Skolestart – en livsovergang med angst, uro og nervøsitet til følge
Af Psykolog Anita Øland d. 12. august 2019
Den store dag, som vi har glædet os til og frygtet, er oprundet – vores børn er blevet et skoleår ældre, og i dag tager de hul på et nyt kapitel i deres liv. Men hvordan bliver vi klar?
At starte i skole er en af de store livsbegivenheder. Det er et af de største skift, vores børn kommer ud for. Ikke alle børn deler forældrenes begejstring for at skulle starte i skole – der følger nemlig ofte bekymring og nervøsitet med at skulle tage de første skræmmende skridt. Hvordan støtter jeg bedst muligt mit barn – og mig selv som forælder i denne overgangsfase?
Første skridt imod en ny begyndelse
Hvert år på denne tid, bliver jeg mindet om, at alt det nye og spændende, der skal ske, når vi udvikler os og vi er på vej videre – også kommer med en udfordring. En udfordring indeholdende uro, nervøsitet og angst.
Sidste år startede min yngste i børnehaveklasse. Han havde været rædselsslagen for at starte i skole. De første dage var han opløst i tårer, når jeg gik fra ham om morgenen – omgivet af nye børn, nye voksne og i helt nye omgivelser.
Når jeg gik fra klasseværelset, fangede mit blik alle de andre børn, der grædende skulle give slip på det trygge og velkendte for at overgive sig til det endnu ukendte og skræmmende. Jeg blev grebet af et smertende stik i hjertet men også af ømhed og beundring for det mod, som disse små poder udviste i de svære overgangsdage. I dag startede han så i 1. klasse – og han græd ikke. Det minder mig om, at vi gradvist vænner os til det ukendte, og at det farlige bliver mindre farligt, når vi holder ud og bliver ved med at opsøge det, der vækker vores angst.
Din tryghed er nøglen
For at børnene kan blive ved med at være i det, selvom det er ubehageligt, er det vigtigt, at de får en følelse af, at vi som forældre er trygge ved situationen og udviser en tro på, at det nok skal gå. Vores tryghed smitter nemlig af på vores børn.
Vi voksne kender det det jo selv fra de store overgange i livet – vores første skoledag, da vi flyttede hjemmefra, da vi blev færdige med studiet, da vi skulle starte på en ny arbejdsplads. Det er en stor opgave at komme over på den anden side af disse overgange – som overvindelsen i at skulle passere en faldefærdig hængebro over en dyb kløft. Når vi står der og skal tage de første skridt hen imod det ukendte, mærker vi angsten og kan have svært ved at tro på, at det går godt. Jo flere gange, vi har prøvet at tage disse skridt ud i det ukendte, jo mere siger vores erfaring os, at det kan lade sig gøre – og ikke mindst at der kan være en stor gevinst at hente ved at gøre det.
Den erfaring har vores små poder ikke – de handler pr. instinkt og frygter det, der er ukendt og farligt. Og det ukendte skal være farligt, når man kun er barn. Derfor er vi voksne rundt om børnene så vigtige, da vi kan hjælpe med at afvæbne det farlige. Vores ro og tillid til børnene kan være afgørende for, at de kan finde den indre styrke og det kæmpe mod frem, som det kræver at gå ind i det ukendte.
Dit barns reaktion smitter
Det kan imidlertid også være en udfordring at skulle være den rolige og fattede forælder, der formår at ”forlade” sit barn, når verden er så stor og skræmmende for dem. Ligesom barnet er vi også drevet af instinkter – beskytteinstinktet. Det er vigtigt at bevare roen i, at gode og kompetente voksne tager over og påtager sig beskytterrollen. Vi kommer også meget nemt til at spejle børnenes reaktioner – det går jo lige i hjertet, når vores børn reagerer.
Noget af det, der hjælper mig med at bevare roen og håndtere de svære følelser, der kan dukke op, er at række ud og tale om det – enten med min mand, mine gode venner eller kolleger. Mange af dem kender udmærket den følelsesruchebane jeg befinder mig i – måske befinder sig også i overgangsland. Selvom det kan lyde som en kliche, så hjælper det at vide og mærke, at vi ikke er alene med det, der er svært.
