Homo jobcentericus

noreply@jobnet.dk

Mailen tikkede ind klokken 09.08. “Husk at booke møde på Jobnet inden 6 dage”. Der opstod et sort hul i mit solar plexus, som en sløv mavepuster. Den summende fornemmelse i højre side af ansigtet, fordi kæben spænder op, kom snigende tilbage. Nakke, skulder, hofte, faktisk spændte hele højre side af kroppen op. Jeg fik sikkert også højere puls. Og tankerne gik i selvsving. Jeg registrerede det og forsøgte løbende at berolige mig selv.
“Det er jo ikke så slemt. Tag det nu roligt. Det er ude af proportioner. De slår dig ikke ihjel. De lægger dig ikke i benlås. De spærrer dig ikke inde. Det kan være, du kommer til at tale med en flink konsulent denne gang.”

Worst case scenario

Jeg er jo psykolog, så jeg burde da kunne få styr på mig selv. Jeg prøvede at tage helikopterblikket på. Jeg skulle selv booke en samtale med opfølgning på min jobsøgning, og det ville max komme til at tage en halv time. Hvorfor var det, jeg reagerede så voldsomt? Og hvad var egentlig det værste, der kunne ske?
De kunne selvfølgelig i yderste konsekvens tage de supplerende dagpenge fra mig. Jeg ville i det tilfælde have gode og støttende familiemedlemmer, der uden at tøve ville kunne hjælpe mig økonomisk. Men ikke på ubestemt tid. Så i en eller anden forstand var mit livsgrundlag truet – i et hypotetisk worst case scenario. Derfor gav det egentlig mening, at mit basale alarmberedskab gik igang, som om nogen ville mig til livs. Men det, der nok plagede mig mest, var den automatiske følelse af at være kriminel. For det er en grundfølelse, når man er tilknyttet det system. Den automatiske mistænkeliggørelse, der signalerer, at du nok ikke har rent mel i posen. At du er en snylter, fordi du tager imod en offentlig ydelse. Og jeg vidste, at jeg ikke var den eneste med den følelse – en nær bekendt havde for nylig været jobsøgende i en periode og fortalt, at hun fik “hjertet helt op i halsen”, hver gang der kom en besked eller mail fra jobcentret.

Fabrikken på Gammel Køge Landevej

Sidste gang jeg havde været til den månedlige samtale, skulle jeg møde personligt op i et kæmpe kompleks på Gammel Køge Landevej, som skulle forestille at være Jobcenter København, men som mest af alt mindede om en blanding af en lufthavnsterminal, en fabrik og en opdragelsesanstalt. Jeg kørte mit sygesikringsbevis igennem en stor maskine, som spyttede en seddel med et nummer ud. Så skulle jeg over i H2, en anden terminal i flere etager, hvor jeg tog plads på en lang gang mellem en masse glasbure. Andre sad som jeg, med pæn corona-afstand, og ventede på at deres nummer skulle blinke på en af de mange skærme, der hang under loftet. Det virkede meget effektivt på den fabriksagtige måde.
Jeg blev kaldt ind i et af glasburene og sat over for en ligeledes effektiv ung dame, øjensynligt et stykke yngre end jeg selv. Og hun talte til mig, som om jeg var et uartigt, lille barn. Jeg fik nærmest skældud og fik at vide, at jeg skulle “kigge mere ind i” uopfordrede ansøgninger til deltidsstillinger (det sære og før ukendte udtryk “at kigge ind i” var tilsyneladende blevet standard-lingo i offentlige systemer efter at Mette Frederiksen brugte det i sine corona-briefinger). Jeg fandt hendes tonefald og attitude tiltagende nedladende, som samtalen skred frem; jeg følte mig ikke i stand til at sige fra over for det, for hvilke konsekvenser kunne det eventuelt få? I stedet gjorde jeg det eneste, jeg umiddelbart havde mulighed for; jeg holdt op med at smile, blev latent passiv aggressiv og svarede meget kortfattet på hendes udmeldinger. Jeg gik derfra med en følelse af at være ydmyget, vred, krænket – og kriminel.

