31. oktober passerede vi Allehelgen, eller, som højtiden ofte omtales i sin engelske version: Halloween.
Det er umiddelbart en nyere tradition i dansk sammenhæng, som er kommet hertil fra USA, og som primært henvender sig til og bliver fejret af børn og barnlige sjæle. Det vrimler med spøgelser, hekse, skeletter og udhulede græskar. Udklædt i diverse kostumer rasles og samles der slik ved dørene, og der hygges om det uhyggelige. Traditionen Allehelgen har i lang tid ligget i dvale; i kirkelig sammenhæng går den tilbage til dengang, Danmark var et katolsk land. Men hvad mange ikke ved er, at det er en højtid med langt ældre rødder, som fejres i mange kulturer, og som går langt, langt tilbage i tiden, til før den kristne kirke kom ind i billedet.
Årets cyklus
Det er nemlig sådan, at der i årets cyklus er otte oprindelige højtider bestemt af solens position på himlen. To af dem er almindeligt kendte for de fleste i dag: Jul eller Midvinter og Sankt Hans eller Midsommer. De ligger på henholdsvis årets korteste og årets længste dag (eller rent faktisk ligger Jul og Sankt Hans et par dage for sent!). Mellem disse to markeringer ligger to andre: Forårsjævndøgn omkring 21. marts og Efterårsjævndøgn omkring 22. september. På disse to dage er nat og dag lige lange, solen står op stik øst og går ned stik vest. Disse to markeringer optræder i dag kun i papirkalendre og lignende, ellers er de gået i glemmebogen. Og midt mellem disse fire højtider, som deler året op i kvarte, ligger yderligere fire højtider: Kyndelmisse 1./2. februar, Valborgsaften 30. april, 1. august (som er gået helt i glemmebogen) og 31. oktober, som kendes som Allehelgensaften. Året var således engang fordelt ligeligt mellem otte forskellige højtider med cirka seks uger imellem hver.
Solhøjtider
Vores forfædre herhjemme og i mange andre kulturer fejrede disse “solhøjtider” gennem året med diverse ritualer og traditioner. Da den kristne kirke begyndte at missionere og brede sig over Europa, gjorde den hvad den kunne for at slette sporene efter de oprindelige kulturer ved at forbyde deres religioner, ritualer og fejringer. Det, kirken ikke lykkedes med at udrydde, valgte den i stedet at opsluge og gøre til sine egne fejringer. Vi kender eksemplet med Jul, som blev fejret længe før Danmark var kristent, men som kirken valgte at overskrive med fortællingen om, at Jesus blev født omkring denne dato. Det samme skete med Allehelgen; som navnet siger, blev den gamle højtid tilegnet alle kirkens helgener og martyrer inklusive alle dem, der ikke i forvejen havde deres egen helgendag. På engelsk hed dette All Hallows Eve, hvilket så over tid blev trukket sammen til Halloween.
Skellet mellem verdenerne
I Irland og keltiske kulturer kendes højtiden oprindelig som Samhain; herhjemme har højtiden også haft et førkristent navn, men det er gået i glemmebogen. Samhain markerede det keltiske nytår og starten på vinteren, overgangen mellem det lyse og det mørke halvår. Det var samtidig også den sidste af efterårets tre høst-markeringer; kvæget blev gennet ind fra markerne og bragt i stald, og slagtning før vinteren fandt sted.
Aftenen den 31. oktober betragtede man som en overgangsfase, hvor skellet mellem menneskenes og åndernes verden åbnede sig. Man tændte bål som et rensende ritual for at efterligne solen og for at holde onde ånder på afstand. Skikken med at klæde sig ud/bære masker samt skære lygter ud af roer (senere græskar) har også ældgamle rødder herfra; for at forvirre ånderne og beskytte sig mod at blive trukket ind i deres verden. Disse ældgamle ritualer har overlevet til i dag, selvom vi har glemt den oprindelige betydning af dem, og de optræder i en mere kommerciel og “gimmicket” udgave.
