MENTAL SUNDHED

Den indre stemme

00:00

    Er du opmærksom på, om du har en indre stemme – og hvordan den taler til dig?

    I modsætning til den skizofrene stemme, har denne indre stemme til hensigt at guide og regulere os i vores sociale omgang med andre mennesker.

    Jeg har i mit arbejde haft et særligt fokus på den indre stemme, der følger så mange mennesker i tykt og tyndt. Måske kender du det selv – at have en evig kommentator i øresneglen. Det er et ganske almindeligt fænomen at tale med sig selv, at evaluere, analysere og vurdere både store og små ting i tilværelsen.

    Det, jeg finder specielt interessant er, at zoome ind på stemmen – at undersøge hvordan den taler, hvordan den lyder, hvornår den dukker op, hvor den kommer fra, hvad den har på hjerte, hvordan den tiltaler os, om den taler i ”du” form eller i ”jeg” form, er det din egen stemme, eller er det en andens – f.eks. din mors, fars eller ekskærestes?

    Har du en indre stemme?

    Når jeg inviterer mine klienter til at tage observatørkasketten på og i samarbejde med mig retter fokus mod denne indre stemme, bliver mange overraskede over, at de har en indre stemme, og ikke mindst over hvor kraftfuld den er, og hvor stor indflydelse den har på deres tilværelse. Ofte er stemmen blevet en sådan integreret del af tankemønsteret, at de ikke ligger mærke til den.

    Mange af klienterne har heller ikke tidligere tænkt tanken, at andres indre stemmer kunne tale på andre måder end deres egne. Vi går jo ofte rundt og formoder, at vi alle oplever verden i samme perspektiv. Har vi en indre stemme, så antager vi som en selvfølge, at andre også har en – og at den agerer på samme måde som vores egen. Har vi ikke en indre stemme, så skænker vi det ikke tanken, at andre kan være i besiddelse af en sådan.

    Det er tankevækkende, at vi automatisk antager, at vi som mennesker bearbejder tanker på samme måde. Det er langt fra tilfældet

    Nervesystemet kan ikke kende forskel på en ydre og indre stemme

    Sportsverdenen og forretningsverdenen har for længst set fordelene i en positiv indre dialog i form af at give sig selv en indre peptalk, inden man skal præstere.  Lige som den positive indre dialog kan sætte os i stand til at løbe hurtigere og hoppe højere, er den negative indre dialog i stand til at få os helt ned i kulkælderen. Det er der en særlig god grund til – og den skal vi finde i vores nervesystem. Vores nervesystem kan ikke kende forskel på, om vi taler til os selv, eller om der står en person ved siden af os og taler til os. Det vil sige, at hvis vores indre stemme taler nedladende eller truende, så bliver den sympatiske del af vores nervesystem automatisk aktiveret, og vi vil reagere som ved en potentiel fare – dvs. at vores kamp/flugt instinkt aktiveres. Vi vil opleve os selv som værende i fare og gøre os klar til at kæmpe eller flygte. Det mærker vi kropsligt som hjertebanken, varme, kropsligt ubehag og uro.

    Ud over en kropslig reaktion, har det også indflydelse på vores tanker og følelser i forhold til os selv. Dette kan igen føre til en øget selvkritik, hvilket kan medføre yderligere forværret selvværd og skam. Mange oplever en trang til at gemme sig væk fra andre, for tænk hvis de indre stemmer taler sandt, så står det jo rigtig slemt til. Vi kan derfor komme ind i en meget negativ og destruktiv spiral, der sætter sit aftryk på både tanker, følelser og handlinger.

    Kæmpe idiot, hvordan kan nogen overhovedet holde ud at være sammen med dig?

    Der kan være bestemte situationer, hvor den negative stemme er særligt aktiv. Det være hvis man f.eks. befinder sig i, eller har befundet sig i en situation, hvor man ikke ydede tilstrækkeligt i forhold til hvad man forventede af sig selv, hvor værdisættet er kommet på prøve eller hvor andre har haft forventninger, som man ikke har kunnet eller villet indfri. Så kan den indre stemme blive aktiveret, og der bliver lukket op for efterrationaliseringerne… Hver en udtalelse og handling bliver vendt og drejet, og den noget ufølsomme og kritiske indre stemme benytter alle muligheder for at slå hårdt ned på det, der er gjort, skulle have været gjort eller ikke blev gjort.

    Tal ordentligt – også til dig selv!

    Når jeg i samarbejde med en klient får øje på denne indre kritiker, forsøger vi i første omgang at identificerer hvor stemmen kommer fra og hvad den vil. Vi stiller spørgsmålstegn ved rigtigheden af stemmens indhold og budskab. Er det mon sandt, det stemmen siger? Jeg har endnu ikke oplevet en situation, hvor det var tilfældet!

    Ofte spørger jeg klienterne, om de ville tale til en veninde eller ven der befandt sig i en lignende situation, sådan som de taler til sig selv. Svaret er som regel et rungende NEJ, Det kunne de aldrig drømme om! Det ville jo være sårende og nedværdigende. Tal til dig selv med samme respekt som du taler til andre. Det er du værd!

    Når først man har øje på stemmen, kan man forholde os til den. Det vil være første skridt – at få øje på stemmen og iagttage den. Herefter bliver det muligt at stille sig kritisk overfor den og introducere dens modstykke, nemlig den positive stemme, der støtter os, der bakker op og anerkender vores indsats. Denne stemme vil have en helt anden indflydelse på vores nervesystem – den vil aktivere det parasympatiske nervesystem – den del hvor vi finder ro, velvære og afslapning.

    Har du lyst til at læse om, hvordan jeg som psykolog arbejder kan du læse mere her…

    Hvis dette indlæg har fanget din interesse vil jeg opfordre dig til at abonnere på bloggen. Der kommer nye blogindlæg hver uge.

    Kan du genkende noget af det, jeg skriver? Har du også erfaringer med en indre stemme ? Du skal være meget velkommen til at dele dine erfaringer under dette indlæg.

    Igennem åbenhed kan du hjælpe andre!

    Når man taler om at høre stemmer, tænker mange automatisk på mennesker med skizofreni, der i perioder lader sig styre af en indre stemme, der kan få dem til at gøre forfærdelige ting ved både sig selv og andre. Det kommer måske som en overraskelse, at rigtig mange mennesker har en indre dialog i form af en stemme, der taler til os.

    Leave a Reply

    Your email address will not be published. Required fields are marked *

    Anita Øland

    Cand.psych.aut. & EFT-parterapeut

    Anita Øland er 45 år, gift, mor til tre og del af en moderne familie med dine, mine og vores børn. Anita bor i København, men er opvokset i Vendsyssel i Nordjylland. Anita er uddannet psykolog fra Århus- og Københavns Universitet og har siden 2008 arbejdet som privatpraktiserende psykolog og er i dag indehaver af Psykologerne.

    INDHOLD FRA Psykolog Anita Øland

    Podcast
    • PMS/PMDD
    00:00
    Podcast
    • PMS/PMDD
    00:00
    Podcast
    • PMS/PMDD
    00:00
    Skriv til Psykologerne

    Har du spørgsmål til vores psykolognetværk, kan du skrive til os her.

    Når du kontakter Psykologernes psykolog-huse i København, giver du samtykke til, at vi må opbevare de informationer, du angiver i forbindelse med udfyldelse af kontaktformularen.
    Tak for din besked
    Jeg svarer dig tilbage hurtigst muligt.
    Venlig hilsen
    Psykolog Anita Øland