VELKOMMEN
Jeg er autoriseret psykolog og specialist i psykotraumatologi og tilbyder:
- Individuel terapi
- Parterapi
- Familiesamtaler
- Online terapi
- Supervision til psykologer på vej mod autorisation og specialisering samt til andre fagpersoner, fx pædagoger
Jeg tilbyder hjælp til dig, der har været igennem svære oplevelser, eller som står i en udfordrende livssituation. Det kan blandt andet være:
- Senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen
- Oplevelser med voldtægt eller andre seksuelle krænkelser
- Vold i nære relationer
- Traumatiske hændelser og chok
- Udviklingstraumer
- Sorg og tab
- Depression
- Angst
- Stress
- Livskriser – fx i forbindelse med skilsmisse, jobskifte eller sygdom
- At leve med fysisk eller psykisk sygdom
- At være pårørende til en, der er ramt af sygdom
- Problemer i parforholdet eller familien
Jeg har ikke aftale med den offentlige sygesikring, så lægehenvisning kan desværre ikke bruges. Til gengæld har jeg som regel kort ventetid, og det betyder, at du ofte hurtigt kan komme i gang med et forløb hos mig.
Mange har mulighed for helt eller delvist at få dækket udgifterne til psykologsamtaler gennem deres sundheds- eller indboforsikring.
Er du medlem af Sygeforsikringen “danmark”, kan du muligvis få tilskud til samtalerne, men det er en god idé selv at tjekke, om din gruppe dækker det.
Du er meget velkommen til at kontakte mig, hvis du har spørgsmål eller ønsker at booke en tid. Jeg glæder mig til at møde dig.
OM MIG
Jeg er født i 1971, gift og mor til en voksen datter.
I 2010 blev jeg uddannet cand.psych. fra Københavns Universitet, og i 2013 blev jeg autoriseret af Psykolognævnet. Jeg har specialiseret mig i psykotraumatologi, et område, som har ligget mig særligt på sinde gennem hele mit arbejdsliv.
I 2016 afsluttede jeg en toårig terapeutisk efteruddannelse i NARM (Neuro Affektiv Relationel Model) – en nænsom og dybdegående metode til at arbejde med både chok- og udviklingstraumer. Jeg har også taget grunduddannelsen i Relationel Biologisk Traumebehandling på Skolen for Psykosomatik og er i øjeblikket ved at videreuddanne mig i EMDR, en internationalt anerkendt metode til traumebehandling.
Min interesse for traumer og helingsprocesser startede allerede under min studietid, hvor jeg var frivillig i:
- Støttecenter mod Incest (nu CSM Øst)
- Offerrådgivningen
- Sind
Efter endt uddannelse har jeg både haft min egen praksis og arbejdet på Glostrup Observations- og Behandlingshjem, krisecenteret Kvindehjemmet for voldsramte kvinder og deres børn, Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet og Reden.
Jeg lægger stor vægt på løbende at udvikle mig både fagligt og personligt. Derfor modtager jeg selv løbende supervision, går i egenterapi og holder mig opdateret gennem kurser og videreuddannelser.
Jeg er medlem af Dansk Psykolog Forening og arbejder ud fra De Etiske Retningslinjer for Nordiske Psykologer.
TERAPI HOS MIG
Hos mig bliver du mødt med respekt, nærvær og åben nysgerrighed. Jeg tror på, at tryghed og ægte kontakt er grundlæggende for, at terapi kan være virksom – det at kunne dele tanker, følelser og oplevelser med et andet menneske. Jeg ser det som helende, når vi ikke står alene med det svære. Når du bliver mødt uden fordømmelse i noget, du måske længe har båret på alene – måske endda med skam – skabes der plads til forandring og heling.
Jeg ser terapien som et samarbejde, hvor vi sammen nysgerrigt undersøger det, du kæmper med. Vores samtaler tager altid udgangspunkt i det, du ønsker at dele, og de håb, du har for dig selv i forhold til netop dette. Samtidig har jeg i mit arbejde stort fokus på nervesystemets betydning og samspillet mellem psykiske og kropslige processer.
Jeg arbejder ud fra en grundforståelse af, at selvom udfordringer som angst eller depression kan genkendes på tværs af mennesker, så er din oplevelse altid unik. Derfor handler vores samtaler om at forstå, hvordan netop din historie og dine erfaringer former din situation – og om at finde frem til, hvordan du med dine styrker, færdigheder og værdier kan mindske problemernes indflydelse og bevæge dig i retning af det liv, du ønsker at leve.
Samtalernes form vil variere, alt efter hvilke temaer vi arbejder med, og hvilke metoder vi trækker på. For mig er det vigtigste, at hver samtale bliver meningsfuld og hjælpsom for dig – fremfor at følge en på forhånd fastlagt retning.
Hvis du vil vide mere om de terapeutiske metoder og tilgange, jeg anvender i mit arbejde, kan du læse videre her.
