket med nogen professionelle og så for at kunne få hjælp til at lande dig selv i denne her krise du er i.

Jeg tror det der er vigtigt i det her,det er så vanskeligt i et i et samlivsbrud med børn. Det er, at man jo faktisk i en vis forstand bliver tvunget til et samarbejde, eller man bliver nødt til at samarbejde med den person, som måske er gået fra en eller som man er gået fra af gode grunde. Man kan sige, den sorgproces bliver jo hele tiden holdt i gang, idet man jo skal samarbejde, at man skal mødes eller man skal samarbejde omkring samværs dagene og på den ene og den anden måde, så får det jo betydning for ens egen proces i det her, jo bedre man er landet, jo bedre man har accepteret den proces, som bruddet har ført påført en, jo lettere bliver det her samarbejde.

 

Så hvis man på en eller anden måde kommet skævt ud af døren, så vil man blive konfronteret med det.

Man kan jo sige, at vi bliver nødt til både at pause følelserne, så man på en eller anden måde kan sørge for at skabe det gode nok samarbejde med den anden forældre. Så skal man selvfølgelig også give sig tid til at få helet det op i en selv, som har været vanskeligt i bruddet, hvis der har været utroskab, eller hvis der har været et rigtigt besværligt samarbejde eller man føler sig mast til et møde i familieretshuset, og man synes, at den anden ikke har behandlet en ordentligt. Så hvordan lander man med det i sig selv.

 

Det lyder som om, at det stiller fuldstændig umenneskelige krav til mennesker at blive skilt at skulle navigere i både og være i følelsen og kontrollere ked af det – sårede følelser, når man skal kunne give omsorg for sine børn og være lidt strategisk i forhold til at have et samarbejde med den, som har såret en allermest. Det er et trafiklys af svære følelser.

Det er i hvert fald særligt i starten af bruddet, indtil man er landet, indtil de forældre jeg taler med, er landet i det og det er en kæmpe opgave, og det er måske også lidt underbelyst. Vi har gjort det normalt at blive skilt i det her, og det er en frihedsrettighed, det er det også, men det er også rigtig hårdt arbejde både for en selv og også for ens børn, fordi det der er i spil, det der binder en sammen stadigvæk, det er kærligheden til ens børn, og de har brug for, at man som forældre skaber sammenhæng mellem de to hjem.

 

Jeg stod lige her ude i venteværelset og fandt din bog og jeg studsede over, at der stod at børnene skal nok klare sig, hvis man tager omsorg for sig selv

Den pointe der ligger i det er at for at vi kan være gode nok forældre, så bliver vi nødt til at give os selv iltmaske. Vi bliver nødt til at drage omsorg for os selv, så vi har energien til at både berolige vores eget nervesystem og på en eller anden måde have overskud til at være der for vores børn. For hvis vi ikke drager omsorg for os selv, så mister vi det, så risikerer vi at blive indtaget og blive overvældet af de sårede følelser, der ligger, og så kan vi komme ind og være kortluntet overfor vores børn, eller vi kan ikke komme til at sige dårlige ting om den anden forældre. Så det at vi egentlig sad finder veje til at drage omsorg for os selv at have et på en måde et omsorgsfuldt blik på os selv og sige jamen det her, det er en vanskelig livssituation, og jeg skal nok komme igennem den. Jeg skal bare tage det i mit eget tempo og jeg skal omgive mig med nogle af de personer eller venner som bygger mig op og gør nogle ting der bygger mig op i det her, så jeg kan være nærværende i forhold til mine børn når de har behov for det og kunne være den gode nok forældre. Man behøves ikke at elske sine forældre, eller sin medforældre det er faktisk de færreste, jeg tror kun det er to til tre procent der formår at få et decideret venskab efter en skilsmisse, men et mere sådan formelt samarbejde med den anden forældre er faktisk helt tilstrækkeligt for børnene i det her, så man behøver ikke at sidde og spise aftensmad en gang om ugen eller gør forskellige ting i det her, det er ikke nødvendigt.

