Compassion i elitesport – Et redskab til succes

Vi har spurgt psykolog Lise Elmer Houmann om hvad hun tænker om undersøgelsens resultater, og hvordan et compassion fokuseret perspektiv kan bidrage til bedre præstation.

Faktisk kommer disse resultater på ingen måde bag på mig. Tværtimod. Elitesports verden portrætteres i medier og film med en træner, som med hårde ord og konstant pres, får sportsudøveren til at overskride sine egne grænser og opnå sine præstationer. Og mange af os kan også genkende fra os selv, at når vi skal presse igennem; overskride vores frygt, vores træthed og udmattelse, vores egne begrænsninger, –  så bruger vi en indre stemme, som formaner, som taler bestemt og hårdt, og som kræver at vi gør, som vi befaler.

Lidt ligesom en vred forælder, en streng lærer, eller en utilfreds træner. Og denne stemme oplever vi på ingen måde som omsorgsfuld eller hjælpende – nærmere kritisk og bebrejdende. Og selvom vi måske kan tro, at vi bliver nødt til at tale sådan til os selv, for ikke at være dovne, dumme eller forkerte, er det en falsk antagelse. For vi piller mest af alt os selv ned; bliver nedtrykte, opgivende og bange for at fejle. Og vi bliver mere optaget af ikke at få mere skældud, end af at fokusere på de gode resultater, vi med opmærksomhedsfokus, en kropslig ro og parathed samt mental træning kan opnå.

Hvis alle kunne få fjernet deres indre frygt for fordømmelse – uanset om det er vores egen eller andres – ville mange turde kræve mere af sig selv, være mere ambitiøse og stile højere.

Det interessante er nemlig, at man i den compassion fokuseret terapi har meget fokus på at ændre denne stemmes karakter, at lære den enkelte, at man faktisk kun bliver bedre til at mestre de svære situationer, når vi taler til os selv i en anden tone, – en tone, hvor vi har respekt for os selv, hvor vi opmuntrer, tror på at det kan lykkes, og husker på vores egen styrke, vores mod og handlekraft. Compassion fokuseret praksisser er i høj grad et mentalt træningsrum, hvor man lærer at forholde sig til sig selv, at stå ved, at der er områder, hvor vi kan blive bedre, og så finde ud af hvad vi har brug for, for at komme hen til det, vi ønsker for os selv.

Det er en stor misforståelse, når compassion bliver forbundet med barnet, der skal beskyttes og pusles om og som fratages skyld og ansvar og derfor er det ikke dækkende, når compassion oversættes til medfølelse.

Compassion handler om evnen til at registrere og forholde sig til det svære, og alle ved, at når vi skal forholde os til det svære, har vi brug for både styrke og mod til at tage os af det. Mennesket har så mange strategier for at undgå at se det svære i øjnene, fordi vi ikke tror vi magter det. Men vi kan ofte mere end vi selv tror. Det skal vi nogle gange bare hjælpes til at få øje på.

Selvfølgelig kræver det også, når vi skal se på de sider af os selv, som vi ønsker at ændre eller gøre bedre, at vi forholder os så ikke-dømmende og omsorgsfuldt som muligt.

Det nytter ikke at fornægte at vi, som mennesker, begår fejl, ikke altid leverer til perfektion eller træffer forkerte valg.

Vi er udstyret med hjerner, der ikke altid har optimale betingelser for at kunne håndtere og tage ordentligt stilling, og selvom vi er underlagt det vilkår, skal vi handle og agere i verden desuagtet. Alligevel har mange en tilbøjelighed til at dømme sig selv hårdt, når tingene ikke lykkes som vi ønsker, eller vi havner i situationer, hvor andre er utilfredse med os. Så bliver vi ramt af skam og skyld.

Når skyld og skamfølelse rammer os i bagklogskabens lys, ser vi ikke altid på os selv med tilstrækkelig forståelse. Vi kommer til at anklage os selv for hårdt og med for stort ansvar for tingenes tilstand. Vi kommer til at tænke at vi er forkerte eller uduelige og ikke at det der skete gjorde vi ikke godt nok. Og det vigtige i den sætning er, at vi oplever hele vores væsen som kritisabelt fremfor den enkeltstående handling.

Nogle gange har vi brug for andres sind, til at spejle dette, til at vise os, at vi er gode nok, selvom vi i en given situation har gjort noget, vi ville ønske kunne være anderledes eller bedre.

Den gode nyhed er, at vi ofte med dette perspektivskifte kan begynde at fokusere på, hvad der skal til så vi næste gang kan gøre det bedre. Og det gælder ikke bare ved sportspræstationer men ved livet i sin helhed.