Relationer 1: Jeg og vi

Parforholdet
I en tid, hvor der næppe mangler kreative alternativer på samlivsmarkedet, er der stadig en stor andel mennesker, der ønsker at dele livet sammen med ét andet menneske. Over halvdelen af Danmarks vokse befolkning lever deres liv som samboer eller ægtefæller. I min ph.d.-afhandling undersøgte jeg sorgen efter at miste en livsparter. Her interviewede jeg sørgende i forskellige generationer, og fulgte deres sorgproces fra tiden kort efter tabet og et par år frem.  En bærende tankegang i mit studie var, at for at forstå nuancerne og meningen i sorgen, bliver vi nødt til at forstå betydningen af det, der er mistet – i dette tilfælde et fælles liv. En livspartner er en partner i livet, og spørgsmålet var derfor, hvad dette liv egentlig består i. At nærme os det spørgsmål, kunne måske gøre os klogere på, hvorfor det er, at generation efter generation insisterer på det monogame parforhold.

I mine interview, spurgte jeg altså ind til, både hvad de savnede og ikke savnede med det liv, de havde levet sammen med deres nu afdøde partner. Om end mennesker lever deres liv på ganske forskellige måder, trådte en række temaer frem, herunder det at blive set af et livsvidne på daglig basis, at dele en hverdag, bo og planlægge fremtiden sammen. De sørgende fremhævede også det at være en del af et ”vi”, af noget, der både var større end dem selv, og mere en summen af dig og mig som noget, de savnede meget. Også venskaber, forældre-børn relationer, og kollegiale forhold kan have denne karakter, men måske er det vi nogle gange – på godt og ondt – kalder for en ”lille boble” ekstra fremtrædende i parforholdet.

Vi’et
Hvad består dette ”vi” så af? Hvis vi ikke betragter det som noget mystisk, handler det om det liv, vi lever sammen. Substansen i vores relation, siger min informant Teresa – en kvinde i midt 40’erne, som har mistet sin mand i et motorcykeluheld – ”var alle de dage og år vi havde sammen”. I filosofisk jargon, er tiden ikke bare noget, der passerer stille forbi, men noget vi er. Vi er tid, og den tid deler vi, på en eller anden måde, sammen med andre. Med og i tiden, vokser vi sammen med dem, vi deler livet med, og her spiller en livspartner unægtelig en vigtig rolle.

De samlivsproblemer mennesker opsøger terapi på baggrund af, handler ofte om vanskeligheder i at finde en balance mellem det, at være en del af dette vi, og alt det, som befinder sig udenfor dette. Da vi, som sagt, bliver os selv sammen med andre, er det ikke spor mærkeligt, at denne balance er vanskelig at jonglere. Når vi møder nogen, vi forelsker os i, sker der ofte noget med os, som giver præg af total åbenhed. Den elskede åbner sider af os, vi ikke vidste vi havde, og sammen finder vi sprog og udtryk, som ingen udenfor har en chance at forstå. Vi skaber et ”vi”, som nogle gange bliver til et livslangt forhold.

Inden længe bliver det dog tydeligt, at de to personer, der ligger til grund for vi’et, ikke er opstået ud af intet, men resultatet af to levede liv, som intet har haft med hinanden at gøre. Ved at nærme sig et andet menneske på den grænseløse måde man gør i en kærlighedsrelation, gør vi også den forvirrede erfaring, at den anden på mange måder forbliver fremmed. Vi kan aldrig nå helt ind, vi finder sider af den anden, vi ikke anede eksisterede, og spørger nogle gange os selv, hvem det er vi har fundet sammen med.

Jeg og vi
At være i et længerevarende parforhold kræver en aktiv forholden-sig til det, at være to, og det, at være én. Spørgsmålene er mange: Hvordan være sig selv sammen med en anden? Hvordan give sig hen til den mulighed for udvikling som en nær relation indebærer? Hvordan slå vagt om sig selv når relationen bliver alt andet end det, man håbede på? Hvordan være der for den anden på en måde, som ikke overtager vedkommendes livsprojekt, men giver livskraft og mod til at handle? Kort sagt: Hvordan lever vi sammen uden at miste os selv på vejen?

Når mennesker kommer i terapi, er det altid af en grund. Hvis baggrunden er samlivsproblemer, er det sandsynligt at noget i denne balance ikke fungerer. Både individuel terapi, parterapi og en kombination af de to kan være en rigtig god idé for at få vendt en udvikling, som ellers ville føre til relationens endeligt. Ingen relationer lever sit eget liv – og med indsats, vilje og ydmyghed, kan vi nå langt i bestræbelsen på at finde tilbage til hinanden og leve sammen måde, der fungerer bedre for begge parter.

Fokus på dig
Uanset om vi ønsker det eller ej, kommer din partner med ind i terapilokalet, også selv om vedkommende rent fysisk befinder sig et ganske andet sted. Vores psykiske problemer har næsten altid rødder i vores sociale liv, og når vi taler om dem i terapi, er det ofte med reference til de mennesker, vi lever med. I individuel terapi, er fokus dog på dig og dinoplevelse. Vi kan alligevel ikke påvirke din partner, hvilket kan opleves frustrerende, men også noget, der giver mulighed for at fokusere på dig og din rolle i relationen.

Det er selvfølgelig afgørende, at du og din partner finder en velfungerende måde at kommunikere sammen på, hvilket ofte er hovedfokus i parterapi. Nogle gange kan det at arbejde med sig selv, dog være det bedste man kan gøre for den relation man befinder sig i. Samtaler med en psykolog, muliggør et perspektiv udefra fra en person – som ikke, ligesom en partner, er en del af relationen, eller, som venner og veninder, har sine egne agendaer i, hvad der er det bedste for dig. Psykologsamtaler kan være med til at åbne op for en fordybet forståelse og en mere ærlig måde, at være i en relation på. Mange klienter vender hjem fra terapi med nye idéer, tanker og følelser omkring relationen, hvilket vidner om, at terapeutiske samtaler kan udgøre en inspirationskilde til relationel udvikling og glæde.

Hvis du står i en situation, hvor du kunne have gavn af samtaler med en psykolog om dit parforhold, er du meget velkommen til at kontakte mig for yderligere info og/eller booke en tid til samtale.
Link til min profilside og bookingkalender finder du her: https://psykologerne.dk/psykolog/alfred-skold/.