NARRATIV TERAPI
Grundtanken i narrativ terapi er, at vi mennesker skaber historier for at forstå os selv og de liv, vi lever. Vores identitet formes af de fortællinger, vi bærer på – historier om hvem vi er og vores relationer med andre. I narrativ terapi er det ikke nødvendigvis svar eller løsninger, vi søger først, men en nænsom undersøgelse af de veje, der har ført os frem til de forståelser og selvbilleder, vi har i dag.
Vi bærer alle på meget mere, end det der lige bliver fortalt. Vores levede liv er rigt og nuanceret, men ofte er det kun en lille del, der får plads i vores dominerende historier – særligt når problemer og smerte fylder. Under overfladen findes der altid alternative fortællinger, spækket med styrke, viden og muligheder for at handle anderledes. De har måske bare endnu ikke fået den opmærksomhed, der kunne gøre dem levende i din selvforståelse. I narrativ terapi hjælper vi de historier frem i lyset, så de kan være med til at forme et rigere billede af, hvem du er.
I centrum står tanken om, at vi alle handler ud fra ønsker, drømme og håb. Når problemer fylder, er det ofte fordi, vi længes efter noget, vi har kært, men som føles langt væk. Selv i svære livsudtryk kan vi finde spor af det, der betyder mest for os – noget, der måske ikke er synligt med det samme, men som lever som en stille længsel eller en indre retning. Det er dét, vi i narrativ terapi kalder “det fraværende, men implicitte”.
Mange kommer i terapi, fordi de føler sig fanget i historier, som ikke føles sande for dem – måske fortællinger, de har fået med sig fra omgivelserne, eller som samfundet har skrevet om dem. Når vi bliver set igennem “tynde beskrivelser”, kan vi miste følelsen af, hvem vi egentlig er. Disse tynde historier efterlader sjældent plads til hele den kompleksitet og varme, vi rummer som mennesker. Og jo længere vi lever i dem, jo sværere kan det blive at se alt det andet, vi også er.
I narrativ terapi begynder vi at lede efter de små erfaringer og handlinger, der viser noget andet – noget stærkt, noget værdifuldt. Ikke for at fornægte den smerte eller kamp, du måske kender alt for godt, men for at væve flere tråde ind i fortællingen om dig. For jo flere historier vi kan fortælle om os selv, jo flere muligheder får vi for at leve det liv, vi længes efter.
En vigtig måde at arbejde på i narrativ terapi er gennem eksternalisering. Her adskiller vi problemet fra personen – for du er ikke dit problem. Problemet er noget, du står overfor, ikke noget, du er. Ved at se det sådan, kan vi skabe mere plads til at opdage dine ressourcer og muligheder – og samtidig mindske følelsen af skyld og skam. På den måde åbner der sig rum for, at du kan tage styringen over, hvordan du ønsker at forholde dig til de vanskeligheder, du oplever.
Narrativ terapi handler derfor om at genskabe forbindelsen til alt det, der er vigtigt for dig – og om at finde en vej tilbage til de fortællinger, hvor du mærker håb, mening og handlekraft.
NARM
NARM – den Neuro Affektive Relationelle Model – handler om noget helt grundlæggende menneskeligt: vores længsel efter kontakt, nærvær og livfuldhed. I NARM ser vi mennesket som naturligt bevægende sig mod heling og vækst – på samme måde som en plante instinktivt strækker sig mod lyset. Selv når livet har budt på svære traumer, og vi har trukket os ind i isolation, findes der dybt inde en drivkraft mod forbindelse og sundhed. Det er denne livsbevægelse, som NARM støtter og hjælper på vej.
Når vi mister forbindelsen til os selv eller andre, kan vi opleve en tung følelse af tomhed eller livløshed. Ofte er det en reaktion på oplevelser af chok, svigt eller tab af tryghed – noget, der sætter sig både i nervesystemet, i måden vi relaterer på, og i den måde vi ser på os selv. I NARM arbejder vi nænsomt med disse spor. Målet er ikke bare at forstå fortiden, men at styrke evnen til igen at mærke livsenergi, kontakt og værdighed.
NARM er en kropsligt forankret terapiform, hvor vi sammen undersøger, hvordan din naturlige evne til kontakt kan næres og vokse. Selvom vi anerkender betydningen af det, du har været igennem, retter vi særligt opmærksomheden mod dine styrker, ressourcer og din medfødte evne til at hele. Sammen ser vi på, hvordan oplevelser af brudt kontakt har påvirket både din krop, dine følelser og dine relationer – og vi arbejder på at genopbygge den indre balance gennem nærvær, kropsfornemmelse og styrkelse af din evne til selvregulering.
Vi ved i dag, at en af de dybeste følgevirkninger af udviklingstraumer er udfordringer med at regulere følelser og kropslige tilstande. At kunne rumme både glæde, sorg, vrede og frygt uden at blive overvældet er afgørende for at kunne føle sig tryg i sit eget liv. Når reguleringen svigter, kan det vise sig som søvnløshed, angst, tvangsmønstre, depression eller følelsesmæssig uro.
