Utroskab er for mange det ultimative tillidsbrud

Af Psykolog Lea Gammelgaard Jensen d. 2. november 2022

Utroskab er ekstremt hårdt at gå igennem og for mange det ultimative tillidsbrud

Min kæreste er utro

Utroskab er ekstremt hårdt at gå igennem. At opdage utroskab kan føles som hele din verden splintres, jorden forsvinder væk under dig, det du troede var sandt føles som en løgn. Tilliden er brudt. Mange mennesker mener at utroskab er en ”deal breaker”, noget som man aldrig kan eller bør tilgive. Måske står du midt i stormen, hvor store, intense og modsatrettede følelser trækker i dig. På den ene side har du måske lyst til at brænde det hele ned og gå fra din partner. Du føler, at du aldrig vil kunne stole på ham/hende igen. Og samtidigt føler du måske også et stort behov for at mærke din partners kærlighed og lyst til dig – at være sammen og tætte. De fleste mennesker, der oplever utroskab, skammer sig utroligt meget over netop denne anden pol af følelsesstormen – den del af dig, der ikke bare kan gå uden videre og som længes efter din utro partner. Dine følelser og tanker er normale (selvom de synes vanvittige i øjeblikket). De er normale fordi millioner af andre mennesker har følt det samme som dig, og fordi et brud på det tillidsbånd, der binder to tætte mennesker til hinanden, er noget af det mest smertefulde man kan opleve.

 

Jeg har været min kæreste utro

At være utro rummer en række oplevelser og følelser, som kan være modsatrettede, og nogle er måske endda lidt tabu. Du kan stå med en synkende fornemmelse af at have ødelagt noget, gjort noget uigenkaldeligt. Og, samtidigt også selv følge dig vred og såret, fordi du måske mærker, at der var en vej hen til utroskaben, som ikke er din alene at bære. Ofte kan effekterne og betydningen af utroskaben først pakkes ud, når det er kommet frem i lyset. Det er som om, at hemmeligholdelsen kan holde dig fra at se på, hvorfor og hvad, det er du har gjort. Derfor kan det komme som et chok at se ens partner blive voldsomt såret over noget man har gjort, fordi det først er dér man rigtig forstår situationen. Og, det er meget pinefuldt at såre et andet menneske, man holder af, på denne måde. Det fylder dig med skam og skyld, og det kan føles som, at du både har svigtet din partner, men også dig selv – dine egne værdier og ideer, om hvem du er, som person. Måske er det en engangshændelse, som skete til den årlige julefrokost. Måske er det en længere affære, fordi du føler dig ensom. Måske har du haft intime online relationer.

Utroskab kan se ud på mange forskellige måder, og der er ingen klare definitioner på, hvornår noget er utroskab. Nogle mener det først er utroskab, hvis der er sex involveret, andre mener pornoforbrug er utroskab, osv. Derfor kan det være rigtig svært for nogle at forstå og rumme, hvorfor ens partner reagerer så voldsomt på noget man måske selv synes ikke var noget særligt. Eller måske forstår du godt reaktionen, men føler dig mast i en lavine af anklager, vrede og tårer. At du har været utro, er ikke ensbetydende med, at du er en dårlig partner eller annullerer alt det gode jeres forhold også rummer. Utroskab handler om, hvad det har givet dig, ikke hvem du er.

 

Kan jeg redde mit forhold efter utroskab?

De fleste spørger sig selv om de bør gå fra deres partner, når de har været udsat for utroskab. Det korte svar er nej. Der er ingen regler eller absolutter ved utroskab. Det er noget af det mest smertefulde et par kan gennemleve, men det er ikke ensbetydende med at forholdet er ovre. Utroskab er ikke en dødsdom, men det er en kraftfuld vækkelse. Hvis I begge har modet på det, så er det starten på en proces, hvor der virkeligt bliver ryddet op i det gamle, det I hver især har med jer fra tidligere, hvorved der kan skabes plads til det nye. På sigt kan frø af tillid, gensidig respekt og kærlighed atter gro på ny.

 

Hvorfor gør utroskab så ondt?

Utroskab er særligt smertefuldt fordi de bånd vi skaber til vores partner, uanset hvor længe vi har været sammen, er helt unikke bånd. De kaldes ”tilknytningsbånd”, og har direkte tråde tilbage til vores primære tilknytningspersoner (mor, far, og andre omsorgsgivere). Det er bånd vi er skabt til at forme, som mennesker, med hinanden for at overleve. Det er bånd, der fortæller os, at vi er trygge, sikre, ubetinget beskyttet og elsket for dem vi er. Dette kærlighedsbånd er helt grundlæggende for vores opfattelse af os selv, og det er basen hvorfra vi udforsker livet og bygger videre derfra.

 

Hvad gør utroskab ved en?

