“En kvinde med din karakter”. Denne weekend er jeg blevet ramt af disse ord. Jeg kan ikke engang huske resten af sætningen, kun at det var noget i stil med, at der skulle være noget særligt ved min karakter der gjorde, at jeg på en eller anden måde, skulle kunne noget andet end folk med en anden “karakter”.
Ordene var positivt ment, og det er da super fint at nogen synes man har en stærk karakter, meeeen…. Jeg bliver i den forbindelse simpelthen nødt til, at tilføje nogle ord om rejsen til en såkaldt “stærk karakter”.
Det der egentlig gjorde størst indtryk i forhold til ovenstående bemærkning, var den underliggende tone af, at en stærk karakter er noget vi enten har, eller ikke har. Jeg mener i stedet, at det er noget vi opbygger. Det vil sige at:
Karakteren kommer ikke af sig selv
Min egen erfaring er, at karakteren opbygges gennem nogle af vores mest smertefulde oplevelser. Som følgende citat siger:
At some point you will be asked to love the unlovable, forgive the unforgivable and bear the unbearable. These are the conditions for your awakening.
“Awakening” kan forstås på mange måder. Den jordnære forståelse jeg gerne vil præsentere her er, at man til en start simpelthen “vågner op til”, at man er i stand til at observere egne tanker. Man bliver så bevidst om, at der findes et ‘selv’ som kan hæve sig over egne tanker, følelser og handlinger, så man pludselig får muligheden for, at være den der styrer dem, frem for at lade sig styre af dem. Man kan sige at man går fra at køre sit liv på autopilot, til at blive klar over, at der er ting man har mulighed for at ændre.
Fordi vores hjerne er indrettet til at bevare mest muligt energi, er det de færreste af os der tænker over hvad vi kan ændre, når livet går godt. Det er først når livet gør ondt, rigtigt ondt, at vi bliver “motiveret” til, at ændre noget.
Det kræver kontinuerligt arbejde
Når man er blevet klar over, at man via egne tanker, følelser og handlinger kan påvirke eget liv (bemærk: ikke styre det fuldkomment til perfektion, men påvirke). Så er det ikke noget man bare lige gør på et weekend selvudviklingskursus, og så er man færdig. Tro mig, jeg har prøvet.
Når man først er “vågnet op til”, eller har fået realisationen om, at man har et valg omkring hvordan man gerne vil være til i verdenen, er det et valg der både skal revurderes og træffes om og om igen.
Ligesom det kræver accept og forståelse for, at der er ting man bare ikke kan ændre og ikke er herre over.
Jeg har også fået hjælp på min vej
Med en traumatisk flygtningebaggrund, voldelig opvækst, en historik med forskellige former for overgreb, ustabile og dysfunktionelle relationer, har mit liv ligesom så mange andre menneskers, heller ikke været en dans på roser.
I voksenlivet reproducerede jeg ubevidst alt det dysfunktionelle fra min barndom, indtil at smerten i mit liv var blevet så stor, at jeg var nødt til, at begynde at søge nogle svar. Noget healing. Noget, der opbyggede “min karakter”.
“Dette fandt bl.a. jeg gennem egenterapi hos en psykolog. Mange psykologer går nemlig til egenterapi, for at prøve hvordan det er at ‘sidde i den anden stol’, for at blive klogere på os selv og vores arbejde, og for at bearbejde de ting vi selv har med i vores bagage. Dette gør os ofte til bedre psykologer, fordi vi på egen hånd oplever hvordan det føles, at gøre arbejdet med at dykke ned i smerten og gennemgå svære transformationer.
Det er ikke nemt at se sig selv, sit eget liv, og sin egen smerte i øjnene, og jeg tog selv tilløb mange gange og kom alligevel først afsted, da smerten simpelthen blev for stor. Der kan man gøre sig selv en tjeneste og opsøge hjælp tidligere, frem for at tænke, at tingene nok går i orden af sig selv. For bærer man på ubearbejdede traumatiske oplevelser, hvilket vi alle sammen i en eller anden grad gøre, vil man ubevidst fortsætte med at reproducere dem, indtil man bliver bevidst om hvilke overbevisninger og tankemønstre man selv har, der er med til at (gen)skabe den smerte man ikke fik mødt første gang den opstod.
Og selvom mine egne livsomstændigheder, og min egen smerte, nogle gange har føltes voldsom og stor, ville jeg ikke have været nogle af oplevelserne foruden. Det hele har været medvirkende til, at gøre mig til den jeg er i dag.”
Ligesom jeg kan se mine klienter vokse igennem de ting de hver især møder på livets vej, og blive stærkere mennesker på grund af det. Og som den ene ejer af Psykologerne sagde til os psykologer forleden:
Mennesker vil gerne hjælpes, af folk der selv har gået vejen. I skal huske at være mennesker først, psykologer bagefter.
Så hvis DU har brug for en hjælpende hånd gennem din smerte, og at lære hvordan du kan bruge den til at stå stærkere i dig selv, er du hjertens velkommen til at kontakte mig her…
