Balance i parforholdet under udstationering
Der er mange grunde til at I som par eller familie har valgt flytte til udlandet i en kortere eller længere periode og mange forskellige faktorer der påvirker jeres set-up som par eller familie.
Min egen observation fra de gange, jeg har boet ude er, at i langt, langt de fleste af udsendelserne er det manden i parforholdet, der har fået kontrakten i udlandet. Uanset køn er det den medfølgende partner der oplever den største forandring i sin dagligdag. Denne forandring indebærer i realiteten både fordele og ulemper.
For en del familier kan der være fordele ved ikke at have to udearbejdende forældre og at der samlet set er mere tid til at være sammen med sine børn, samt et mere roligt tempo. Ingen cyklen rundt i kold, dansk novemberregn med børn og madpakker.
Eventyr og muligheder for at skifte hverdagen ud med en mere eksotisk hverdag i kan være tillokkende for mange, men når hverdagen har indfundet sig i de nye omgivelser, så får den partner med det job, familien flyttede til, som regel forrang på en masse områder, hvad enten den medfølgende partner er i job eller ej. Der kan være både rimelighed og logik i at det er sådan. Jobbet er trods alt den primære grund til at parret eller familien kan bo ude, men det betyder også små ændringer i balancen i parforholdet. Når det næsten altid er én parter, hvis arbejde eller aktiviteter der er ”vigtigst”, så kan man som medfølgende partner ende med at tilsidesætte sig selv på en måde, der kan føles som en tilbagevenden til mere traditionelle kønsroller, hvor den medfølgende partner står for husholdning, madlavning og børn, imens (oftest) manden står for indtjeningen. Det er ikke altid særligt tilfredsstillende. Det kan ovenikøbet føles lidt ydmygende, hvis man som (højt betalt) akademiker, bliver hjemmegående. Trods et ellers følelsesmæssigt ligeværdigt forhold, kan det ramle ind i vores forestillinger og ligestilling og ligeværd og andres blik på én, der kan spejle os lidt skævt. Som en af min mands kollegaer sagde til mig, under vores udstationering i Qatar, da han hørte jeg var gravid: ”Ja, det kan man vel også lige så godt.” Underforstået, at der nok ikke var meget bedre, jeg kunne tage mig til. WTF??? Jeg er akademiker, højt specialiseret indenfor mit felt og pludselig ”puf”, føles det som om jeg i hans øjne blev reduceret til fødemaskine. Ja, jeg er mor. Jeg elsker det. Og jeg er alt muligt andet også!
Er du medfølgende partner? Og føler du dig utilfreds i den nuværende rollefordeling og balance? Eller lidt trist, trods bevidsthed om dit privilegium? Så kan det bunde i ovenstående. Det er min erfaring, at denne balance kan justeres og at denne justering begynder med at blive bevidst om denne skævvridning.
Ofte er det små ændringer der skal til for at rette op på ubalancen og jeg har lavet en guide, som du måske kan finde brugbar i denne proces. Du kan downloade den gratis her:
Er i som par på en udstationering og har brug for terapi eller parterapi. Så kan online terapi være en mulighed. Hvis du gerne vil prøve det og er i tvivl, om det er den rette løsning for dig, tilbyder jeg en kort samtale af 20 minutters varighed, hvor du kan prøve formatet af og hvor vi kan tale om hvad du ønsker af forløbet.
Læs også Expat til expat 3 her…
