#15. Føler du dig stresset?

PSYGT Af Psykolog Cecilie Sonne d. 29. maj 2022 

Føler du dig stresset? Så er du bestemt ikke alene. Ca. hver 4. voksne dansker oplever et højt stressniveau. Bliv klogere på stress.

Læs mere om psykolog Cecilie Sonne
Du kan blive holde dig opdateret, ved at abonnere på podcasten PSYGT i din podcast-app og ved at følge Psykologernes facebookgruppe.
En podcast fra Psykologerne.dk

 

Hvem har ansvaret for, at vi føler os stressede? Og hvad kan vi selv gøre, når stressniveauet stiger? Det gør psykolog Cecilie Sonne os klogere på i dette afsnit af Psygt.

 

Resumé af podcast:

 

Man ser lige pludselig selv sidde på arbejde klokken derhjemme om aftenen og arbejde. Man går lidt senere i seng, så stille og roligt og bestemt mønster ligesom fortsætter så det kunne klart tidspunkt, så har det nogle konsekvenser.
Dagens gæst er Cecilie Sonne der arbejder med parterapi og ledelse, teambuilding, psykopati og arbejdsrelateret stress. Det er det sidste, vi skal tale om i dag.
Det skal vi fordi, at jeg oplever og har indtryk af at mange mennesker går rundt og tænker at, Det er min skyld, og jeg bærer ansvaret for, at jeg fik stress. Det er ikke så simpelt. En mere kontekstuel forståelse af stress er vigtig, at vi italesætter. På den kontekst, og det er sådan organisation, man arbejder i. Det kan det være i allerhøjeste grad at man må kigge væk fra sig selv og ligesom kigge på den organisation og den kultur, og det miljø man arbejder indenfor. 

Er der noget her, som også kunne være medskabende til, at jeg faktisk føler mig stresset? Eller er jeg blevet sygemeldt med stress, har der været meget udskiftning i ledelse for eksempel. Endnu flere besparelser, sidder jeg egentlig og løser opgaver for 2 medarbejder? Hvordan har vi det egentlig sammen på arbejdspladsen? Hvordan taler vi til hinanden? Anerkender vi hinanden for det arbejde, vi udfører. Føler jeg at min leder anerkender mig og ser mig og høre mig. Fordi det er bare helt vildt vigtigt i forhold til, hvordan vi har det.


Vi bliver jo til i samspillet med hinanden, så den måde, hvorpå jeg har det på mit arbejde. Den skabes jo også, hvad sker omkring mig og de relationer, jeg indgår i. Så derfor er det vigtigt at tale ind i, om vi har en anerkendende tilgang, en anerkendelsesværdig tilgang til hinanden i den måde vi møder hinanden på. Føler jeg mig set, føler jeg mig hørt, hvis jeg går til min leder og beder om hjælp på grund af noget, føler jeg så, at lederen forsøger at høre det jeg sige siger og prøver at møde mig i det. Det kan godt være lederen ikke kan indfri ønsket jeg har, men den del er rigtig vigtigt for vores trivsel.

Stress kan jo være mange ting. Det kan alt afhængig af, hvor man går hen og søger svaret. Men en gængs forståelse af stress er, at når indre og ydre krav ligesom overstiger de ressourcer, som en person føler han eller hun har.


Man kan opleve øget bekymringstendens. Man har mange, hvad nu hvis tanker?Det kan jo også være de mere kropslige symptomer som øget hjertebanken, man sveder i hænderne, svimmelhed, indre uro, kvalme og søvnbesvær. Det kan være selvfølgelig i forskellige grader, og på et tidspunkt så kan man jo, hvis man er i sådan en stresstilstand i for lang tid, så kan det jo ende med at man kan blive alvorligt syg af det. Så det er noget vi skal tage alvorligt og selvfølgelig bærer individet altid et ansvar for at kigge på sig selv og sige, nå men er der noget jeg kunne gøre på en anden måde eller strukturere mit arbejde på en anden måde. Har jeg festet lidt for meget eller har der været noget knas i mit parforhold. Er der ligesom nogle steder, jeg kan kigge hen og sige; Der er noget, jeg kan skrue på her, som kan gøre, at jeg ligesom kommer op på ressourcer igen. Men vi bliver helt klart også nødt til at kigge på det, der ligesom sker inde i organisationen.  Fordi det er jo meget essentielt for os, som vi snakkede om tidligere, hvordan vi går rundt og har det.

