Spilafhængighed

Spilafhængighed er en kompleks tilstand, der ikke opstår isoleret, men skal forstås i en bredere livskontekst. Når vi taler om spilafhængighed, er det vigtigt at se på, hvilke behov spillene dækker, og hvorfor nogle mennesker har svært ved at regulere deres spilforbrug.

Computerspil er designet til at være stærkt engagerende og belønnende, og for mange – især unge – kan de fungere som en form for eskapisme eller kompensation for manglende mening og forbindelse i den analoge verden. Hvis en ung føler sig ensom, oplever lav selvfølelse eller mangler struktureret indhold i hverdagen, kan gaming blive et alternativ, der tilbyder et klart formål, sociale relationer og en følelse af mestring.

Det er vigtigt at understrege, at gaming i sig selv ikke er problematisk. Mange unge får stor glæde og sociale oplevelser ud af at spille, og det kan være en meningsfuld del af deres liv. Udfordringen opstår, når spillet begynder at erstatte andre vigtige aktiviteter – når det sker på bekostning af skole, familie, fritidsinteresser eller sociale relationer i den fysiske verden.

I den psykiatriske diagnostik vurderes spilafhængighed ikke kun ud fra, hvor mange timer der spilles, men snarere ud fra de konsekvenser, det har. Ifølge WHO’s internationale klassifikationssystem ICD-11 kræver diagnosen, at spiladfærden har stået på over en længere periode og har ført til betydelig forringelse af livskvaliteten. Dette er en vigtig pointe, fordi vi som samfund risikerer at overdiagnosticere unge, der blot har et stort engagement i gaming, men som i øvrigt trives.

Kendetegn ved spilafhængighed

Spilafhængighed er kendetegnet ved en række adfærdsmæssige og følelsesmæssige symptomer, der tilsammen kan føre til betydelige problemer i en persons liv.

Et centralt tegn på spilafhængighed er en altoverskyggende optagethed af spil. Personen tænker konstant på at spille, planlægger næste spilsession og har svært ved at fokusere på andre aktiviteter. Spillene ender ofte med at tage længere tid end planlagt, og forsøg på at begrænse spillet mislykkes gentagne gange.

Når adgangen til spil begrænses, kan personen opleve rastløshed, irritabilitet og endda tristhed. Disse reaktioner kan være tegn på, at spillet er blevet en primær kilde til stimulering, nydelse eller følelsesmæssig regulering. Samtidig aftager interessen for tidligere hobbyer, sociale relationer og andre aktiviteter, der tidligere bragte glæde.

Mange personer med spilafhængighed begynder også at skjule eller bagatellisere deres spilforbrug. Følelsen af skam eller frygt for fordømmelse kan føre til, at de lyver om, hvor meget tid de bruger foran skærmen. Dette kan skabe konflikter med familie og venner, som ofte mærker de negative konsekvenser af spilleriet, før personen selv erkender problemet.

Særligt for børn og unge kan afhængighed føre til øget spænding og uenigheder i hjemmet. Forældre og søskende kan føle sig oversete og frustrerede over den manglende tilstedeværelse, mens den unge måske ser gaming som en nødvendighed for at føle sig kompetent og forbundet med andre.

Det afgørende er ikke blot at se på, hvor meget der spilles, men at forstå, hvordan spillet påvirker personens samlede trivsel og livskvalitet. En afbalanceret gaming-adfærd kan være en del af et sundt liv, men når spillet overtager og skaber ubalance, kan det være tegn på en afhængighed, der kræver opmærksomhed og støtte.

Psykoterapeutisk behandling

Psykoterapi er den primære behandlingsform for spilafhængighed. Terapien fokuserer på at forstå de underliggende årsager til afhængigheden og hjælpe personen med at genvinde kontrol over sit spilforbrug. Behandlingen indebærer typisk

Identifikation af bagvedliggende faktorer

Mange personer, der udvikler en afhængighed af spil, bruger gaming som en mestringsstrategi til at håndtere stress, ensomhed, lavt selvværd eller følelsesmæssige udfordringer. Terapien arbejder med at identificere og adressere disse problematikker.

Forståelse og regulering af tanker og følelser

En vigtig del af behandlingen er at lære at håndtere de følelser, der knytter sig til gaming, såsom trang, frustration eller rastløshed, når adgangen til spil begrænses.

Udvikling af alternative strategier

Terapeuten hjælper med at finde og styrke andre interesser og aktiviteter, der kan give mening og tilfredsstille behov for social kontakt, mestring og engagement.

Strukturering af hverdagen

At skabe en sund balance mellem gaming og andre aktiviteter er centralt i behandlingen. Dette indebærer at etablere realistiske grænser for spilletid og arbejde med sunde rutiner.

Motivation og egen indsats er afgørende

For at behandlingen skal være effektiv, er det vigtigt, at personen selv ønsker en forandring. Hvis motivationen ikke er til stede, vil det være vanskeligt at opnå varige ændringer. Derfor er en del af behandlingen også at arbejde med ambivalens og skabe en indre drivkraft til forandring.

Forældrenes rolle

Da spilafhængighed ofte rammer børn og unge, spiller forældrene en central rolle. Det er vigtigt, at de ikke blot fokuserer på at begrænse spillet, men også skaber rammer, hvor den unge kan udvikle sig gennem meningsfulde aktiviteter og sociale relationer uden for den digitale verden.

Behandling af spilafhængighed kræver en helhedsorienteret tilgang, hvor både individet, familien og omgivelserne inddrages. Med den rette støtte kan personer med spilafhængighed lære at genfinde balancen og opbygge et liv, hvor gaming ikke styrer, men blot er én af mange aktiviteter.

Som forældre og fagpersoner er det afgørende, at vi ikke kun fokuserer på at begrænse spilletiden, men i stedet hjælper unge med at opbygge et liv, hvor gaming bliver en afbalanceret og integreret del – snarere end en erstatning for meningsfulde relationer og aktiviteter. Det handler ikke om at tage spillene fra de unge, men om at sikre, at de også oplever glæden ved et rigt og engagerende liv uden for skærmen.