Da Grethe flyttede ind…
Og så var det Grethe dukkede op. Grethe virkede rigtig fin og hjælpsom. Men det skulle senere vise sig, at under Grethes facade af hjælpsomhed gemte der sig i virkeligheden en begyndende spiseforstyrrelse, forklædt som en tillidsfuld ven der udnyttede mine dybeste længsler. Grethe ville hjælpe mig med at tabe mig. -skønt! Jeg skulle bare spise så lidt som muligt, uden at nogen opdagede det, for andre forstår det jo ikke. Og så ville det være godt at begynde at løbe. Grethe var vildt god til lige at heppe på mig; “flot du ikke spiste det slik der”… “prøv og vej dig og se om ikke du allerede har tabt dig”.. -og det havde jeg! Yes mand! Jeg tabte hurtigt 10 kilo og folk var ellevilde! Jeg så pissegodt ud! Min far var pivstolt! Sådan! Succes. Alt var godt – tak Grethe.. Kæmpe tak.
Men Grethe synes ikke det var godt nok – “du skal på idræts-efterskole i 9.” Sagde hun, “der skal man være endnu tyndere”. Afsted med mig på efterskole. Superfedt. De første par uger. Fik min første kæreste, nye venner og alt det der… Men Grethe var taget med!! Hun flyttede med ind på mit og min sambos værelse. Grethe blev mere bestemmende, men lovede samtidig, at alt det jeg ville have, ville jeg få, hvis jeg fulgte hendes råd.. “du skal altså endnu længere ned i vægt og det kræver mere af dig nu… “
Hun gav gode tricks til at snyde, så de andre 112 mennesker man spiste alle måltider med ikke lagde mærke til noget (troede vi..)… Man ku’ skynde sig at putte krummer på morgentallerkenen, bare ta’ 2 appelsinbåde til frokost, op og løbe før alle andre vågnede, osv. (Vil egentlig ikke give Grethes råd videre, de var skadelige!). Det var en hård tid. Og jeg kunne ikke opretholde mit sociale liv, kæresten eller det gode humør. Fagligt kunne jeg stadig præstere, men det meste andet måtte vige pladsen for Grethes nu ret militaristiske regime. Den dag i dag har jeg 0 venner fra efterskoletiden. Jeg holdt virkelig af dem alle sammen… Fanden ta’ dig Grethe! Du ville være min eneste ven! Du monopoliserede mig! Det kan jeg se nu!
”Et sparringsrum i tyndhedens tegn”
Jeg elskede Grethe. Hold op jeg blev tynd, wow hun vidste hvad hun lavede! Imponerende! Pænt overmodigt med så meget opsyn at skrælle så mange kilo af mig. Og ja, vi blev opdaget. Jeg ved stadig ikke den dag i dag, hvem af mine med-elever der henvendte sig til min kontaktperson. Jeg var rasende på personen og min kontaktperson! I dag er jeg dem dybt taknemmelig! De udleverede Grethe til mine forældre og så skulle vi, Grethe og jeg, til psykolog. Man ville have Grethe til at flytte ud, må man forstå.. (Men hun var jo min eneste ven!) Og der blev nu overvåget, målt og vejet til alle måltider… Åh nej… Vi skulle i gruppeterapi, hvor andre sad med deres “Grethe” og så skulle vi notere hvad vi havde spist i en lille bog. Jeg forstår godt ideen i dag. Men det var bare en kæmpe misforståelse at give Gretherne frit spil, for Grether er konkurrencemindede! Så det gjaldt jo om at notere mindst indtaget mad og udveksle tips og tricks når terapeuterne gav os “vores tid”. Det blev et slags sparringsrum i tyndhedens tegn.
Grethe nægtede at samarbejde om at flytte ud – men da truslen om at blive frataget mit år på high school blev fremført, skulle der tænkes nyt. Grethe overbeviste mig om, at så måtte vi jo være endnu snedigere end de voksne der overvågede og truede os. (Altså agerede fuldstændig forsvarligt), så Grethe gik lidt i skjul, for en periode. Jeg fulgte de voksnes anvisninger og tog tilfredsstillende på, så jeg fik lov at tage på high school i USA. Mine kære forældre anede ikke at Grethe blot var gået i skjul og slet ikke var flyttet ud.
”Op sprang hun, som et pop-up skilt, og dikterede reglerne igen”
Afsted igen! Fedt! Skulle bo hos min faster og onkel i en skøn lille landsby i “The Midwest”. Vildt søde mennesker, overalt! Grethe holdt sig i skjul i noget tid. Men hun blev vækket og var rasende fordi jeg tog på i vægt.., så op sprang hun, som et pop-up-skilt, og dikterede reglerne igen. Nye tips og tricks. Og denne gang var det nemmere at opretholde det sociale. Når man ikke boede sammen. Og Grethe gik lidt mere med på de sociale spilleregler. Det var faktisk kun aftensmaden der var tricky. Så den spiste jeg, sammen med min faster, onkel og fætter. Og det var rigtig godt, kan jeg se i dag. Min faster vidste jo godt, at jeg havde haft en Grethe, så hun sørgede for at jeg spiste – altså til de måltider hun kunne holde tjek på. For Grethe lærte mig desværre at blive rigtig god til at lyve – ”ja ja, jeg har spist”.
Hjem igen efter et skønt år! Jeg havde tabt mig meget. Men over længere tid, så til hverdag blev der ikke lagt (så meget) mærke til det. Tror mine forældre fik et chok da de kom over for at hente mig hjem.
”Jeg havde jo andre drømme end bare at være tynd”
1.g. med et knust hjerte fra det naturligt opløste forhold med min high school-sweetheart. Grethe gik på det her tidspunkt helt amok. ALT handlede om at blive tyndere. Grethe havde langsomt fået al magt over mig. Som i et psykisk voldeligt forhold, tænker jeg! Nu blodprøver og psykolog der begge pegede på indlæggelse – okay – jeg gad ikke Grethe mere! Så meget som jeg elskede hende, var det for meget. Jeg havde jo andre drømme end bare at være tynd – jeg ville have en uddannelse, socialt liv, kæreste og senere hen mand og børn, job, I ved…
4 måneder på almen ungdomspsyk. – Mødte de fineste unge mennesker der baksede med alt muligt forskelligt. Også nogle med en Grethe. Faktisk èn med så stærk en Grethe, at hun måtte sendes videre til lukket afsnit med sonde – av, hun var jo blevet min ven. Vi støttede hinanden. På en ikke-Grethe måde.
Jeg troede faktisk at min Grethe var ved at give op og pakke sin ting og smutte. Så ud i den virkelige verden med mig og så arbejde i butik indtil jeg kunne hoppe på HF linjen i stedet.
Kærlig hilsen Sofie
Læs næste afsnit i serien om anoreksi ”Grethe næres af skam og lokker med falske tyndhedsløfter”
Læs mere om spiseforstyrrelse og anoreksi her…
Læs mere om hvordan jeg arbejder som psykolog og med spiseforstyrrelse/anoreksi her…
