Må jeg sørge, selvom jeg ikke har mistet mest?

De kommer til at tvivle på deres egne reaktioner og oplever, at deres følelser ikke er okay. De har tanker om, at deres egen sorg, frustration og afmagt ikke er acceptabel, da det ikke er dem, som er hårdest ramt i livet lige nu. De har tanker, de ikke synes, at de kan tillade sig at have. Og slet ikke dele med den, der har mistet.

Eksempler kan være en bedsteforælder som tilsidesætter egne følelser og sorg ift. tabet af sit barnebarn, da det er forældrene, som har mistet et barn. Eller en ægtefælle som negligerer sine egne reaktioner, fordi hans kone har mistet sin søster.

De er pludselig blevet usikre i relationen til den sørgende og er til tider kommet til at trække sig følelsesmæssigt fra den de holder af – af frygt for at sige noget forkert, komme til at såre den anden, og af frygt for at blive afvist.

Som klienter kommer de med oplevelsen af ensomhed, meningsløshed og skam over at føle og tænke, som de gør. Samtidig oplever de ofte kropslige symptomer på psykisk belastning som fx hoved- og mavepine, anspændthed, indre uro og tunghed. De overvældes af selvbebrejdende tanker, og de er bekymrede for, om de er deprimerede eller måske fejler noget fysisk.

Jeg har selv stået som nær pårørende til en efterladt i dyb sorg. Da var det særligt de selvbebrejdende tanker, som var lidelsesfulde. Det var dem, som afholdt mig fra at give mine egne følelser plads i krop og sind. Jeg havde tanker om, at jeg ikke gjorde det godt nok i relationen til hende eller hjalp hende på den rigtige måde. Jeg syntes ikke, at jeg kunne tillade mig at savne hende eller vores nære relation, når nu hun havde mistet så meget. Jeg oplevede uforklarlig tristhed, meningsløshed i hverdagen og bebrejdede mig selv for at have det på denne måde.

Følelserne bagved symptomerne

Uden at være bevidst om det, kan vi komme til at ignorere vores egne følelsesmæssige reaktioner, når vi står i periferien af en dyb sorg hos en ven, kæreste, forælder, barn eller en anden af vores nærtstående.

• Vi ignorerer måske vores egen følelse af sorg over det pludselige tab af den nære relation til den sørgende og savnet efter ham eller hende.
• Måske mærker vi kortvarig vrede mod den afdøde for forandringerne i den velkendte og trygge relation til vores ven, kæreste, datter. Vi parkerer denne vrede, da vi har tanker om, at det er skamfuldt og forkert.

Risikoen er, at vi ikke bliver bevidste om den omsorg, hjælp og nærvær, som også vi har brug for. Er vi først begyndt at synes, at vores tanker og følelser ikke har ret til at være der, kommer vi let til at holde det helt for os selv – længere end vi psykisk kan holde til.

Bearbejdning af egne reaktioner

Når vi på den måde befinder os i periferien af den dybe sorg hos vores nærmeste, er det vigtigt også at finde rum og tid til at være med vores egne følelser, hvilket er lettere sagt end gjort. Det rum kan være svært at finde. Også selvom ens nærmeste netværk byder sig til og spørger, hvordan man har det. ”Jeg er okay” – for det er jo ikke mig, der har mistet. Og alligevel mærker vi den psykiske belastning.

Pårørende og efterladte bliver i dag mødt med mange forskellige og gode mulige rum til både at møde og leve med sorgen. Stående lidt længere ude i periferien – som pårørende til nogen i dyb sorg, kan vi også have brug for et rum til at mærke vores følelsesmæssige reaktioner. Et rum hvor nogle spørger til vores tanker og følelser, hjælper os til at lægge forsvarene ned, ikke tage hensyn til andres reaktioner og møde vores egen sorg.

Hvor det rum findes, kan være forskelligt fra person til person. Hos en moster, hos en nær ven, hos præsten, hos terapeuten osv. Men rummet kan også findes sammen med den efterladte.

Selv blev jeg først i terapi bevidst om, hvad der stod i vejen for mig, for at jeg kunne mærke min egen sorg og efterfølgende i det øjeblik, hvor jeg turde være nær i relationen til den sørgende – med min egen sorg tilstede. Fordi jeg ikke stødte mine egne tanker og følelser væk, min egen sorg, kunne jeg igen være en følelsesmæssig støtte for den efterladte.

Dine tanker og følelser er okay

Som pårørende til nogen i dyb sorg kan vi også opleve psykisk belastning, lidelsesfulde symptomer og have brug for et rum til at bearbejde vores følelser og tanker.

At finde det rum i relationen til et andet menneske, hvor de følelser og tanker kan få plads, kan være svært – men vigtigt at finde, så vi kan drage omsorg for vores egne følelsesmæssige reaktioner, finde accept af dem og ikke blive ensomme med dem.

Ved at have opmærksomhed på også at tage vare på egne følelser, kan vi forblive en følelsesmæssig god støtte for den sørgende, som vi holder af.

Tanja Skov Rønne