Den betydning det kan have for individet, når man arbejder på en arbejdsplads, hvor der måske ikke engang er et sprog for det at have stress. Det er jo, at man jo så tænker nå, men så bevidst eller ubevidst. Nå, men så må det være min skyld, at jeg har det på den her måde. Eller jeg bærer et stort ansvar for. Og det kan jo have konsekvenser som øget selvkritisk tænkning. Man kan blive rigtig hård ved sig selv, inde i sig selv.
Og det kan påvirke ens selvværd og ens tillid til at man rent faktisk kan passe sit arbejde, og man er dygtig til at udføre de opgaver, som man har.
Det kan jo også skabe ensomhed og isolation og give følelser som, at det er pinligt, det er skamfuldt og jeg er forkert.
Hvis man er i den der spiral, så kan det være rigtig svært at gå på arbejde, passe sit arbejde og trives i sit arbejde. Hvis der ikke er noget rigtigt sted personen som har fået stress og kan gå hen med det i organisationen.
Jeg tror det vi lidt mangler det er en ting, i hvert fald blandt andre ting, men det er at have fokus på den der mere relationelle del af ledelse også. Hvad betyder det egentlig og være leder og lede andre mennesker.  Selvfølgelig er den faglige del af det ikke, men også den relationelle del.  Det tror jeg i hvert fald, at hvis vi sætter ind der, så tror jeg, Der er noget og hente. Og så er det jo også og og huske på at. Er det realistisk? Det jeg forventer af mine medarbejdere? Ja, i forhold til ressourcerne, som vi talte ind i. Beder vi om for meget, end hvad muligt egentlig er. Og hvad er det for et liv qua det jeg beder mine medarbejdere som organisation om at udføre, hvad er det så også for et liv jeg ligesom er medskabende til og skabe for den person i forhold til hvordan påvirker det deres privatliv, hvis de også skal være noget for deres familie og deres børn. Man må også have muligheden for at gå ud og hente ressourcer andre steder.


Det er jo ikke fordi man skal lægge skylden eller ansvaret et sted. Det er jo virkelig komplekse spørgsmål, men jeg tror, at det er vigtigt, at vi også begynder at tale endnu mere ind i, at måske bærer organisationen også et ansvar for, hvordan den enkelte medarbejder har det i sit privatliv, hvor der er meget kan være meget fokus på den anden vej rundt.
Det er vigtigt også at begynde og ligesom have endnu større fokus på den del af det, så for eksempel helt banalt.
Kommer medarbejderen på arbejde. Hilser jeg på min medarbejder,  siger jeg godmorgen, siger jeg farvel.
Spørg engang imellem, hvordan deres dag har været, hvordan de går rundt og har det. Det der almene menneskelige, det behøver ikke at være så meget mere end det, men det kan nogle gange have enorm betydning for, hvordan den enkelte medarbejder føler sig på arbejdet, fordi den relation er jo selvfølgelig værdifuld. Når man har en leder, flere ledere naturligt besidder en magt man ikke selv gør, så det kan jo være med til, at man føler sig set og man føler sig hørt.

Men der er jo også den anden del af det, at have bevidsthed på, at nu er det fjerde gang, den her medarbejder kommer og beder om hjælp, fordi han eller hun synes, at nu er arbejdsopgaverne egentlig der, hvor han eller hun ikke længere kan følge med, eller en længere periode har siddet op til klokken 10 hver aften. At det måske er her, hvor jeg som leder,  at de kan også være pressede, men det er en lidt anden snak. Men der må være noget i det der med at det bliver ved med at komme tilbage. Så er det her, hvor jeg måske skal sige, okay, der er noget, vi ligesom skal folde lidt mere ud og kigge på. Hvad er det egentlig, der sker? Er det noget på arbejdet og eller er det noget i privatlivet? Kan vi ligesom gøre noget for at hjælpe hinanden her? Men det der med at gå ind og anerkende at jeg ser og jeg hører dig, Jeg vil gerne hjælpe dig. Jeg ved ikke om jeg kan hjælpe dig, fordi jeg ved ikke, om Jeg har ressourcerne, men jeg vil i hvert fald gerne prøve at se og høre anerkende dig, for det du siger og har på hjertet.

Du bærer ikke ansvaret alene for, at du har fået stress eller føler dig stresset. Altså man har ligesom man løfter en opgave. Man gør nogle ting som man er ansat til, og hvis man er en eller anden årsag ikke kan leve op til de mål man enten sætter sig selv eller bliver sat, så skal der skrues på nogle knapper. I sidste ende, så kan det jo være, at man sidder med de knapper alene, fordi at ligegyldigt hvor meget man prøver at tage fra og inddrage og arbejde med sig selv og tilegne sig nye strategier og redskaber til ligesom at kunne være i det arbejdsmiljø,  man nu er i. Hvis tingene ikke ændrer sig for en, så sidder man jo selvfølgelig altid i sidste ende med ansvaret selv. For om jeg så vælger at blive i det miljø, eller jeg vælger at sige, jeg skal noget andet med mit liv.
Det er jo let at sidde og sige, og jeg ved det kan være komplekst process nå dertil.
Men hvem er man egentlig mest forpligtet overfor i sit liv. I sidste ende er det sit arbejde eller er det sig selv?

