Neurotypisk
Betegnelse for personer, hvis hjernefunktion og adfærd ligger tæt på det, der statistisk set betragtes som gennemsnittet.
Det bruges ofte som modbegreb til neurodivergent.
At være neurotypisk betyder altså, at ens oplevelser, sociale signaler og læringsmønstre i høj grad passer ind i de normer, som samfund, skole og arbejdsplads er bygget op omkring.
Baggrund
Begrebet er opstået i forlængelse af neurodiversitetsbevægelsen i 1990’erne. Det blev skabt som en neutral betegnelse for “flertallets måde at fungere på” – lidt som en standard, man kan sammenligne med, uden at det nødvendigvis betyder “det rigtige”.
Hvor man tidligere kun talte om diagnoser, skaber ordet neurotypisk et sprog for modsætningen: de mennesker, der ikke har en neurodivergent profil. På den måde kan man tale om forskelligheder, uden at det ene gøres bedre end det andet.
Betydning i psykologi og terapi
I terapien bruges begrebet mest for at skabe forståelse: Mange systemer – fra skoler til arbejdspladser – er indrettet til neurotypiske behov.
Når man forstår dette, bliver det lettere at se, hvorfor neurodivergente nogle gange oplever barrierer.
Begrebet hjælper derfor til at sætte fokus på rammerne frem for at placere skylden hos individet.
