MENTAL SUNDHED

Når du går en tur – så går det nok!

00:00

    Hvordan det at gå en tur bidrager til øget trivsel og velvære

    Hvordan står det egentlig til med os danskere i 2021? Går det godt? Er vi gået i stå? Eller er vi måske gået i stykker?

    Selvom vi i løbet af de sidste 100 år har fordoblet vores levetid, fået fri adgang til sundhedsvæsenet, fri adgang til uddannelse samt sat gode rammer for mindsteløn og arbejdsvilkår – så er der sket en kæmpe eksplosion af mistrivsel, især gennem de senere år.

    Undersøgelser viser, at op mod hver ottende dansker har det så dårligt mentalt, at de har svært ved at klare en helt almindelig hverdag. Tallet er endnu højere for børnefamilier, hvor 65 % kæmper med at få hverdagen til at hænge sammen. Stress er blevet en folkesygdom, og jeg vil vove den påstand, at corona bestemt ikke har hjulpet på sagen.

    Hvordan kan vi hjælpe os selv til at vende udviklingen? Med corona-restriktioner, manglende social interaktion og lukkede institutioner og fitnesscentre? Hvordan kan vi under disse omstændigheder hjælpe os selv til ikke at gå i stå og til ikke at gå i stykker?

    En simpel gåtur kan gøre forskellen

    Først og fremmest kan vi indføre nogle åndehuller i løbet af hverdagen, der ikke kræver for meget af os og som samtidig er lette at implementere. Her kan vi med fordel lade os inspirere af den danske filosof, Søren Kierkegaard, der gjorde en gåtur til en af sine vigtigste daglige rutiner:

    Tab for alt ikke lysten til at gå. Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til og går fra enhver sygdom. Jeg har gået mig mine bedste tanker til, og jeg kender ingen tanke så tung, at man ikke kan gå fra den.

    Og Kierkegaard har fat på noget. Uden statistikker, Google eller fitnessforskning så vidste Kierkegaard, at bevægelse er godt for os.

    For når vi bevæger os, forebygger og lindrer vi lidelser som hjerte-kar-sygdomme, type 2-diabetes, KOL, kræft, stress, angst, depression og smerter.

    Eksempelvis ved vi i dag, at en simpel gåtur kan bidrage til:

    • Mindre træthed
    • Mere energi
    • Bedre søvn
    • Øget glæde
    • Øget kreativitet
    • Øget emotionel stabilitet
    • Mindre stress
    • Mere sindsro
    • Styrket kognitive funktioner
    • Generel øget velvære og velbefindende

    Bedre til at huske og fokusere

    Der sker simpelthen noget i hjernen, når vi går. Undersøgelser viser, at bevægelse, inklusive gåture, er med til at forbedre dine kognitive funktioner. Det gælder blandt andet din arbejdshukommelse, din opmærksomhed, din koncentrationsevne og din evne til at sortere i alle de mentale indtryk, du modtager (stimuli).

    Endvidere peger undersøgelser på, at en rolig slentretur efter maden ser ud til at være lige så effektiv som hård træning. Ikke dårligt, vel?

    Gratis lykkepiller

    En gåtur aktiverer desuden de hormoner i kroppen, der er forbundet med lyst, glæde og tilfredshed. Det drejer sig om hormonerne serotonin, dopamin og noradrenalin. Serotonin er blandt andet det stof, der bidrager til sindsro, veltilpashed, optimisme og lykke. Derudover spiller serotonin også en vigtig rolle i reguleringen af blandt andet appetit, søvn, hukommelse og dit mave-tarm-system. Et nedsat niveau af serotonin i hjernen er derimod forbundet med depression.

    Når du går en tur, sker der altså ændringer i hjernens indhold af disse hormoner – ændringer, som minder om effekten af antidepressiv medicin. Gåture kan derfor virke som en slags gratis lykkepiller.

    Rytmen giver tryghed

    Forskning viser også, at gåture har en forebyggende effekt på stress og en dæmpende effekt på angst. Daglige gåture kan altså gøre dig mere modstandsdygtigt over for stresspåvirkninger og samtidig bidrage til øget ro, velvære og en mulighed for at slukke for mange af dine tankestrømme.

    For os mennesker er der en vis tryghed i gentagelsen ved at gå, skridt for skridt. Gentagelsen skaber ro, og den kropslige monotoni kan være med til at frigøre tankerne. Det er en rigtig god måde at give plads til bare at være, at sanse og at lade opmærksomheden danse frit omkring os.

    På længere gå- og vandreture oplever mange, at tankerne på et tidspunkt ligefrem stilner af. Noget, jeg selv oplevede, da jeg gik Camino Francé – en 800 km lang pilgrimsrute i Nordspanien. Der var noget helt magisk over den oplevelse.

    Sådan kommer du i gang med gang

    Du behøver ikke et fitnessabonnement for at gå en tur. Det er en aktivitet, som du kan gøre alene på næsten alle tider af døgnet (natvandring er faktisk også ret cool).

    Start med at reflektere over, hvordan en typisk hverdag ser ud for dig i øjeblikket. Hvad er dine daglige rutiner? Hvordan kan du flette en gåtur ind i dagens program? Kan du gå sammen din partner, hele din familie eller din nabo? Kan du gå nogle dage alene? Måske med musik eller en podcast i ørerne? Kan du gå på arbejde eller i skole? Eller hvis du sidder hjemme: Gå en tur før og efter arbejde eller skole?

    Husk på, du skal ikke til at gå en maraton hver dag. Blot 30 minutter i alt om dagen bidrager til de positive konsekvenser, jeg har beskrevet ovenfor.

    Dine skridt herfra

    Søren Kierkegaard føjede disse kloge ord til sine tanker om at gå: ”Når man således bliver ved med at gå, så går det nok.” Og han har ret.

    Oplever du at være gået i stå eller være gået i stykker og har behov for hjælp til at komme videre? Så er du velkommen til at kontakte mig på kristine@psykologerne.dk eller book en tid til samtale her https://psykologerne.dk/psykolog/kristine-andersen/

    Kunne du være interesseret i at høre mere om en skøn retræte, hvor der er fokus på natur, ro og balance, så send en forespørgsel til mig på kristine@psykologerne.dk

     

    Kilder:

    Dr. Qing Li. Shinrin-Yoku – The Art and Science of Forest-Bathing. Penguin Books LTD; 2018.

    Høegmark, S. et al. Vi er nature – Genopdag naturen og mærk dens helbredende kræfter. Muusmann forlag; 2020.

    Pedersen, B.K. Gå-bogen – gå, så går det nok. Gyldendal; 2018.

    Selhub, E.M. & Logan, A.C. Your brain on nature – The Science of Nature’s influence on Your Health, happiness, and vitality. Collins; 2012.

    Forskning viser, at en gåtur kan øge dit overskud, glæde og velvære samt mindske stress, angst og depression. Det er ikke svært, og det koster ikke penge. Bare på med skoene, og så ud at gå!

    Leave a Reply

    Your email address will not be published. Required fields are marked *

    INDHOLD FRA Psykolog Kirstine Andersen

    Skriv til Psykologerne

    Har du spørgsmål til vores psykolognetværk, kan du skrive til os her.

    Når du kontakter Psykologernes psykolog-huse i København, giver du samtykke til, at vi må opbevare de informationer, du angiver i forbindelse med udfyldelse af kontaktformularen.
    Tak for din besked
    Jeg svarer dig tilbage hurtigst muligt.
    Venlig hilsen
    Psykolog Anita Øland