7-10 dage i hver cyklus er mit humør af og til anderledes, mit syn på verden er anderledes. Jeg er anderledes. Jeg mærker verden anderledes. Det starter som regel med, at jeg oplever mig selv blive irriteret i en situation, hvor jeg ellers ikke ville blive irriteret. Jeg lægger mærke til det og undrer mig i situationen over, at jeg bliver irriteret, samtidig med, at jeg ikke kan gøre noget ved det. Det mærkes, som om et tyndt lag er pillet af min hud, således at jeg mærker alting mere og anderledes end ellers. Jeg har mindre tålmodighed, verden føles mere hård. Jeg har flere tårer. Relationen til mine nærer opleves mindre nær, og det kan være ensomt. Jeg mærker forvirring og bliver let i tvivl om mine valg og prioriteringer nu og tidligere, og jeg oplever mig forkert.
Jeg får ømhed i kroppen og af og til ondt i maven. Min krop mærkes mere stiv, og ofte får jeg hovedpine og kvalme. Min temperatur stiger, og jeg føler mig varm i kroppen. Jeg bliver sur på mig selv over, at reaktionerne er til stede igen, samtidig med at jeg oplever mig magtesløs ift. dem. Hvis jeg går med det alene, opleves det tungere, end hvis jeg kan få mig selv til at dele det med nogen.
Ud over de 7-10 dage op til menstruation, kommer ubehaget også i cirka 1½ dag efter ægløsning.
Før i tiden, da jeg havde et arbejdsliv, der var mere tætpakket end nu, oplevede jeg ind imellem, at jeg efter arbejde ikke havde særlig meget overskud til min familie. Jeg trak mig derfor af og til tilbage fra familien på eftermiddage og aftener, hvor mit overskud var lavest og hvor jeg havde hovedpine, kvalme og måske andet ubehag i kroppen. Min ex-mand var forstående men undrede sig over, når jeg igen igen ikke havde det godt. Jeg tænkte over, om der mon var noget galt med mig, og jeg oplevede ofte mig selv som svag. Jeg undrede mig over, at det kunne blive ved med at ske og tilskrev det til dels, at jeg var træt efter arbejde og træt på grund af livet med små børn. Jeg sagde ofte, at jeg nok var sådan en, der blev fysisk dårlig, når jeg er træt. Det er muligt, at jeg bliver fysisk dårlig, når jeg er træt, men i dag ved jeg, at der også er en tæt sammenhæng mellem særlige tidspunkter i min cyklus og de reaktioner, jeg oplever. Jeg ser et klart mønster.
For 4 år siden blev jeg introduceret til PMS og til viden om, hvor almindeligt PMS er, og hvad det er. Det gav mig en ny ramme at forstå mine egne reaktioner ud fra, og jeg kom til at føle mig mindre forkert. Reaktionerne er der stadig, men jeg forstår dem bedre nu. Skam og selv-kritik følger ofte stadig med, men rammen omkring det er overordnet set mindre tung. Jeg ønsker mig mere åbenhed om PMS, så det i højere grad end nu kan blive noget, der kan tales om som noget almindeligt og vigtigt. Jeg oplever selv, at jo mere jeg forstår det, der sker i mig ved PMS, desto mindre mystisk og skamfuldt bliver det.
Før i tiden trak jeg på smilebåndet, når jeg hørte kvinder tale om PMS. Jeg oplevede det som, at de undskyldte sig med det. Jeg tænkte, at kvinder altid har haft en cyklus og altid har født børn, og at det er helt almindeligt, og ikke noget vi skal bruge som en undskyldning for reaktioner i krop, følelser, tanker og adfærd. I dag tænker jeg, at menstruation, cyklus og PMS ér helt almindeligt, og noget vi skal tale om – især når det nu er almindeligt. I dag taler min kæreste og jeg om PMS, og om hvordan vi har det med det med det – ”vi” fordi vi begge er i det. Det er mig, der har en cyklus, men han er ved siden af og oplever det også. Det er hjælpsomt, at han følger med, og jeg tror, at åbenheden er med til at tage skammen og tabuet ud af ubehaget. Menstruation og cyklus bliver noget på en gang helt almindeligt og på samme tid noget vigtigt vi kan forholde os til – sammen.
I dag når jeg hører en kvinde tale om PMS, og om det hun oplever, tænker jeg: ”Wauw, hun er sej og modig, når hun er åben om det og tør tale om det”.
Jeg blev introduceret til PMS som noget virkeligt og vigtigt af psykolog Anita Øland, der også fortalte mig om, hvor almindeligt det er. Det har gjort en kæmpe forskel for mig at forstå, at jeg har en cyklus der på visse tidspunkter påvirker mig, og at mine reaktioner ikke er mærkelige, men almindelige. Nu hvor jeg selv bedre forstår det der sker i mig og i min cyklus, gør det det også lettere for mig at forstå og hjælpe de klienter med PMS og PMD (Præmenstruel dysfori – den tungere udgave af PMS), som jeg møder i min praksis. Vi skal jo snakke om det, så det bliver lettere at forholde os til det, og så vi kan øve os i at være kærlige og respektfulde overfor os selv, i stedet for hårde og selvkritiske.
Kærlig hilsen
Mette
