Det er tiden nu, hvor en del børn pakker de sidste ting, sætter de sidste hak på pakkelisten og krammer familiemedlemmer og kæledyr farvel for at tage af sted på efterskole. Der vil være billeder af glade børn og forældre med tårer i øjnene overalt på Facebook og instagram. Det er de glade billeder, stolte billeder og billeder, der markerer en overgang fuld af glæde og forventning og savn.
Det er de billeder og fortællinger, der er flest af. Men hvad nu, hvis efterskolelivet virker skræmmende? Hvis den unge (alligevel) ikke har lyst til at tage af sted? Så bliver det også let meget svært at være den voksne, og den der måske siger: ”Nu har vi jo aftalt det. Nu har du jo glædet dig så længe. Bliver du hjemme, vil du gå glip af så meget godt, som jo er det du har glædet dig til.” Og så videre.
Selvfølgelig er udfordringen størst for den unge, men det kan virkelig også være svært at være den eller de voksne, der står på sidelinjen og ikke aner sine levende råd i forhold til hvad der er rigtigst, sundest og mest fornuftigt at gøre.
Jeg har selv stået der på sidelinjen til en ung, der syntes, at efterskolelivet var skræmmende, og jeg ved, at det kan være rigtig svært.
Så her kommer et par gode råd til dig, den voksne.
For det første er det meget let at blive fanget af alle billederne på de sociale medier, hvor det hele ser let, lyst og dejligt ud. Det er meget let at komme til at opleve sig selv som en fiasko, der ikke har styr på sit barn eller på sig selv, når det kan synes så svært at skulle sende netop DIT barn afsted. Men faktum er, at det er svært for mange. Svært for mange unge og svært for mange voksne. Så husk, at du og dit barn ikke er alene, og at overgangen mellem folkeskole og efterskoleliv er et stort skift, og at det er helt almindeligt, at den unge lige op til afgang, kan synes, at det er meget svært at skulle afsted. Vores menneskelige krop og hjerne har det ofte ikke særlig godt med forandringer. Hjernen er et gammelt vanedyr, der ofte helst vil have, at tingene fortsætter lige som de plejer. Især når vi bliver pressede – som de unge let kan blive det, når først alt er købt ind, ordnet og bilen er næsten pakket færdig eller togturen booket – så kan hjerne og krop blive bange og derfor forsøge at sige stop. Under oplevet pres vil vores hjerne stritte endnu mere imod en forandring end ellers, simpelthen fordi den forsøger at holde sig til det trygge, til det den kender. Tidligere da du og dit barn talte om efterskolelivet for 1 år siden, 2 år siden eller 3 måneder siden var hjernen mere i ro, og der var derfor ikke så høj grad af pres og utryghed knyttet til snakken.
Men nu er det lige om lidt, og hjernen og kroppen bliver utryg, og så kan det naturlige være at sige, at man ikke vil afsted. Lige dér kan det som voksen være godt at tænke på, at reaktionen kan være helt naturlig. Det kan også være godt at huske på, at der ved siden af alle de glade jeg-sender-mit-barn-på-efterskole-billeder på Facebook og instagram er MANGE andre, der har oplevet det sammen som dig, nemlig at dit barn lige op til afrejse ikke vil afsted eller har modstand mod at skulle afsted.
Reaktionen er naturlig, og du kan som voksen hjælpe barnet meget ved selv at huske på det naturlige i måden at reagere på. Som bonus vil det også gøre dig selv roligere og derved får du mere plads til at rumme alt det svære hos barnet.
For det andet kan det være godt at lytte uden at komme med en lang liste af argumenter for, hvorfor dit barn skal afsted som fx: ”Vi har jo planlagt det virkelig længe. En masse penge er allerede betalt. Du har jo glædet dig i lang tid. Du må fokusere på alt det gode du kommer til at opleve”. Og så videre. Dine argumenter kan i det øjeblik opleves som et pres, og er der stor sandsynlighed for, at dit barn vil reagere med at skrue op for utrygheden indeni og udenpå for at prøve at få dig til at forstå.
Så hvad kan du gøre?
Min erfaring er, at det er hjælpsomt at lytte, så godt som du kan, og selv vise så høj grad af tryghed som muligt. Husk for dig selv, at I virkelig har talt om det her længe, og at dit barn har glædet sig i måneder og måske endda år. Vid, at efterskolen byder på en lang række af gode oplevelser, sociale fællesskaber og at selvom det gør ondt lige nu, så giver efterskoleåret også mulighed for at den tykke navlestreng kan få endnu et klip. Med den viden, som du har i dig, kan du tillade dig at fremstå tryg og rolig, og derved er der også en god chance for, at din tryghed og ro vil smitte af på dit barn – nu eller over tid.
Så:
Hold listen af gode argumenter for dig selv, hvis dit barn er presset og ked af det.
Vid med dig selv, at I sammen længe har tænkt, at det her bliver godt. Vær tryg på baggrund af de tanker.
Lyt.
Sig at det er helt okay ikke at kunne rumme det hele på en gang, og at du ved, at flere af de andre også er nervøse og usikre – også selvom man ikke kan se det på dem. At det er naturligt at være utryg lige der omkring afgang. Kom eventuelt med eksempler på svære overgange eller forandringer, som den unge har klaret eller som du selv har klaret.
Samlet set gælder det om at have det lange, rolige, lys på. Støt dig op af andre: en medforælder eller en god ven, så du får overskud til at være en god støtte for dit barn. Det kan give dig styrke til at håndtere de udfordringer, der eksisterer nu og som måtte komme undervejs i efterskoleopholdet.
Kh. Mette
