Fem råd til dig med kroniske smerter

I forlængelse af blogindlægget “Når smerter er en fast følgesvend“, følger her et indlæg med konkrete bud på, hvad der kan være hjælpsomt, når man er tvunget til at lære at leve med kroniske smerter, fordi smerter er en fast følgesvend i ens liv. Jeg håber, at rådene kan være en inspiration til dig, der hver dag, år ud og år ind, lever med kroniske smerter.

Processen, med at skulle forsøge at håndtere kroniske smerter, handler om at lære sit eget liv og sin egen situation at kende; her og nu. Det handler om modet til at se indad – og modet til at forandre udad og indad.

I arbejdet med kroniske smertepatienter har jeg et tidspunkt, som jeg holder særligt meget af. Det er, når de mennesker, jeg har fornøjelsen af at møde, tager ny viden og indsigt til sig og stille og roligt begynder at handle derudfra. Der hvor de finder selv-medfølelse og mod til ikke at falde i de negative og opslugende tankespiraler og handlingsmønstre, hvor skyld, skam og selvkritik så let bliver medpassagerer. Hvor de passer på sig selv (på en helt anden måde, end de måske nogensinde har gjort det tidligere i deres liv). Hvor der på trods af konstante voldsomme smerter bliver plads til at tænke, at livet er godt, og at de ikke ville undvære det for noget i verden.

Jeg har samlet nogle vigtige opmærksomheder sammen ud fra mange samtaler med mennesker med kroniske smerter. Det er blevet til fem råd.  De fem råd, vil jeg gerne vil dele med dig:

1. Giv slip på gamle forestillinger om, hvad livet skulle byde på og indeholde. Giv i stedet plads til en åbenhed for det, der er til stede og muligt lige nu og her.
Det handler om at turde forholde sig til identitetsforandringer og til livet, som det ser ud nu – med smerterne. Om at give slip på det, man havde indstillet sin indre GPS på; men som nu ikke er muligt, fordi der er stødt ændringer til, så ”turen op over bjerget” må omdirigeres til en ”tur gennem dalen med mange pauser og stop undervejs”.

2. Tilegn dig viden og indsigt om sammenhængen mellem krop og hjerne.
 Det handler om at se smerteproblematikken og de psykologiske og sociale følger som et samlet hele,; hvilket også kaldes at forstå tilstanden ud fra en Bio-Psyko-Social forståelse. Det handler om at forstå, at vores hjerne er drilsk og påvirket af tusinder af års evolution, og at det har betydning for vores måde at være i verden på i dag og for vores måde at reagere på ydre såvel som på indre stimuli.

3. Find modet til at sige STOP.
Det handler ikke om at sige stop til alt, men om at stoppe op, tænke sig om, observere og prøve igen eller på ny (og igen og igen..), så regningen i form af smerteforværring bliver så lille som mulig.

4. Opgiv håbet om, at alting nok skal blive ”normalt” og ”som før” igen. Det bliver det nemlig ikke.
Det gør det faktisk ikke, selv ikke hvis smerterne går væk.

5. Mærk efter dine egne behov og grænser og reager på dem – også når du når kvalmegrænsen, og du har lyst til at skrige af smerterne, at de skal skrubbe ad h.. til, og at de ikke skal bestemme, om du kan lave den middag eller slå den græsplæne! Og nej, det bliver du ikke superegoist af, for du har stadig din omsorg og omtanke for de mennesker, du har omkring dig.

Du kan læse mere om min tilgang til smertehåndtering og om, hvordan jeg arbejder som psykolog her…

Har du erfaringer med smertehåndtering, som du vil dele med andre, er du meget velkommen til at kommentere blogindlægget.

Mange hilsner

Mette