At følge sin intuition
Af Psykolog Emilie Tang Kirk d. 9. juli 2020
Lidt om at lytte til den indre guide
“Mavefornemmelse”, “instinkt”, “at mærke efter” – kært barn har mange navne, men hvad er intuition egentlig? Og hvorfor kommer vi nemt til at overhøre den?
Et andet eksempel kan være, når vi møder et andet menneske første gang; vi ved intuitivt typisk inden for få sekunder, hvorvidt vi bryder os om personen eller ej. Og hvis vi føler os utilpasse, behøver det ikke handle om, at den anden eller vi selv er forkerte eller dårlige mennesker; det er måske blot et udtryk for, at det bare ikke er det bedste match mellem to personer. Men igen kan vi i tankerne slå vores egen reaktion hen: “Arh, giv nu lige personen en chance”, “Vær nu ikke så dømmende” osv. – for siden hen så at opdage, at den umiddelbare fornemmelse havde ret.
Vi er vant til at lukke af
I vores del af verden er vi generelt rigtig godt trænede i at overhøre den slags signaler. Vi er vant til at være rationelt og analytisk tænkende, og at intuition er noget udefinerbart, som vi er hurtige til at affeje. Måske lægger vi netop mest mærke til, når vi ikke lyttede til den. Men hvad er intuition egentlig for en størrelse? Ofte bliver den kaldt en “mavefornemmelse”, en indre stemme, at “mærke efter” eller at følge sit instinkt – fællesnævneren er, at det er en direkte oplevelse i kroppen. En følelse af, at noget er rigtigt eller forkert; at vi bare “ved” noget uden at have regnet eller analyseret os frem til det. Det kan være en subtil og flygtig fornemmelse, som vi let kan gå glip af, især hvis vi ikke er vant til at lægge mærke til den.
Hovedet over kroppen
Rationel tænkning er typisk blevet sat over intuition, fordi vi så at sige sætter hovedet højere end kroppen. Kroppens oplevelser er traditionelt blevet set som dyriske og laverestående, og den logiske tænkning som noget mere sofistikeret og ophøjet, den eneste “rigtige” måde at anskue noget på og træffe beslutninger ud fra. En gammel historisk rest er også, at mænd tidligere blev set som rationelt tænkende, mens kvinder blev opfattet som irrationelle og i deres følelsers vold, og intuition er historisk set blevet opfattet som noget særligt kvindeligt. Men alle mennesker besidder intuition.
Rationel tænkning er noget, vi kan sætte ord på, vi kan sige vores tanker højt, vi kan veje for og imod, diskutere med os selv og andre – det er til dels en oplevelse af at have med fakta at gøre, med noget som er målbart. Intuition er derimod ikke målbar og kan ikke sættes på formel. Den er en personlig, direkte, fysisk oplevelse, som kan være svær at sætte ord på og forklare. Den er der bare i en “ren”, ufiltreret form.
Alment og dybt personligt
Intuition er på én gang et alment fænomen, vi alle sammen besidder med en række fællestræk, og noget dybt personligt, som kun vi hver især ved hvordan føles for os.
For mig er det mere end blot en fornemmelse i maven. Det er et yderst sofistikeret fænomen, som hjælper mig på vej i alle aspekter af tilværelsen. Min intuition er i høj grad i spil i mit arbejde; når jeg sidder i samtale med en klient, får jeg konstant input, der for eksempel guider mig i, hvad der på færde i det menneske, jeg sidder overfor, og hvad det næste, jeg skal sige, er. Men min intuition er også den, der råder mig til, hvad min aftensmad skal være i dag, hvad tøj jeg har lyst til at have på og om jeg skal gå til højre eller venstre på en gåtur. Den er med mig i stort og småt.
En følelse af en lyd
Det har taget mig tid at lære at ‘læse’ og forstå min intuitions sprog. Og det kan være rigtig svært for mig at sætte ord på, fordi det er så umiddelbart og så direkte fysisk – det er noget, der hører uden for sprogets rige. Nogle gange er det en lille, enkel fornemmelse af, om noget føles rart eller ubehageligt. Om min krop slapper af eller trækker sig sammen. Andre gange er det en meget tydelig oplevelse, et stort “JA!” eller “NEJ!” i mit system. Det kan være en følelse i en bestemt del af kroppen, et symptom, et lille ubehag, en rislen, men det kan også være en fornemmelse i kroppen som helhed. Det kan føles som en vibration, en tyngde eller en lethed. Nogle gange føles det næsten som en lyd! Som “en klokke der ringer” eller “når noget falder i hak”.
Alt sammen er det fysiske oplevelser, men med rigtigt mange forskellige nuancer, “farver” og varierende i grad og intensitet.
To halvdele af et hele
At følge sin intuition betyder ikke, at man så skal lade være med at tænke rationelt og bare “følge sine instinkter”. Det er netop samspillet mellem at kunne lytte til intuitionen og evnen til at tænke rationelt, der er det afgørende for at kunne træffe de rette beslutninger. De udgør hver en vigtig halvdel af et hele, men hvis vi udelukkende handler ud fra logisk tænkning og lukker af for kroppen, går vi glip af al den vigtige information, vores intuition giver os.
Hvad fortæller din intuition dig? 🙂
Hvis du har lyst til at vide mere, er du meget velkommen til at henvende dig på emilie@psykologerne.dk. Og hvis du kunne tænke dig at booke en samtale hos mig, kan du klikke her.
De bedste hilsner
Emilie Tang Kirk
Jeg vil gerne høre hvad du tænker om dette! Skriv gerne en kommentar herunder.
Om forfatteren
Emilie Tang Kirk
Cand.psych.aut.
Kontaktoplysninger:
Telefon: 60 94 50 96
Mail: emilie@psykologerne.dk
Flere blogindlæg af forfatteren
12. november 2020
Psykolog Emilie Tang Kirk
Allehelgen og november – en tid til eftertanke
9. oktober 2020
Psykolog Emilie Tang Kirk
Homo jobcentericus
25. juni 2020
Psykolog Emilie Tang Kirk
Hvor er du mellem to tanker?
Flere blogindlæg om emnet
2. oktober 2023
Psykolog Alfred Sköld
Livets lidelser 1: At leve med sorgen
5. juni 2023
Psykolog Sofie Asghar Madsen
Forstå anoreksi del 4 – Jeg er her endnu – et lysglimt i skammens mørke
5. juni 2023
Psykolog Sofie Asghar Madsen
Forstå anoreksi del 3 – Grethe næres af skam og lokker med falske tyndhedsløfter
5. juni 2023
Psykolog Sofie Asghar Madsen
Forstå anoreksi del 2 – Da Grethe flyttede ind…
5. juni 2023
Psykolog Sofie Asghar Madsen
Forstå anoreksi del 1 – Børn i et giftigt miljø
Relaterede podcasts
16. juni 2023
ROLLEBYTTE
Psykodrama – et terapeutisk legerum for voksne
17. maj 2023
ROLLEBYTTE
Fastlåsthed i kreativt arbejde
17. februar 2022
ROLLEBYTTE
Corona-isolation og selvværd
10. december 2021
ROLLEBYTTE
1: Forældretab og forældreskab:
19. november 2021
PSYGT
0 kommentarer