Homo jobcentericus
Af Psykolog Emilie Tang Kirk d. 9. oktober 2020
Den lille psykolog i det store system. En historie om at være på supplerende dagpenge.
For mange mennesker er kontakt med jobcentret lig med søvnløse nætter og ondt i maven. Og undertegnede psykolog er ingen undtagelse. Men hvorfor i alverden skal det være sådan?
Mailen tikkede ind klokken 09.08. “Husk at booke møde på Jobnet inden 6 dage”. Der opstod et sort hul i mit solar plexus, som en sløv mavepuster. Den summende fornemmelse i højre side af ansigtet, fordi kæben spænder op, kom snigende tilbage. Nakke, skulder, hofte, faktisk spændte hele højre side af kroppen op. Jeg fik sikkert også højere puls. Og tankerne gik i selvsving. Jeg registrerede det og forsøgte løbende at berolige mig selv.
“Det er jo ikke så slemt. Tag det nu roligt. Det er ude af proportioner. De slår dig ikke ihjel. De lægger dig ikke i benlås. De spærrer dig ikke inde. Det kan være, du kommer til at tale med en flink konsulent denne gang.”
Worst case scenario
Jeg er jo psykolog, så jeg burde da kunne få styr på mig selv. Jeg prøvede at tage helikopterblikket på. Jeg skulle selv booke en samtale med opfølgning på min jobsøgning, og det ville max komme til at tage en halv time. Hvorfor var det, jeg reagerede så voldsomt? Og hvad var egentlig det værste, der kunne ske?
De kunne selvfølgelig i yderste konsekvens tage de supplerende dagpenge fra mig. Jeg ville i det tilfælde have gode og støttende familiemedlemmer, der uden at tøve ville kunne hjælpe mig økonomisk. Men ikke på ubestemt tid. Så i en eller anden forstand var mit livsgrundlag truet – i et hypotetisk worst case scenario. Derfor gav det egentlig mening, at mit basale alarmberedskab gik igang, som om nogen ville mig til livs. Men det, der nok plagede mig mest, var den automatiske følelse af at være kriminel. For det er en grundfølelse, når man er tilknyttet det system. Den automatiske mistænkeliggørelse, der signalerer, at du nok ikke har rent mel i posen. At du er en snylter, fordi du tager imod en offentlig ydelse. Og jeg vidste, at jeg ikke var den eneste med den følelse – en nær bekendt havde for nylig været jobsøgende i en periode og fortalt, at hun fik “hjertet helt op i halsen”, hver gang der kom en besked eller mail fra jobcentret.
Fabrikken på Gammel Køge Landevej
Sidste gang jeg havde været til den månedlige samtale, skulle jeg møde personligt op i et kæmpe kompleks på Gammel Køge Landevej, som skulle forestille at være Jobcenter København, men som mest af alt mindede om en blanding af en lufthavnsterminal, en fabrik og en opdragelsesanstalt. Jeg kørte mit sygesikringsbevis igennem en stor maskine, som spyttede en seddel med et nummer ud. Så skulle jeg over i H2, en anden terminal i flere etager, hvor jeg tog plads på en lang gang mellem en masse glasbure. Andre sad som jeg, med pæn corona-afstand, og ventede på at deres nummer skulle blinke på en af de mange skærme, der hang under loftet. Det virkede meget effektivt på den fabriksagtige måde.
Jeg blev kaldt ind i et af glasburene og sat over for en ligeledes effektiv ung dame, øjensynligt et stykke yngre end jeg selv. Og hun talte til mig, som om jeg var et uartigt, lille barn. Jeg fik nærmest skældud og fik at vide, at jeg skulle “kigge mere ind i” uopfordrede ansøgninger til deltidsstillinger (det sære og før ukendte udtryk “at kigge ind i” var tilsyneladende blevet standard-lingo i offentlige systemer efter at Mette Frederiksen brugte det i sine corona-briefinger). Jeg fandt hendes tonefald og attitude tiltagende nedladende, som samtalen skred frem; jeg følte mig ikke i stand til at sige fra over for det, for hvilke konsekvenser kunne det eventuelt få? I stedet gjorde jeg det eneste, jeg umiddelbart havde mulighed for; jeg holdt op med at smile, blev latent passiv aggressiv og svarede meget kortfattet på hendes udmeldinger. Jeg gik derfra med en følelse af at være ydmyget, vred, krænket – og kriminel.
