Når mennesker dør, opstår en revne i verden, som aldrig forsvinder. Der findes ingen trøst eller kloge ord, som kan lindre den smerte vi føler, når den vi elskede mest af alt, ikke længere er her. Igennem livet kommer vi til at miste utallige gange – brudte venskaber og kærlighedsrelationer, drømme vi tvinges til at opgive – og, værst af alt, mennesker der dør fra os. Dele af sorgprocessen handler om, at acceptere og leve med tabet. På trods af, at vi til tider bilder os selve ind, at vi er vores egen lykkes smed, er det ofte meget lidt vi kan stille op, når livet og døden rammer. Men hvordan accepterer man døden? Og hvordan lever man med sorgen?
Som sorgforsker har jeg talt med utallige sørgende i mit forsøg på at forstå, hvad sorg er, og hvilken plads sorgen bør have i vores liv. Et helt grundlæggende aspekt af sorgen, som trådt tydeligt frem gennem de mange samtaler er, at sorgen er en respons på, at vi har mistet noget af betydning. At det, vi foretager os i livet, og dem vi gør det sammen med, betyder noget, er egentlig en smuk tanke. På trods af, at det kan være svært at se når vi befindes os dybest nede mørket, findes der en skønhed og meningsfuldhed i sorgen. Når jeg har bedt sørgende om at forestille sig en situation, hvor de vågnede op den næste morgen uden sorg, og så spurgt dem om det var noget de ønskede, siger de alle sammen nej. Vi vil sørge, fordi sorgen både er eksistentielt og etisk meningsfuld.
På trods af, at vi forholdsvis nemt kan acceptere, at sorgen er, og bør være, en del af livet, står spørgsmålet om, hvordan vi sørger, ubesvaret. Er min reaktion rimelig? Sørger jeg på den rigtige måde? Disse spørgsmål stiller sørgende ofte sig selv. Da vores sorger – sammen med vores kærlighed – er det mest personlige vi har, er det svært at sige noget generelt, om hvad der udgør en rimelig reaktion på et andet menneskes død. Vi svarer på tabet på en måde som er uløseligt forbundet med den plads vedkommende havde i vores liv, og derfor har vi ofte svært ved at føle os forstået, og spejle vores sorg i andres måder at reagere på.
En del af sorgen handler om at forstå og håndtere det, at livet nu er forandret. Det relationelle kort er malet om, og at finde sin nye plads i tilværelsen, handler indledningsvis om at forstå, hvordan livet er forandret. ”Jeg har mistet en del af mig selv”, siger mange sørgende. Det kan lyde dramatisk, men faktum er, at vores liv ofte er så sammenfiltrede, at vi ikke kan forstå hvem vi er, uden at nævne andre mennesker. Disse andre – uanset om det er børn, forældre, venner eller livspartnere – udgør en vigtig del af vores selvforståelse. Vi giver os selv til hinanden i nære relationer og mister en del af os selv, når de forsvinder eller dør.
Et tab af en nær person, er ofte en udløsende faktor til en af de livskriser, vi ikke kommer helskindede igennem uden en aktiv indsats. Det terapeutiske rum er blandt andet indrettet til det formål, at stille og forholde os til grundlæggende spørgsmål om, hvordan vi skal leve vores liv. På trods af, at sorgen ikke er et problem som kan eller skal løses, kan vi på mere eller mindre adækvate måder, forholde os til den nye livssituation vi som sørgende befinder os i. At leve med sorgen er noget vi kan lære, og samtaler med en psykolog kan gøre denne proces mere håndterbar.
Det, at fortælle for nogen udenfor den nærmeste familie og bekendtskabskreds, om den person man har mistet, opleves ofte som værende uhyre hjælpsomt for den sørgende. At mindes og forstå hvad man har haft, er nøglen til at forstå, hvad man har mistet. En terapeutisk proces svinger som et pendul – ligesom en sorgproces – mellem fortid og fremtid. Spørgsmålet om, hvordan jeg skal leve mit liv, er uløseligt forbundet med min historie, og i terapi får vi mulighed for at reflektere omkring dette på en mere nuanceret måde. Uanset hvor vanskelig den første tid efter tabet er, bliver tilværelsen, for det meste, mere håndterlig med tiden. Som sørgende skal vi leve videre, spørgsmålet er hvordan. Med respekt for betydningen af den enkeltes tab og den store smerte i sorgen ligger til grund for, kan psykologsamtaler bidrage til, at man som sørgende ikke mister håbet om en fremtid, som er værd at leve.
Læs mere om hvordan jeg arbejder som psykolog og med sorg & sorgbearbejdning her…
Læs mere om sorg & sorgbearbejdning her…