Et ekko fra fortiden
Selvom vi som voksne har været i disse overgangsperioder utallige gange, så kan vores børns overgange vække stærke følelser og minder hos os selv. De kan være svære at få has på ved egen hjælp, og ofte ved vi slet ikke, hvorfor vi reagerer så voldsomt. Det møder jeg ofte i min praksis. Nogle gange kan det være forløsende at arbejde med det, der holder os tilbage – for at vi igen kan komme fremad. Det kan virke uforståeligt og lyde overdrevet, men vores nervesystem husker de oplevelser af for eksempel tab, adskillelse eller forladthed – og disse tidlige oplevelser kan reaktiveres, når vi mindst forventer det.
Hvordan hjælper jeg mit barn?
Noget af det vi forældre kan være særligt opmærksomme på i forbindelse med børnenes skolestart, har jeg opremset herunder.
- Tal med dit barn om alt det nye, der er sket i løbet af dagen og forbered ham/hende på det, der skal ske (en undersøgelse fra Egmontfonden viser, at børn, der ikke ved, hvad der skal foregå i skolen, oplever en højere grad af bekymringer omkring skolestart)
- Vær ekstra opmærksom på dit barns reaktioner – det er en livsomvæltning for dem at starte skole
- Vær gavmild med kram og ekstra god tålmodighed
- Vær opmærksom på familiens reaktioner – når en i familien gør noget nyt, påvirker det os alle – ligesom en uro i bevægelse
- Hav ikke for mange aktiviteter i kalenderen i de første uger. Alle skal vænne sig til de nye rutiner
- Vær opmærksom på hvordan du selv har det – det er også en vigtig overgang for os forældre, når vores børn starter i skole
- Husk at gøre gode ting for dig selv – det gavner både dig og dit barn
Jeg vil lade mig inspirere af mine modige unger og alle de andre derude, der i disse dage skal trodse deres angst. Jeg vil tage et skridt i retning af det, der vækker den ubehagelige følelse af angst i mig og vide, at det måske slet ikke er så farligt endda.
Har du lyst til at læse om, hvordan jeg som psykolog arbejder med livsovergange og relationer – kan du læse mere her…
Vil du lære mere omkring børnepsykologi så kan du blive klogere her
Kan du genkende noget af det, jeg skriver? Du skal være meget velkommen til at dele dine erfaringer under dette indlæg.
Igennem åbenhed kan du hjælpe andre!
Jeg vil gerne høre hvad du tænker om dette! Skriv gerne en kommentar herunder.
Om forfatteren
Anita Øland
Cand.psych.aut. & EFT-parterapeut
Anita Øland er 45 år, gift, mor til tre og del af en moderne familie med dine, mine og vores børn. Anita bor i København, men er opvokset i Vendsyssel i Nordjylland. Anita er uddannet psykolog fra Århus- og Københavns Universitet og har siden 2008 arbejdet som privatpraktiserende psykolog og er i dag indehaver af Psykologerne.
Kontaktoplysninger:
Telefon: 3132 5441
Mail: anita@psykologerne.dk
Flere blogindlæg af forfatteren
30. december 2021
Psykolog Anita Øland
PMS / UFO
12. januar 2021
Psykolog Anita Øland
Når PMS tager trygheden fra mig
30. september 2019
Psykolog Anita Øland
Føj for satan hvor er du kedelig
5. august 2019
Psykolog Anita Øland
2+2 = blå
2. juni 2019
Psykolog Anita Øland
Bliv mental fit og kom i balance
17. maj 2019
Psykolog Anita Øland
Blogindlæg om at få hjælp af krisepsykolog
Flere blogindlæg om emnet
1. juni 2021
Psykologerne
Overvejer du, om dit barn skal til psykolog?
21. maj 2021
Psykologerne
Sådan håndterer du, at dit barn har fået en diagnose
24. januar 2021
Trine Hjorth Bønnerup
Spill-overeffekten og udbrændthed i familielivet
12. januar 2021
Psykolog Anita Øland
Når PMS tager trygheden fra mig
15. december 2020
Psykolog Anna-Katherine Højland
17 gode råd der kan lette presset hos gravide og spædbarnsfamilier.
Relaterede podcasts
17. maj 2023
ROLLEBYTTE
Fastlåsthed i kreativt arbejde
13. marts 2022
PSYGT
#11. Krigens magtesløshed – konflikten i Ukraine
15. februar 2022
PSYGT
#10. Det knuste hjerte i skilsmissen
29. januar 2022
PSYGT
#9. Hvem skal min livspartner være og hvor skal vi bo? – Hvad kæmper unge par med?
19. oktober 2021
PSYGT
0 kommentarer