Homo jobcentericus
Utroligt nok var det umuligt ikke at komme til at tage rollen på sig som en andenrangsborger, der står skoleret for systemet. Tonefaldet og atmosfæren fik min selvtillid og faglige stolthed til at skrumpe, jeg blev lille og usikker. Jeg, som er psykolog, jeg, som har indsigt i psykologiske processer og er vant til at have med mennesker at gøre. Var jeg overhovedet så god, som jeg selv gik og troede? Skulle jeg overhovedet have taget springet som selvstændig?
Mine tanker røg til et citat fra filmen ‘De andres liv’ om overvågning i DDR. “Husk på hvad Staten har gjort for Dem”, sagde Stasi-officeren til den politiske fange. Og ja; det er en temmelig grov sammenligning. Vi lever ikke i Østtyskland, Danmark er ikke et politisk undertrykkende diktatur, og vi har ikke en efterretningstjeneste, der hedder Stasi. Vi lever i et velfærdssamfund, og det er naturligvis godt, at man kan få økonomisk understøttelse. Men alligevel lader jobcentersystemet til at leve efter sin egen logik og ideologi, som ikke er helt ulig noget, man kunne støde på i den gamle østblok. Det er fra ende til anden gennemsyret af en atmosfære, en attitude og en retorik, der er gået i selvsving, og hvor man som medborger er og vitterligt føler sig mindreværdig og skyldig, uden at det modsatte bliver bevist. Hvor “ret og pligt” hersker, og kontrol er et mål i sig selv. Hvor man bliver kigget efter i sømmene og nærmest skal stræbe efter at være en slags “homo jobcentericus” – lidt i stil med “homo sovieticus”, en sarkastisk betegnelse for den perfekte borger i Sovjetunionen, der tilpassede sig til systemet, passivt og lydigt bøjede nakken og fulgte reglerne, hvor absurde de end måtte være.
For mange er det endnu værre
Og jeg vidste jo, at min situation var midlertidig. Jeg ville være ude af det system, så snart jeg var helt selvforsørgende. For mange andre mennesker er det ikke så enkelt. Jeg har i mine tidligere jobs som psykolog siddet over for utallige klienter, der på grund af sygdom var tilknyttet sygedagpengesystemet, som er af en anden kaliber end ‘blot’ det at være på dagpenge. Der var ikke én eneste af de klienter, der ikke oplevede systemet som en stressfaktor. For rigtigt mange af dem var det en vedligeholdende eller endda forværrende faktor – det gav yderligere stress og angst, som forværrede de symptomer og smerter, de i forvejen døjede med og var sygemeldt på grund af. Mange af dem lå søvnløse om natten, de var skræmte, kuede og hårdt ramt på deres selvværd. Det var med til at fastholde dem i det system, der i grunden er til for at hjælpe dem. Samtidig hørte jeg ofte disse klienter give udtryk for, at de havde det så svært med at blive set som og slået i hartkorn med en af “dem” – “for jeg ved godt, at der er mange, der snyder systemet”.
Jeg må ærligt melde ud, at jeg endnu mangler at møde en af “dem”. Måske findes de. Men jeg spørger samtidig mig selv: Hvem i alverden ønsker at være tilknyttet det system, hvis man ikke er nødsaget til det? Og hvorfor skal mennesker, der af forskellige årsager er i det for en periode, plages af tvivl, skyld, afmagt, angst, lavt selvværd og tanker om at være dovne samfundsnassere, der ikke gør dagens gode gerning?
