Terapi uden grænser

Under min udstationering til Seoul, der strakte sig på begge sider af corona epidemien, tilpassede jeg min private psykologpraksis fra fremmøde samtaler til online samtaler. Selvom det efterhånden føles som lang tid siden, vi var ramt af epidemiens restriktioner, har online formatet fået fast plads i min praksis og ca. 30 % af mine samtaler er fortsat online.

Der er selvsagt begrænsninger i online terapi formatet, men der er også nogle muligheder i online terapi. Det er mit indtryk, at det sagtens kan lade sig gøre at få bygget en relation og et trygt rum som udgangspunkt for samtalen og få det nærvær der skal til, for at få et virkningsfuldt terapeutisk rum at arbejde i. Det kan gøre det muligt at få hjælp, når man er i en situation hvor vejen hen til terapilokalet synes for lang – eller for svær.

Der er nogle forskelle på forløb med klienter i Danmark og i udlandet. I udlandet er det mit indtryk, at de personer jeg taler med, har ventet med at søge behandling eller først afprøvet de lokale muligheder for hjælp. Selvom man bor et sted med internationale læge- og psykolog klinikker, der umiddelbart er gearet til klienter og personale med international baggrund, vil man under alle omstændigheder bliver mødt på en lidt anden måde end i det danske sundhedsvæsen. Mange steder vil man f.eks. få tilbudt meget mere medicin for psykiske udfordringer end i Danmark. Og selvom man som expat, udstationeret, kan være fleksibelt indrettet og tilpasser sig diverse lokale forhold, har man stadig sine præferencer og forbehold. Når man tilmed er presset i forhold til at man selv eller ens nærmeste har det dårligt psykisk, så søger man ofte tilbage til noget mere velkendt. Det kan være samtaler på ens modersmål, men i lige så høj grad en mere hjemlig og genkendelig forståelse af, hvordan de mentale, følelsesmæssige eller relationelle vanskeligheder, man står i som udstationeret, hænger sammen, samt de udfordringer der kan være med at få den rette hjælp til sig selv eller sine kære.

Jeg havde et forløb med en dansk kvinde i det sydlige Afrika, der havde ventet endog meget længe med at få psykologhjælp, da hun ville skulle køre flere dage i bil for at komme ind til en by, hvor der var mulighed for psykologsamtaler. Vores forløb blev meget intenst, selvom vi havde en noget ustabil internetforbindelse og jeg tror, at det blev så hjælpsomt for hende som det var, fordi hun trods den skrattende forbindelse, følte sig mødt og forstået både i forhold til sine vanskeligheder men også i sit valg af at bo væk fra Danmark.

Det er ofte ikke en udstationering i sig selv der skaber problemer, men i lige så høj grad den hjælp der er (u)tilgængelig, hvis der bliver behov for dette.

De forløb jeg har med personer i Danmark har egentlig haft lidt samme udgangspunkt. De er ofte valgt, når transporttiden ville gøre det svært at komme fysisk stede – dog med muligheden for lettere at lave en kombination, så vi kombinerer fremmøde- og online samtaler. Eller også er de valgt, fordi det kan føles uoverskueligt eller måske ovenikøbet skræmmende, at møde op hos en psykolog. Det kan især gøre sig gældende ved angstproblematikker eller i situationer, hvor man har så lidt energi til at være i det offentlige rum, at det føles lettest at aflyse tiden.

Det er dog også min erfaring, at online samtaler ikke er ideelle for alle. Min erfaring er, at med mindre børn bliver det for svært at bygge en relation op og i par med højt konfliktniveau, er det heller ikke hensigtsmæssigt med online samtaler. Hvis du gerne vil prøve det og er i tvivl, om det er den rette løsning for dig, tilbyder jeg en kort samtale af 20 minutters varighed, hvor du kan prøve formatet af og hvor vi kan tale om hvad du ønsker af forløbet.

Læs også Expat til expat 2 her…