Når der er et brud på båndet, som utroskab er, vil man uundværligt havne i krise. I denne krise bliver man optaget af hvorfor det er sket og hvad der blev gjort og sagt. I dette forsøg på at forstå havner man i et informationshelvede, hvor detaljerigdommen kun gør mere skade end gavn. Det man ofte forsøger at finde svar på er – Er det min skyld det skete? Kunne jeg have gjort noget andet? Hvad har min partner ellers løjet om? Osv. Desværre finder man ikke svarene eller vejen igennem utroskaben ved at lege detektiv. Her finder man som oftest kun skam, skyld, og fortsat elendighed.

 

Hvorfor er min partner utro?

Utroskab siger intet om dit værd som partner, om du er god nok, din attraktion, kunnen eller andet. Mennesker er utro for et hav af grunde. Man kan ikke se på en person om de er den ”utro type”. Der er ingen særlig type mand eller kvinde som er utro. Det er helt almindelige, pålidelige og trygge mennesker som er utro. Fordi utroskab handler om hvad folk gør med deres følelser, længsler, identitet og vej i livet. Utroskab er en handling, ikke en karakteregenskab, og den skal undersøges, særligt for jer, der ønsker at kæmpe for at blive sammen.

 

Hvordan kommer vi videre efter utroskab

I et forsoningsarbejde efter utroskab er det altafgørende med en stor portion ægte og helt oprigtig anger fra den, som har været utro. Herefter er det næste skridt at skabe en meningsfuld forståelse af det, der er sket, så I sammen kan begynde at bevæge jer videre ind i en ny fase af jeres forhold sammen.

Det er ikke nok blot at sige undskyld. Det er til gengæld altafgørende, at der kan skabes et rum, eventuelt faciliteret af en parterapeut, hvor der kan tales ærligt og åbent om jeres forhold. Fortsatte løgne, manipulationer, fejen væk under gulvtæppet, minimeringer og ”gaslighting” vil kun gøre ondt værre og er skadeligt for jeres forhold.

Hvis det er en affære som har stået på over længere tid (gælder både fysiske og online relationer), så er det vigtigt at vide, at det kan være et tab for ham/hende, der har været utro at skulle sige farvel til denne relation. Fordi ofte har en affære en eller anden form for betydning, hvad end det er en følelse af frihed, udlevelse af længsler eller en måde at opleve sig selv på, som giver noget særligt til den utro partner.

 

Forstå betydningen af utroskab

Det er netop betydningen af utroskab som man forsøger at forstå ved at få så mange hjerteskærende detaljer om utroskaben som muligt. Betydningen findes ikke i faktaboksen (hvem, hvor, hvad, hvor mange osv.). Betydningen findes i at forstå, hvad utroskaben har gjort for den utro part og hvilke veje der førte derhen. Utroskab kan ramme selv et dejligt og trygt parforhold, hvor der er masser af god sex. Fordi selve affæren giver den utro partner en unik oplevelse i sig selv. Og disse oplevelser kan være dybt dragende, lokkende og svære at undlade at gøre. Utroskab handler om hvordan det får en til at føle – i live, forbundet, værdsat, beundret, passioneret, særlig, i flow, spændingsfuld, elsket, respekteret eller fri.

I forsoningsarbejdet bliver alt dette foldet ud. Der skal være plads til at begge jeres stemmer bliver hørt. Plads til jeres vrede, afmagt, forsmåethed, sårethed, smerte, passion, og kærlighed.

 

Håbet og en fælles fremtid

Langsomt vil tilliden og trygheden genskabes – ikke fordi det er noget I ”bare” beslutter jer for eller blindt tvinger igennem. Men fordi I sammen er blevet åbne, ærlige og sårbare, om alt det der var, og hvad I på ny vil skabe sammen: Et forhold, der rummer en ny fortælling om jer, baseret på delte værdier, intentioner og drømme for fremtiden: Et forhold der har evnet at integrere betydningen af utroskaben og ladet den sætte lys på, hvordan I sammen har repareret og nyskabt jeres kærlighedsbånd.

 

For nogen betyder utroskab enden

For nogle af jer er utroskaben enden på forholdet. Det er en svær beslutning at træffe, og der kan muligvis fortsat være brug for hjælp fra en parterapeut, særligt, hvis I har børn og skal bygge et velfungerende samarbejde op efter bruddet. Dette tager tid, som enhver sorgproces gør. Og kræver begge jeres mod på at afrunde jeres liv sammen, så I får skabt en værdig fortælling, der fremadrettet beskytter jeres børn fra bitre loyalitetskonflikter og sikrer, at I hver har jeres egen værdighed og integritet intakt. Selvom utroskab er en uværdig handling, så bliver den svære manøvre her at adskille, hvad den utro partner har gjort, fra den de er, som person. For herved at kunne beskytte de dele af jeres liv sammen, som var ægte, dejlige og gode.

Læs mere om hvordan jeg arbejder med utroskab her…

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg vil gerne høre hvad du tænker om dette! Skriv gerne en kommentar herunder.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.