Myten om samfundsnasseren
Mit formål med dette indlæg er ikke en politisk dundertale. Jeg er overbevist om, at jobkonsulenter og sagsbehandlere ikke er onde mennesker, som bevidst går efter at gøre livet surt for andre. De gør deres arbejde (på mere eller mindre sympatisk vis), og rammerne for det er fastsat fra højere sted. Reglerne, retorikken og attituden er en konsekvens af politiske beslutninger taget gennem mange år samt mediernes vinkling og en forråelse af den offentlige debat. Det er blevet en sejlivet myte, at samfundet vrimler med Dovne Roberter, og enhver er sin egen lykkes smed; så ve den, der tager imod offentlige ydelser. Jeg kan også godt se den logik, der muligvis ligger bag: Hvis det gøres ubehageligt nok at være i systemet, sørger folk for at komme ud af det hurtigst muligt og ligger det dermed mindre økonomisk til last.
Men jeg hørte for nylig, at Danmark rent faktisk har verdens dyreste beskæftigelsessystem. Tænk, hvis det fungerede uden en nedladende, udskammende, krænkende attitude og retorik. Hvor mennesker ikke blev yderligere stressede, angste og syge af at være i kontakt med det, men kunne opleve sig forstået, støttet og styrket. Hvor det var fuldt ud legitimt, at et menneske i en periode kan have brug for økonomisk hjælp, hvad enten det skyldes sygdom, arbejdsløshed eller støtte til at starte ny virksomhed. Måske kommer det. Umiddelbart lader det desværre bare til at have lange udsigter.
Du er ikke alene
Hvis du kan nikke genkendende til ovenstående tanker og oplevelser, er du langt fra alene. Og hvis du kunne have bruge for at tale med én, der både som psykolog og som menneske kender til konsekvenserne af at være i kontakt med systemet, er du meget velkommen til at henvende dig. Link til min profilside og bookingkalender finder du her.
De bedste hilsner
Emilie Tang Kirk
Jeg vil gerne høre hvad du tænker om dette! Skriv gerne en kommentar herunder.
4 Kommentarer
Om forfatteren
Emilie Tang Kirk
Cand.psych.aut.
Kontaktoplysninger:
Telefon: 60 94 50 96
Mail: emilie@psykologerne.dk
Flere blogindlæg af forfatteren
12. november 2020
Psykolog Emilie Tang Kirk
Allehelgen og november – en tid til eftertanke
9. juli 2020
Psykolog Emilie Tang Kirk
At følge sin intuition
25. juni 2020
Psykolog Emilie Tang Kirk
Hvor er du mellem to tanker?
Flere blogindlæg om emnet
2. oktober 2023
Psykolog Alfred Sköld
Livets lidelser 1: At leve med sorgen
11. september 2023
Psykolog Cecilie Sonne
Bryd tavsheden: psykisk vold kollegaer imellem
5. juni 2023
Psykolog Sofie Asghar Madsen
Forstå anoreksi del 4 – Jeg er her endnu – et lysglimt i skammens mørke
5. juni 2023
Psykolog Sofie Asghar Madsen
Forstå anoreksi del 3 – Grethe næres af skam og lokker med falske tyndhedsløfter
5. juni 2023
Psykolog Sofie Asghar Madsen
Forstå anoreksi del 2 – Da Grethe flyttede ind…
Relaterede podcasts
16. juni 2023
ROLLEBYTTE
Psykodrama – et terapeutisk legerum for voksne
17. maj 2023
ROLLEBYTTE
Fastlåsthed i kreativt arbejde
31. januar 2023
PMS - Powerkvinder Med Svingninger
Afhængighed og abstinenser er ikke noget, man forbinder med lykkepiller, men…
29. maj 2022
PSYGT
#15. Føler du dig stresset?
13. marts 2022
PSYGT
Jeg kunne genkende samtlige følelser i forbindelse med kontakten til Jobcenteret. Jeg synes, at jeg normalt har ganske godt styr på tingene, men jeg har aldrig været så nervøs og følt mig så magtesløs end når jeg skal i kontakt med Jobcenteret. Det er på alle måder med til at nedbryde folk.