 

 

Du knyttede også lige en kommentar til det, inden vi startede som var, at det er også er en mulighed for at vise ens børn, hvordan man kommer igennem en krise. Giver rigtig god mening, fordi at som udgangspunkt, så tror jeg i hvert fald, jeg selv ville være lidt tynget i min egen sådan følelsesmæssige navigation i sådan en krise, af skam og så videre det giver, det er jo en krise.

Det er jo og netop de her skam og skyldfølelser, de er også helt normale. Altså at der er en stor sorg over mange år og man har man har ødelagt drømmen om kernefamilien. Det er der mange der bøvler med, og heldigvis så kan man se i dag, at vi man kan lave familier på mange forskellige måder. Det er ikke alle, der nødvendigvis kan bo sammen altså fordi vi kan også være fanget i nogle meget negative mønstre med hinanden, hvor den følelsesmæssige stemning jo måske ikke er rar for børnene heller, hvis man skændes meget eller hvis der er kold luft. Så når man laver et brud, og man måske også har søgt hjælp til en og havde fået helet det op. Altså man har måske været i parterapi eller forsøgt alle mulige ting for at komme et rigtigt sted hen som par, at man ikke er lykkedes med det. Jamen, så er det måske det eneste alternativ det er, at man går fra hinanden og bor hver for sig og sørger for og skabe det gode nok samarbejde i det her, hvor man også tåler hinandens forskelligheder som forældre. Børnene kan så godt tåle den her forskellighed, men de har vanskeligt vanskeligere ved at tåle den dårlige stemning mellem forældrene.

 

 

Så hvis man skal tage noget med fra det her og navigere i sin egen skyld og skam, og den bruger det kernefamilie, så er det at konflikten, den midlertidige konflikt ikke er så farlig som et længerevarende dårligt miljø.

De brudfølelser der er, hvor der er konflikt. Altså det at det er et men som forældre viser, når man det kan godt være vi var et svært sted, men vi endte et godt sted, så kommunikerer vi også til vores børn, at de livskriser de selv de kommer igennem, at de har også dermed en rollemodel for dem til at sige, men det kan også give tingene er svære. Men vi kommer godt et godt sted hen, og der er jo ikke nogen af os der, der ikke kommer igennem et liv uden nogen kriser. Det vigtigste er, at vi egentlig havde har tillid til, at vi har ressourcerne til at komme igennem dem på en god måde.
Jeg tror en af de faldgrupper eller i hvert fald noget af det jeg det jeg kalder den anden skilsmisse. Det er egentlig der, hvor man som forældre er gået fra hinanden og har accepteret, jamen vi laver en udvidet familie, hvor vi bare ikke bor sammen og så laver vi en 7/7 ordning og så sker der det at på et eller andet tidspunkt, så er der en af forældrene, der finder en ny partner, og så ændrer landskabet sig i forhold til, hvilken samvær man kan praktisere, og man kan spise sammen og det er det, jeg kalder den anden skilsmisse, fordi det ofte kan være en – det kan reaktivere bruddet reelt er det her er noget der er ens advare enkelt. Det bliver lige pludselig meget mere besværligt, og der kommer andre voksne ind, som også får en rolle i forhold til børnene. Det kan for nogle forældre faktisk være en rigtig svær proces, og som kan genaktivere sorgprocessen.

 

Sådan en familie proces er jo dynamisk. Den kan ændre sig hele tiden i det her, og der kan være nye voksne, der kommer ind i billedet. Det kan være alle mulige ting der forandrer det her landskab i det her. Så en familie proces, man kan sige overordnet en familie dannelsesproces, som det er, hvor vi hele tiden skaber en ny familie. Nogle gange bliver det en familie som hvor mor og far ikke bor sammen, og hvor der lige pludselig kommer nye, kan man sige nye forældre ind i billedet, at den proces kan man sige er dynamisk. Den tror jeg den vil vi se i årene fremover der tror jeg at vi vil få en større forståelse for, at man som familie kan være familie på mange forskellige måder.

 

Jeg vil gerne høre hvad du tænker om dette! Skriv gerne en kommentar herunder.