I NARM inviterer vi nervesystemet til at finde tilbage til en mere naturlig rytme. I stedet for at dykke dybt ned i alt, hvad der er gået galt, arbejder vi med det, der allerede fungerer – det, der holder dig oppe, selv når livet er svært. På den måde bliver terapien ikke kun en bearbejdning af smerte, men også en opdagelsesrejse i alt det, der stadig lever i dig og kan vokse.
Vi sænker tempoet, giver plads til sansninger og følelser, som de folder sig ud i øjeblikket. I det langsommere tempo får nye erfaringer mulighed for at slå rod – erfaringer, som kan skabe nye forbindelser i hjernen og give en dybere oplevelse af sammenhæng og tryghed både i dig selv og i dine relationer.
RELATIONEL BIOLOGISK TRAUMETERAPI
Relationel biologisk traumeterapi handler om at skabe kontakt helt ind i de tilstande, hvor traumet lever, og om nænsomt at møde, sætte ord på og regulere det, der opstår i denne kontakt.
Vores krop bærer på to grundlæggende biologiske systemer: fare-/overlevelsessystemet og tilknytningssystemet. I de første leveår er tilknytningen afgørende for vores udvikling og danner fundamentet for, hvordan hjernen formes, og hvordan vores nerve- og hormonsystem udvikler sig – herunder køns- og væksthormoner, stofskifte, immunforsvar og fordøjelse. I denne tidlige livsfase er vi intenst sansende, åbne og modtagelige overfor verden omkring os, hvilket er helt naturligt og nødvendigt for vores udvikling. Men det betyder også, at vi er særligt sårbare overfor brud, adskillelser og svigt. Når de relationer, vi er afhængige af, bliver uforudsigelige eller stressende, vækkes overlevelsesreaktioner alt for tidligt, og de kan sætte sig som varige mønstre i kroppen – mønstre præget af overfølsomhed og stress, fordi kroppen ikke har lært nok om at hele og komme sig.
I Relationel biologisk traumeterapi arbejdes der også med skam – både den sunde skam, som vi møder i form af flovhed, blufærdighed og naturlig selvregulering i vores relationer, og den smertefulde, relationelle skam, der kan efterlade os alene, isolerede og uden tro på egen værdi. Når vi oplever, at vi ikke kan regne med andres kærlige blik eller tilknytning, kan skammen føles altopslugende. Her betragtes skam som en dybt menneskelig tilstand med universelle kropslige udtryk, men også med helt personlige måder at opleve sig selv som forkert eller uværdig på.
Samtidig har terapien fokus på, hvordan akutte belastningsreaktioner – når de ikke får mulighed for at hele – kan udvikle sig til længerevarende traumereaktioner, der sætter spor i kroppen, energien, vores evne til at være sociale og vores generelle livsglæde. Når vi udsættes for voldsomme oplevelser, gør vi altid vores bedste for at overleve, men uden støtte og fælles regulering kan vi ende med at isolere de smertefulde tilstande. Kroppen forsøger at beskytte os gennem reaktioner som kollaps, opgivelse, isolation eller dissociation – mekanismer, der måske nok redder livet, men som på sigt kan koste dyrt i form af symptomer som PTSD, panikangst, flashbacks, fysiske smerter, depressive tilstande og meget mere.
PRISER MV.
Når vi arbejder sammen, er det vigtigt for mig, at du føler dig tryg og godt informeret – også omkring de praktiske rammer som tid, pris og afbud.
Her finder du derfor en oversigt over priser og praktiske forhold, så du i ro og mag kan forberede dig. Har du spørgsmål eller noget, du er i tvivl om, er du altid velkommen til at kontakte mig – jeg hjælper dig gerne videre.
Priser
- Individuel samtale (ca. 60 min.): 1500 kr.
- Parsamtale (ca. 90 min.): 2250 kr.
- Supervision (ca. 60 min.): 1500 kr.
(Ved længere forløb finder vi sammen en løsning, der passer til dine behov.)
- Erklæringer, vurderinger mv.: 1500 kr. pr. påbegyndt time.
Vær opmærksom på, at den samlede tid også inkluderer betaling og eventuel aftale om næste møde.
Betaling
Når vi har afsluttet samtalen, foregår betalingen via straksoverførsel med din bankapp.
Det er en fordel, hvis du på forhånd har installeret din mobilbank på din telefon, så det hele bliver så nemt som muligt.
Du kan også oprette mig som fast modtager i din netbank – så går det hele endnu hurtigere næste gang.
Mine bankoplysninger:
Reg.nr.: 3409 | Kontonr.: 13659923
Afbud
Skulle du få brug for at melde afbud, så giv mig venligst besked inden kl. 10 senest dagen før vores aftale.
Du kan enten indtale en besked på min telefonsvarer eller sende en sms til 30243794.
Afbud på mail modtages desværre ikke, da jeg ikke altid har mulighed for at tjekke mails løbende.
Ved afbud senere end det aftalte tidspunkt – uanset årsag – opkræves fuld pris for samtalen.