Tak for din kommentar! Jeg er rigtig ked af at høre, at du har haft de oplevelser – selvom det samtidig ikke kommer bag på mig. Du er ikke alene! Og jeg håber virkelig på, at det kommer til at ændre sig til det bedre; under corona har nogle i hvert fald fået øjnene op for, at arbejdssøgende (sjovt nok) trives væsentligt bedre og har lettere ved at finde jobs, når de ikke skal bruge tid på at opfylde meningsløse, bureaukratiske krav og stille til rådighedssamtaler, de ikke selv har valgt.
Jeg genkender også mange af de følelser og tanker, du beskriver. Endda genkender jeg rationaliseringen af hvordan og hvorfor Jobcenteret er blevet sådan. Jeg har i dén grad efter (endt uddannelse og endt barselsorlov) følt mig motiveret UD AF dagpengesystemet så hurtigt som overhovedet muligt og lovet mig selv ALDRIG at komme der igen. Jeg véd dog også at det kan blive nødvendigt før end man aner det, og jeg håber at vi, når vi ikke er i systemet er i stand til at påvirke det udefra.
Jeg fik en overgang et arbejde, som gjorde mig til underleverandør i jobcenteret. Da mødte jeg medarbejderne fra den anden side af skranken. Det er medarbejdere som selv har angst, depression, smerter, utryghed og som i større eller mindre udstrækning forsøger at forlige sig med den måde deres ageren i jobbet påvirker andre. Nogle strammer sig an hver dag og møder på arbejde i et miljø, som provokerer alle deres triggerpunkter og går udslidte og triste hjem om aftenen, andre har trænet sig selv i at mærke mindre, så skæbnerne ikke påvirker dem for meget. Der er visse aspekter af systemet som arbejdsplads, som er meget råt. Der er også, som du antyder, søde, dygtige, gode mennesker, som gør sig umage med at møde op hver dag og gøre en positiv forskel, for deres familier, deres kolleger og deres klienter. Disse mennesker trives pudsigt nok bedre.
Der lader til at være en sammenhæng mellem hvordan man har det og hvor godt man håndterer at være noget for andre. I jobcenteret skal medarbejderne være noget for klienter, som ofte allerede har det svært, og det gør de virkelig dårligt, hvis de selv har det svært. Kontrol, retorik og attitude er, som du påpeger konsekvens af nogle rammer, de kun i begrænset omfang har kontrol med, men i meget høj grad
resultat af at meget pressede mennesker skal udføre noget meget uhåndgribeligt – systematiseret omsorg.
Kære psykologer: HJÆLP ALLE DEM I KAN, SÅ DET BLIVER RARERE AT VÆRE SAMMEN -VI HAR BRUG FOR ALLE!
Kære Sarah
Mange tak for din kommentar og for at du har taget dig tid til at læse mit indlæg.
Din vinkel giver et unikt indblik i, hvordan det er at være på den anden side af skranken. Det lyder som et rigtig hårdt miljø at være i, hvilket ikke kommer bag på mig; men samtidig er det trist at læse 🙁
Du har helt ret i, at der er en direkte sammenhæng mellem, hvordan man har det, og hvordan man møder verden – herunder hvordan man håndterer at være noget for andre. Og hvis man i forvejen ikke har det godt, og man samtidig er i et råt arbejdsmiljø, så bliver det rigtig svært at være noget for andre.
Vi hjælper som psykologer alle dem, vi kan – men det kræver, at de opsøger os.
Ansvaret for, hvordan jobcentersystemet er, ligger – som jeg ser det – ikke i lige så høj grad hos den enkelte, som hos det politiske system, der har skabt det og sætter rammerne for det. Der er nødt til at ske en fundamental ændring i den måde politikerne, pressen og fremtrædende personligheder ser og omtaler arbejdsløshed og offentlige ydelser på – en ændring i mentaliteten, så det at være på en offentlig ydelse ikke pr. automatik bliver forbundet med noget negativt, med at være en doven samfundsnasser. For det har virkelig sat sig fast over de seneste årtier. Og det skaber et umenneskeligt system, der reducerer mennesker på begge sider af skranken til en slags robotter, der skal udføre meningsløse opgaver. Jeg er overbevist om, at det kan ændres til det bedre – men det kræver, at der bliver sat fokus på det 🙂