November, november, november
Den næste halvanden måneds tid går vi fortsat mod mørkere og mørkere tider, indtil lyset vender ved Midvinter. For mange er november en lang, grå, mørk og trist måned, som bare skal overstås. Forfatteren Henrik Nordbrandt skriver ligefrem: “Året har 16 måneder: November december, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november, november, november, november.”
Og november kan føles som en “overgangsmåned”. Efterårets smukke farver er ved at være falmet, bladene ligger og går til på jorden, vejret kan være gråt og vådt, og det er samtidig heller ikke rigtig vinter endnu. Vi lever i dag heller ikke i overensstemmelse med solens og årets gang på samme måde som vores forfædre. I dag lever vi stort set på samme måde året rundt; selvom vi fra naturens side har et vist behov for at gå lidt mere i hi om efteråret og vinteren ved for eksempel at sove mere og være mindre i aktivitet, er det ikke en mulighed for de fleste mennesker i vores moderne samfund. Dette er sandsynligvis i sig selv med til at energien dykker yderligere, fordi vi simpelthen lever mod vores natur.
Årets gang – et menneskeliv
Oprindelig har årets faser i mange kulturer været set som aspekter af Den Store Moder eller Gudinden. Foråret og den tidlige sommer repræsenterede Jomfruen eller Den Unge Pige, høj- og sensommer og tidligt efterår var Moderens tid, mens efterår og vinter var Viskvindens. På den måde symboliserede årets gang et helt menneskelivs forløb.
Nu, i det sene efterår, er vi altså i “årets alderdom”, hvor alt i naturen går til eller går i dvale for at kunne genopstå til foråret. Allehelgen har, både før og efter kristendommens indførelse, også været en vigtig markering af forholdet til dem, der er gået hinsides; de døde og deres sjæle. I Mexico hedder højtiden ligefrem Día de los Muertos – De Dødes Dag. Og uanset om man tillægger det religiøs betydning eller ej, er denne tid oplagt til at ihukomme dem, vi har mistet og savner. For nogle kan det indebære at besøge gravsteder, at tænde lys, købe eller selv lave dekorationer, eller andre ritualer, der hjælper til at give sorgen og savnet plads.
Vores egen forgængelighed
Døden er i dag, hvad nogle kalder det største tabu i vores kultur. Sat lidt på spidsen kan man sige, at november måske er den måned, hvor vi ikke kun mindes de døde, men også ubevidst kommer mest i kontakt med vores egen dødelighed. Vi mærker og ser med egne øjne i naturen, at alt er forgængeligt, alt har en udløbsdato, inklusive os selv. Og jeg spekulerer på, om dette, udover det grå og triste vejr og de mange mørke timer, muligvis også er med til, at mange kan have det svært med denne tid. Men måske kan det sætte november måned i et nyt skær, når man ved, at denne tid på året tjener et lige så vigtigt formål som alle andre årstider – nemlig at alt (i en eller anden grad) må gå til, før noget nyt kan opstå. Og at det gamle år er nødt til at “dø”, før det kan blive genfødt; både i vores kalendre og i naturen.
Nedtælling til jul
Personligt befinder jeg mig faktisk ret godt med november, selvom det er temmelig gråt for tiden. Det hænger muligvis sammen med, at november er den måned, jeg er født i. Jeg holder også meget af jul, og for mig er november en tid med ro og forventningens glæde, en tid, hvor jeg går og nyder, at julen nærmer sig, men hvor ræset og juletravlheden ikke har sat ind endnu. De sidste to uger af november er måske en af mine yndlingstider på året! Til gengæld har jeg det altid svært med starten af januar, hvor al festivitas er slut med et brag, og hverdagen vender tilbage, men hvor det fortsat er mørkt og koldt i lang tid endnu. Men det er en anden historie.
Hvad betyder november og denne tid på året for dig? 🙂
Hvis du har lyst til at vide mere, er du meget velkommen til at henvende dig på emilie@psykologerne.dk. Og hvis du kunne tænke dig at læse mere om mig og/eller booke en samtale hos mig, kan du klikke her.
De bedste novemberhilsner
Emilie Tang Kirk
