Når du har fået at vide, eller har opdaget, at du har smerter, der ikke går væk, så er det meget almindeligt, at du kan blive meget bange. Det kan godt være, at du får at vide, at der ikke er tale om en farlig eller livstruende tilstand, og alligevel kan du blive meget bange. Du kan også blive meget bange for, hvad der sker, hvis du ikke bliver bange. For hvad nu hvis du eller behandlerne overser noget? – hvis du tillader dig ikke at være bange; betyder det så, at du ikke er opmærksom nok?
Men det du skal vide er, at vores hjerne er en tricky størrelse, der er udviklet til at gøre os opmærksom på og advare os om fare. Det gælder også farer, som vi ikke har brug for at blive advaret imod. Smerter er et potentielt faresignal, og vi er udviklet til at reagere på smerte. Det er meningen, at vi skal blive bange og fokusere på smerte for at undgå, at den ikke volder os (mere) skade eller udryddelse. Men det der sker ved en kronisk smertetilstand er, at der ikke bliver ved med at være akut fare på færde, men det kan hjernen ikke forstå. For smerte er i hjerne og nervesystem lig med reaktion, for at advare os og passe på os. Det tricky er dog, at det er lidt lige som et uheld på motorvejen, hvor udrykningskøretøjer holder med blink tændt for at gøre opmærksom på, at her er der sket en ulykke og for at vise os, at der er nogen til stede, der tager hånd om ulykken, og så i øvrigt for at få os andre til at køre videre og udenom. Dog sker der for mange af os det, at vi sagtner farten og retter vores opmærksomhed mod ulykkesstedet. Vi kan nærmest opleve at blive draget imod det og at blive nysgerrige. Det samme sker i vores hjerne…
Når der udsendes faresignaler i forbindelse med smerterne, så er det hjernens og nervesystemets forsøg på at advare os og få os til at gå udenom. Men som ulykken på motorvejen, så får advarslen let den modsatte effekt, og vi stopper og hæfter os ved smerten og ved den angst, der mange gange kan følge med. Vi bliver bange, og når først vi bliver bange, går vores hjerne i selvsving og den ene katastrofetanke afløser den anden. Alt sammen i et forsøg på at advare os, men vi bliver samtidig bange og kan tro, at det er forkert at slippe opmærksomheden på smerten og på angsten, når det meget intenst kan føles som, at vi for vores overlevelses skyld skal fastholde opmærksomheden i den retning.
Førstehjælpskittet handler om mod, beroligelse og om tryghed. Førstehjælpen kommer fra os selv, og handler om, om vi kan finde modet til at berolige os selv. Det kan du fx gøre ved at lægge en hånd på din brystkasse og fortælle dig selv, at lige nu er det din hjerne, der reagerer helt som den er kodet til, og at det er helt naturligt at blive bange, men at lige nu har du lov til at berolige dig selv. Du har lov til at møde dig selv med beroligelse og tryghed og dermed skabe mere plads omkring smerten og angsten.
Når hjerne og nervesystem beroliges, skabes der mere tryghed og plads i systemet, og vi bliver mindre bange. Og når vi bliver mindre bange, føles smerten mindre skræmmende, og når den føles mindre skræmmende, larmer den ikke så meget, og vi kan få en oplevelse af mere ro og af lettere at kunne være med smerten. Vi beroliger os selv og hele systemet.
Nu tænker du måske: Jamen hvad så, hvis noget overses af mig eller af behandlerne? Men jo mere ro du kan give dig selv og jo mere tryghed, der kan skabes i dit nervesystem, desto bedre overblik får du også. Der bliver mere ro i hjerne og nervesystem, og jo mere ro der er dér, jo mere overskud er der til koncentration, hukommelse, evne til at fokusere og til at have overblik. SÅ jo mere ro og tryghed, desto bedre mulighed giver du dig selv for at kunne være opmærksom på din krop. For jo mere vi er på vagt og ”kigger efter ulykken” og efter smerter og angst, desto mindre ro er der til det rolige overblik. Så vi bliver bedre i stand til at reagere på det, der er vigtigt at reagere på, når vi er rolige og trygge.
Der er endnu en gevinst at hente ved at turde finde modet til ro og tryghed, som handler om, at jo mere ro og tryghed der er, desto mindre spænding og opmærksomhed bliver der omkring smerten.
Jeg håber, at du kan bruge mit førstehjælpskit, og at du nu har fået en opmærksomhed på, at smerten ikke er så farlig som den kan føles. Hvis du ønsker mere hjælp til smertehåndtering, er du meget velkommen til at kontakte mig for individuelle samtaler. I Psykologernes blog kan du også finde mine andre blogindlæg om håndtering af kroniske smerter.
Kærlig hilsen
Mette
