Spill-overeffekten og udbrændthed i familielivet

Af Trine Hjorth Bønnerup d. 24. januar 2021

Når pressede forældre giver parforholdsproblemer og omvendt

Langt de fleste par og forældre, som jeg taler med for tiden, mærker hvordan Coronatidens undtagelsestilstand begynder at tære på kræfterne og prikke til de negative dynamikker.

I første runde af coronanedlukningen kunne man se flere positive effekter på familier og par. Nogle oplevede øget sammenhængskraft som et “os mod verdens usikkerheder”. Andre stillede sig selv mere eksistentielle spørgsmål om balancen mellem arbejdsliv og privatliv og gjorde sig umage med sikre nærværet på hjemmefronten. Men i anden runde af nedlukningen er der i mine øjne langt mere udbrændthed og frustration at spore hos par og familier. Som om reserverne er brugt op og og tolerancen for en undtagelsestilstand uden sikker bagkant er ved at blive meget lille.

Det kræver både accept, omstillingsparathed og overbærenhed at navigere i krydspresset mellem arbejdsliv og hjemmeskole. Der opstår frustration over at være utilstrækkelig på flere fronter, og gnidninger ved at tilbringe så meget tid sammen. Måske begynder de negative dynamikker i hjemmene at eskalere eller blive så fastlåste, at de er svære at se sig ud af?

Kender I spillover-effekten?
Jeg ser i mit arbejde med par og forældre ofte en spillover-effekt mellem forældreroller og parforhold, forstået på den måde at pres i parforholdet påvirker forældreevnen negativt – og presset forældreevne påvirker parforholdet negativt. 

Konkret kan det se ud som i det følgende eksempel:
Far er på det seneste kommet i flere konflikter med datteren, og har sværere ved at tackle dem på konstruktive måder. Der opstår en ond spiral af konflikter og dårlig stemning i far-datter relationen, hvor de bliver ved med at skændes og irritere sig over hinanden. Det kræver overskud at vende. Mor bliver frustreret over konflikterne og fars håndtering af dem. Hun får et negativt syn på ham som forælder, og det påvirker også lysten til at være tæt på ham som partner. Hun begynder at blande sig i konflikterne, kritisere ham og generelt tage mere afstand fra ham. Faren kommer i underskud på fysisk nærhed, anerkendelse og positiv kontakt med moren. Han føler sig også set ned på som far, hvilket giver mere ophobet frustration, som også  påvirker hans evne til at tackle konflikterne med deres datter. Morens negative blik på ham som far rammer måske ind i hans egen dårlige samvittighed over ikke at lykkes med en bedre kontakt med datteren. Men han kan i stedet ende op med at forsvare sig selv på en stejl måde for ikke at tabe ansigt som forælder.

Mor kommer til at savne at far ser sin andel og ændrer adfærd ift. sin farrolle, og far kommer til at savne, at mor erkender sit negative bidrag, og ændrer adfærd i sin rolle som partner, for at mønstret kan brydes. 

Håndteringen af et fastlåst mønster ligger derfor ofte i en mere kompleks forståelse af, hvad der er på spil, og en villighed fra begge til at arbejde med både parforholdsdynamikker og forældreroller. Når begge forældre begynder at tage skridt i en ny retning, kan de kæmpe sig ud af det fastlåste mønster og relativt nemt etablere en positiv spillover-effekt. Men det kræver bevidstgørelse af egen anpart i det negative mønster og målrettet arbejde med egen håndtering af følelser og frustrationer.

Følelsesreguleringen har trange kår.
Vi mennesker er forskellige i hvilke strategier vi benytter for at tackle vores følelser, og hvad vi har brug for at gøre for at undgå at blive for presset i et travlt og højspændt familieliv. Nogle har brug for alenetid og rum til en løbetur eller en læsestund, mens andre har brug for samtale og social kontakt for at finde ro og balance. Begge typer af strategier kan have trange kår i en coronatid, hvor familien er samlet på matriklen mange af døgnets timer, og hvor nedlukning og forsamlingsforbud begrænser vores udadvendte sociale aktiviteter. Vi kommer lettere til at ulme i hinandens selskab og får kortere lunte og lettere ved at falde ind i dårlige mønstre med hinanden. 

Accept eller ekstern hjælp.
Måske er coronatiden en periode der skal overstås med accept, overbærenhed og med en bevidst reminder til sig selv om at dynamikkerne bliver bedre, når de ydre omstændigheder er bedre. Jeg beundrer de par og forældre, som kan se hinanden i øjnene og anerkende, at det er en undtagelsestilstand, hvor man ikke kan dømme hinanden ude.
Det kan også være, at coronatiden afslører individuelle og fælles udfordringer i en sådan grad, at det er nødvendigt at få arbejdet med dem. Hermed en opfordring til at få søgt hjælp i tide, da jeg også møder par som kommer så sent, at de har svært ved at mobilisere energi og motivation til at ændre mønstre.

Polarisering forhindrer det fælles ståsted.
Når man kigger nærmere på forældres konfliktmønstre afsløres der ind imellem også forskellige opdragelsesstile eller præferencer i parforholdet. Der kan nemt ske polariseringer ud i de klassisk roller, som den hårde og den bløde forælder, når konfliktniveauet stiger. Man ender med at blive en rigid version af sig selv i et slags forsøg på at kompensere for den andens rigide position. Kender I det? En mor der overtager trøsten af børnene, fordi far har været for hård. Eller en far der sætter hårdt igennem ift. opdragelsen, fordi mor er for inkonsekvent og eftergivende. Og kønsrollerne behøver ikke altid at være så klassisk fordelt. Polariseringen gør det svært at finde sit eget sande og sunde ståsted, og det bliver endnu mere vanskeligt at finde et fælles sted at står som forældre.

Hvis polariseringerne er blevet en del af de fastlåste mønstre og hvis man som forældre har en konstant oplevelse af at være imod hinanden eller ikke på linje, så er det måske tid til at gøre noget. Det kan være at afsætte tid til at hæve sig op over hverdagens trummerum og konflikter, og få taget nogle snakke om, hvor man som forældre kan lande en mere fælles håndteringsstrategi i hverdagens udfordringer. For børn er det virkelig trygt og beroligende at mærke et forældreteam, som bakker hinanden op, og har en tydelig plan. Hvis man lykkes med at have en rolig snak med hinanden og lægge fælles forældretaktik, vil man ofte erfare, at forskellene ikke er så store, som de ser ud, når konfliktmønstret er igang.

Det kan derudover i denne krævende tid være værd at overveje, hvordan man sikrer sig selv og hinanden et pusterum, hvor der er plads til det, som tanker én bedst op på energi. Underskud er en evig fjende, når det kommer til at ændre mønstre eller tackle frustrationer. Små frirum og konkrete aftaler kan gøre en stor forskel i en presset hverdag, og det føles godt at komme lidt mere på forkant med en afstemt taktik fremfor at være strandet på bagkant.

Har I brug for ekstern hjælp til forstå og håndtere jeres negative mønstre, er I velkomne til at booke en tid her

Jeg vil gerne høre hvad du tænker om dette! Skriv gerne en kommentar herunder.

0 kommentarer