Homo jobcentericus

Utroligt nok var det umuligt ikke at komme til at tage rollen på sig som en andenrangsborger, der står skoleret for systemet. Tonefaldet og atmosfæren fik min selvtillid og faglige stolthed til at skrumpe, jeg blev lille og usikker. Jeg, som er psykolog, jeg, som har indsigt i psykologiske processer og er vant til at have med mennesker at gøre. Var jeg overhovedet så god, som jeg selv gik og troede? Skulle jeg overhovedet have taget springet som selvstændig?
Mine tanker røg til et citat fra filmen ‘De andres liv’ om overvågning i DDR. “Husk på hvad Staten har gjort for Dem”, sagde Stasi-officeren til den politiske fange. Og ja; det er en temmelig grov sammenligning. Vi lever ikke i Østtyskland, Danmark er ikke et politisk undertrykkende diktatur, og vi har ikke en efterretningstjeneste, der hedder Stasi. Vi lever i et velfærdssamfund, og det er naturligvis godt, at man kan få økonomisk understøttelse. Men alligevel lader jobcentersystemet til at leve efter sin egen logik og ideologi, som ikke er helt ulig noget, man kunne støde på i den gamle østblok. Det er fra ende til anden gennemsyret af en atmosfære, en attitude og en retorik, der er gået i selvsving, og hvor man som medborger er og vitterligt føler sig mindreværdig og skyldig, uden at det modsatte bliver bevist. Hvor “ret og pligt” hersker, og kontrol er et mål i sig selv. Hvor man bliver kigget efter i sømmene og nærmest skal stræbe efter at være en slags “homo jobcentericus” – lidt i stil med “homo sovieticus”, en sarkastisk betegnelse for den perfekte borger i Sovjetunionen, der tilpassede sig til systemet, passivt og lydigt bøjede nakken og fulgte reglerne, hvor absurde de end måtte være.

For mange er det endnu værre

Og jeg vidste jo, at min situation var midlertidig. Jeg ville være ude af det system, så snart jeg var helt selvforsørgende. For mange andre mennesker er det ikke så enkelt. Jeg har i mine tidligere jobs som psykolog siddet over for utallige klienter, der på grund af sygdom var tilknyttet sygedagpengesystemet, som er af en anden kaliber end ‘blot’ det at være på dagpenge. Der var ikke én eneste af de klienter, der ikke oplevede systemet som en stressfaktor. For rigtigt mange af dem var det en vedligeholdende eller endda forværrende faktor – det gav yderligere stress og angst, som forværrede de symptomer og smerter, de i forvejen døjede med og var sygemeldt på grund af. Mange af dem lå søvnløse om natten, de var skræmte, kuede og hårdt ramt på deres selvværd. Det var med til at fastholde dem i det system, der i grunden er til for at hjælpe dem. Samtidig hørte jeg ofte disse klienter give udtryk for, at de havde det så svært med at blive set som og slået i hartkorn med en af “dem” – “for jeg ved godt, at der er mange, der snyder systemet”.
Jeg må ærligt melde ud, at jeg endnu mangler at møde en af “dem”. Måske findes de. Men jeg spørger samtidig mig selv: Hvem i alverden ønsker at være tilknyttet det system, hvis man ikke er nødsaget til det? Og hvorfor skal mennesker, der af forskellige årsager er i det for en periode, plages af tvivl, skyld, afmagt, angst, lavt selvværd og tanker om at være dovne samfundsnassere, der ikke gør dagens gode gerning?

Myten om samfundsnasseren

Mit formål med dette indlæg er ikke en politisk dundertale. Jeg er overbevist om, at jobkonsulenter og sagsbehandlere ikke er onde mennesker, som bevidst går efter at gøre livet surt for andre. De gør deres arbejde (på mere eller mindre sympatisk vis), og rammerne for det er fastsat fra højere sted. Reglerne, retorikken og attituden er en konsekvens af politiske beslutninger taget gennem mange år samt mediernes vinkling og en forråelse af den offentlige debat. Det er blevet en sejlivet myte, at samfundet vrimler med Dovne Roberter, og enhver er sin egen lykkes smed; så ve den, der tager imod offentlige ydelser. Jeg kan også godt se den logik, der muligvis ligger bag: Hvis det gøres ubehageligt nok at være i systemet, sørger folk for at komme ud af det hurtigst muligt og ligger det dermed mindre økonomisk til last.
Men jeg hørte for nylig, at Danmark rent faktisk har verdens dyreste beskæftigelsessystem. Tænk, hvis det fungerede uden en nedladende, udskammende, krænkende attitude og retorik. Hvor mennesker ikke blev yderligere stressede, angste og syge af at være i kontakt med det, men kunne opleve sig forstået, støttet og styrket. Hvor det var fuldt ud legitimt, at et menneske i en periode kan have brug for økonomisk hjælp, hvad enten det skyldes sygdom, arbejdsløshed eller støtte til at starte ny virksomhed. Måske kommer det. Umiddelbart lader det desværre bare til at have lange udsigter.

Du er ikke alene

Hvis du kan nikke genkendende til ovenstående tanker og oplevelser, er du langt fra alene. Og hvis du kunne have bruge for at tale med én, der både som psykolog og som menneske kender til konsekvenserne af at være i kontakt med systemet, er du meget velkommen til at henvende dig. Link til min profilside og bookingkalender finder du her.

De bedste hilsner

Emilie Tang Kirk