At finde vej i sorgens land

Af Psykolog Lise Elmer Houmann d. 17. december 2022

At lære at finde vej i sorgens land, behøves du ikke at lære alene. At arbejde med sorgen er en kilde til en dybere forståelse af dig selv, dine relationer og dit liv.

Sorgen kan være et ensomt sted at befinde sig, og nogle gange skal vi have hjælp til at klare os igennem den tungeste fase, og lære at leve med den.

Det er et menneskeligt grundvilkår og uundgåeligt, at vi på et eller andet tidspunkt kommer til at miste – jeg selv har mistet begge mine forældre, og savner dem stadig. Særligt her omkring juletid.

Men selvom sorg er en naturlig del af livet, er der ikke mange oplevelser i tilværelsen, som er så tunge og svære for os at gennemleve, som den at skulle miste dem, vi er knyttet til og elsker. Selv når relationerne har været svære, og den sidste tid har været ubærligt hård, kan tabet vække gamle minder, vise sider af os selv og hinanden, som gør det ekstra kompliceret at være med tabet og forstå sorgen. Sorg kommer ofte til udtryk som både vrede, angst, uro og tristhed, og betydningen går kun langsomt op for os.

Sorg er en enecelle – en form for påtvungen, ufrivillig selvisolation. Der er afsked i den, ordløshed, tab og en fornemmelse af at bevæge sig i et nyt terræn, hvor erfaringen må opgive at komme med sine gode råd” (Carsten Jensen, 2020)

Sorgen kan være et ensomt sted at befinde sig, og nogle gange skal vi have hjælp til at klare os igennem den tungeste fase, og lære at leve med den.

Derfor kan det i sorgen være uvurderligt at række ud og få hjælp.

Også selvom dem omkring en støtter, så godt de kan, kan det være svært at føle sig tilstrækkeligt mødt og forstået; måske er de også selv i sorg, og deres proces ligner ikke ens egen. Eller måske har de travle liv og egne problemer, og man synes ikke man kan blive ved at trække på deres ressourcer. Det kan også være, at det, man har været igennem ikke ligner noget, nogen man kender har prøvet, og andre omkring en begriber det bare ikke. Og lige der kan man føle sig helt udenfor og fortabt.

I sorgterapi handler det lige så meget om alt det, man er beriget af, ved at have haft et andet menneske i sit liv, som det handler om tabet. Det handler om på en omsorgsfuld og guidet måde at gennemgå de forskellige stadier fra det første chok til det tidspunkt hvor man er klar til at ’leve’ fuldt og helt igen. Og det er et rum, hvor samtalen om den man savner ikke forstummer, men lever videre, så længe der er behov for det.

At lære at finde vej i sorgens land, behøves du ikke at lære alene. At arbejde med sorgen er en kilde til en dybere forståelse af dig selv, dine relationer og dit liv. I sorgterapi har man et vindue åbent på tværs af tid, hvor man fra ikke at forstå sit tab, kan opnå fornyet indsigt i det at være sig selv, finde mod til at være i verden på en ny måde og åbne sig overfor andre.

Hvis du vil læse mere om hvordan jeg arbejder og hjælper dem, der kommer til mig med deres sorg, så læs mere her https://psykologerne.dk/psykolog/lise-elmer-houmann/

Hvis du vil læse lidt mere om sorgens psykologi – herunder også kompliceret sorg – kan du læse mere her…

Jeg vil gerne høre hvad du tænker om dette! Skriv gerne en kommentar herunder.

0 kommentarer