En majoritetsdanskers møde med danskkoreanere i Seoul.
I Danmark er der anslået omkring 9000 personer, der er adopteret fra Sydkorea, hvilket er langt den største gruppe af danskere med adoptionsbaggrund. En del af disse får i løbet af deres liv lyst til – eller behov for – at tage til Sydkorea. Under min sidste udstationering har jeg mødt en del af dem og de har vidt forskellige ståsteder og oplevelser med at besøge deres fødeland. Fra jeg flyttede med min familie til Seoul i 2019 til vi flyttede tilbage til Danmark i 2022, kom Korea for alvor på det mentale landkort i Danmark med K-pop, mad, tøj og skønhedsprodukter. Nogle danskkoreanere er fascinerede af dette på samme måde som så mange andre.
For nogle, er denne nysgerrighed af en natur der stikker lidt dybere og ofte i kombination med noget mere smerteligt. Nogle forsøger at finde oplysninger om deres adoption, hvilket er besværliggjort af at der givet urigtige oplysninger om adoptionen, f.eks. er mødre jævnligt angivet som værende ugifte, hvilket ikke altid har været tilfældet. Det kan være nervepirrende, forvirrende, forstyrrende og decideret traumatisk at tage på sådan en tur. Det kan også give mulighed for heling og møde med den biologiske familie og jeg tror ikke, man på forhånd kan vide hvad en tur til Korea kommer til at indeholde, når man begiver sig ud på den. Når jeg har mødt folk i Seoul, har det været på det allermest sårbare tidspunkt. For hvis man er heldig at finde sin biologiske familie, vil de så kendes ved én? En del af de mødre, der gav deres børn fra sig, har nye familier der aldrig har hørt om det barn, der engang blev bortadopteret.
Mit kendskab til den koreanske kultur gør, at jeg kan se hvilken tænkning og hvilke dilemmaer, der har været i nogle af disse situationer. Til et foredrag mødte jeg en amerikansk-koreansk historiker der redegjorde for det enormt detaljerede, sociale kodeks omkring familie og ophav. Hendes mand står op til allersidst for fortæller, at han selv er adopteret og tilføjer, at han HADER Korea, da han konstant bliver mødt med ringeagt, fordi han ikke kan redegøre for hvor hverken hans fars eller mors familie kommer fra og i nogens øjne er ”ingen”.
Mødet gjorde stort indtryk på mig og er på mange måder en udkrystallisering af, hvad man kan opleve som expat eller borger med minoritetsbaggrund: At man hele tiden ikke helt passer ind i de andres mentale kasser. At man hele tiden bliver spurgt om tilhørsforhold, som man selv finder irrelevante og hele tiden bliver udsat for det offentlige blik, samt det faktum af folk synes de har lov til at kommentere – helt ufiltreret, helt ureflekteret over den person de møder – eller rettere de forestillinger og fordomme de har om vedkommende. At møde de andres blik kan være hårdt, hvis man afviger fra normen. Også selvom det som udgangspunkt er nysgerrigt eller velment.
En del danskkoreanere vælger alligevel at slå sig ned i Korea, på trods af dette, og på trods af det faktum at de nok aldrig vil blive gode nok til koreansk til helt at kunne passe ind i det lige så detaljerede, sproglige kodeks. For det er trods alt på nogle planer lettere at ligne de andre udenpå end f.eks. at vokse op i en lille dansk by som den eneste, der ser asiatisk ud. Dette har været virkeligheden for mange, og der bruges mange kræfter på at passe ind, både det ene og det andet sted. Lige meget hvad, hvordan din egen rejse ser ud, så hører jeg gerne fra dig, hvis du kan genkende dig selv i noget af dette og tænker, der er noget jeg kan hjælpe dig med i den forbindelse. Det, jeg arbejder med i terapien er, at du skal kunne føle dig mere hel, at der er elementer af begge kulturer du kan vælge til og fra – og at det ikke er op til andre at definere dig. Mit ønske for dig er, at du vil kunne leve mere i fred med at have flere kulturelle tilhørsforhold og at du, som jeg, kan se den rigdom der ligger i dette.
Er du på en udstationering og har brug for terapi eller parterapi. Så kan online terapi være en mulighed. Hvis du gerne vil prøve det og er i tvivl, om det er den rette løsning for dig, tilbyder jeg en kort samtale af 20 minutters varighed, hvor du kan prøve formatet af og hvor vi kan tale om hvad du ønsker af forløbet.