Velkommen
Oplever du at livet er svært eller tungt? Det kan være du føler tristhed, afmagt, stres, selvbebrejdelser eller vrede. Måske fordi der er sket noget svært i dit liv eller mange forskellige ting, som gør det svært. Måske oplever du at livet er svært at få til at hænge sammen og kommer til at bebrejde dig selv. Måske oplever du, at andre ikke forstår dig, eller du oplever dig selv som en belastning, og kommer derfor til at føle dig alene i din situation. Eller du føler dig stresset, konstant bekymret, eller har svært ved at opleve glæde.
Jeg har mange års erfaring fra sundhedsvæsenet med at tale med mennesker som står i en livskrise fordi de eller deres kære er blevet ramt af sygdom.
Derudover har jeg mange års erfaring med sundhedsprofessionelles og forskeres arbejdsliv. Herunder følelser af udbrændthed, at have svært ved at få enderne til at mødes mv.
Welcome,
I do also provide psychotherapy in English. Please contact me for more information.
Jeg tilbyder
Hos mig kan vi tale om det som er svært. Du kan få mulighed for at udtrykke noget af alt det, som du måske ikke kan dele med andre, og som du dermed står alene med. Vi kan sammen undersøge, hvad det er muligt at gøre noget ved, og hvad der er dine vilkår. Vi kan herefter arbejde med, hvordan man stille og roligt gør noget ved det, man kan gøre noget ved. Samt Hvordan man kan leve med svære livsvilkår på måder, hvor man passer bedre på sig selv og er venligere overfor sig selv.
Vi kan arbejde med alle emner. Det kan f.eks. være:
- Angstfulde tanker, såsom angsten for forværring af sygdom eller angsten for at miste
- Vrede/frustrationer i forbindelse med behandling eller ’systemet’
- Når det er svært at tale med børn og/eller ægtefælle
- Når egen ’lunte´ føles kort
- Ny identitet, ny mening, ny retning
- At passe på sig selv – grænser, omsorg, prioritering
- Sorgbearbejdning i forhold til de tab man måske oplever
- Følelsen af konstant stres i forbindelse med sygdom
- Håndtering af senfølger
- Afmagt og handlingslammelse
- Når tidligere mønstre begynder at spænde ben for en
- Skyld, skam og selvbebrejdelse
Er du sundhedsprofessionel, kan vi f.eks. arbejde med:
- Oplevelsen af stress
- Hvis du er bekymret for, om du er ved at brænde ud
- Oplevelsen af at din lunte er kort i forhold til kolleger, patienter eller familien derhjemme
- At passe på sig selv – grænser, omsorg, prioritering
- Skyld, skam og selvbebrejdelse
- Selvudvikling både i forhold til dit arbejde og privatliv
Jeg har selv været i forskningsverdenen i en del år. Er du ph.d.- studerende eller forsker, og har brug for personlig udvikling, coaching eller at arbejde med stres, kan jeg også være relevant.
Om mig
Gennem de sidste mere end 20 år har jeg arbejdet med patienter og pårørendes oplevelser og behov i sundhedsvæsnet. Samt psykologiske og psykosociale indsatser til både patienter, pårørende og sundhedsprofessionelle. Både som forsker og kliniker. Mit speciale har været kræft og de psykosociale udfordringer som følger af en kræftsygdom, både under og efter behandling.
I dag har jeg en delt ansættelse. Jeg er både selvstændig med egen praksis (her) og ansat som psykolog i Onkologisk afdeling, Sjællands Universitetshospital.
Jeg er uddannet psykolog fra Københavns Universitet i 2002, og fik en ph.d.-grad fra samme sted i 2008. Jeg blev adjunkt i 2015 og lektor i 2018 ved Syddansk Universitet. Jeg har to længere efteruddannelser for psykologer. Dels en i systemisk supervision og dels en i Compassion Fokuseret terapi.
Privat er jeg gift og har tre børn. Jeg holder af min familie, og af at være i sommerhus og gå ture med vores hund. Jeg holder også af at være i København, se venner og af humor.
Metode: Compassion fokuseret terapi
I samtalerne sætter vi retningen sammen på basis af dine ønsker og min viden om, hvad der kunne være relevant. Vi taler løbende om den retning vi har taget, og jeg undersøger løbende, om den giver mening og er hjælpsomt. Ellers ændrer vi retning.
Min tilgang til samtalerne er baseret på Compassion fokuseret terapi. Det betyder at vi blandt andet arbejder med at blive bedre til at forstå os selv og vores reaktioner. Når vi forstår, hvorfor vi handler som vi gør, kan vi måske se, at vi også kan handle på andre måde. Vi arbejder også med at blive bedre til at tolerere og forstå vores følelser, så vi ikke lever vores liv i et forsøg på at undgå svære følelser. Herunder arbejder vi med at tillade og bruge vores forskellige følelser konstruktivt. Vi arbejder derudover med at blive bedre til at passe på os selv og øge omsorgen for os selv. Mange af os har ikke den samme omsorg for os selv, som vi har for andre. Ofte er vi mere kritiske overfor os selv, og derfor kan det være relevant at arbejde med skam og selvkritik. Når vi står i en svær situation, kan vi også komme til at være kritiske overfor os selv, eller vi kan blive vrede på livet eller andre. Vi arbejder på at få større indsigt i vores måder at reagere på, og med at være med os selv og vores følelser på måder, som er gode for os. Derudover arbejder vi med vores mod og styrke. Mod og styrke kan blandt andet hjælpe os til at tage kloge og omsorgsfulde beslutninger for os selv, og sætte den retning i livet, som vi ønsker.
Min tilgang
Min tilgang til terapien er respektfuld, inddragende og omsorgsfuld. Jeg bruger tid på at forstå hvem du er. Derefter arbejder vi i fællesskab i retning af det, som du har brug for og ønsker. Nogle gange kan det tage tid at finde ud af, hvad man egentligt har brug for, det er helt normalt.
I samtalerne inddrager jeg min psykologiske viden og metoder mens vi aktivt arbejder. Når vi arbejder indebærer det både snak, noget der minder om undervisning, samt forskellige øvelser med vejrtrækning, visualisering og evt. rollespil. Vi bruger selvfølgelig kun de metoder, som du er med på.
Det praktiske og priser
Hvor
Jeg holder til på Axeltorv 6.
Tider
Se bookingkalenderen nedenfor. Normalt har jeg aftentider mandag. Og gagtider tirsdag, fredag og lørdag.
Priser
Samtaler med mig koster 1.300 kr. i timen.
Jeg tager imod MobilePay.
Det er desværre ikke muligt at bruge en lægehenvisning fra den offentlige sygesikring hos mig, og heller ikke privat sundhedsforsikring.
Kontakt
Du er meget velkommen til at kontakte mig for en uforpligtende snak og mere information. Jeg glæder mig til at høre fra dig.