Det kan jo være en periode, så er man mere forpligtet for sit arbejde og alle mulige gode årsager. Men hvis det bliver sådan i for lang tid så er det nok ikke så godt.
At man kan komme til sin leder med sine bekymringer. Det er jo meget godt hvis man tør det og det kræver mod helt vildt meget mod. Det kræver helt vildt meget mod anerkendende eller tale om, at man er stresset. Hvis man ikke føler, at man kan gå et sted hen og placere det i sin organisation, så er det vigtigt man går et andet sted hen. At man opsøger nogle andre omkring sig. Det kan være at man kommer til en psykolog. Det kan også være gode, nære tætte venner, ens kæreste, partner og børn. Relationer hvor at man har tillid til, at det man åbner op for lige nu, det er meget sårbart og at vedkommende, der sidder på den anden side, gør sit for at møde mig på en anerkendende og værdifuld og åben og kærlig måde.
Det er jo fordi det kan være så skamfuldt for nogle mennesker, at blive stresset og være stresset og gå ned med arbejdsrelateret stress. Skam det skal ud, men det skal ud et sted, hvor at det bliver grebet tillidsfuldt og nænsomt. Når man opdager, man har noget skam – skam skal ud. Man har sat et lille flag og sige, okay jeg skal af, men det er et sted. Man finder et trygt sted og det næste skridt for i bedste tilfælde den trygge organisation der har en ledelse, som man kan kontakte. 

Det er i sig selv, at man bliver mødt med anerkendelse. Det er i hvert fald en ting, som den leder eller den organisation kan gøre. Bare det at blive lyttet til og forstået. Så er det jo alt afhængigt af, hvor vedkommende ligesom er på det her Stress spektretet. Der er jo nogen, der har brug for en sygemelding og trække kortet, trække stikket. De har brug for ro, hvile og restitution. De har brug for at se til trivielle serier. De har brug for fuldstændig at koble fra.

Den tid første tid, alt afhængig af hvor alvorligt stresstilstanden er, kan jo i sig selv være ret stressende, fordi det tager noget tid for kroppen at restituere og for nervesystemet og slappe af. Så man kan nogle gange forvente, eller man kan blive overrasket. Og nu havde jeg muligheden for at sove igennem, hvorfor gjorde jeg det så Ikke? Det er fordi at kroppen, den har jo nogle gange brug for en ret lang restitutionsperiode, men for de fleste gælder det er den tid skal nok komme, hvor kroppen ligesom splatter helt ud, og så kan man tænke gud er jeg blevet deprimeret. Og man er nødvendigvis ikke blevet klinisk deprimeret, men det kan nogle gange også være en en proces i processen mod bedring, at kroppen så når den del af restitutionen, hvor man ligesom spiller helt ud og sover rigtig meget.

Man kan og kigge på, hvorfor er det mål er så vigtigt for dit liv. Hvad er det der gør det er så vigtigt, kunne jeg som psykolog godt blive nysgerrig på at finde ud af og hvad er det der driver?  Er det andres anerkendelse, er det ønsket om at tjene helt vildt mange penge og kunne købe et fedt hus, en stor bil? Det er der ikke noget forkert i. Men når man begynder folde det ud, så ser man lige pludselig også nogle andre nuancer. Det kan også være man har en familie, at man har nogle børn, man har en partner og at man også har andre drømme i livet. Hvad for nogle forestillinger gør man sig så om det liv man får, hvordan bliver det så meget bedre, når man så når det der mål, føler man større lykke,

For nogle kan det tage ret lang tid at komme sig fra en overbelastning af stress, for andre, der er en sygemelding ikke nødvendig. Så kan man jo godt arbejde med det sideløbende med, at vedkommende går på arbejde, og ligesom vende det, og der kan man jo kigge ind i netop nogle af de andres symptomer, eller som den der ødede bekymringstendens eller den indre uro, hvor man arbejder måske meget med symptomer, men også med de lidt mere eksistentielle spørgsmål. Som hvorfor er det jeg gør det og skal jeg have mere tid til at gøre andre ting i mit liv også? Og hvad vil det give mig, hvis nu jeg så mine venner lidt mere eller fik lov til at dyrke yoga eller give mig tid til at lave god mad. At de indre ressourcer er blevet fyldt op, således at det var lettere for mig at håndtere og klare de ydre. Det er ikke altid, at man bare lige kan lære nogle hurtige redskaber, og så er man all good. Nogle gange er det en proces. Og det er her, hvor temaet tidslighed også kommer ind over, at det nogle gange det bedste redskab vi har, at det at sætte os på vores hænder og vente. Det kender man jo også fra andre processer i sit liv, som sorg og den slags ting, men det er jo selvfølgelig en anden snak, men det kan man også tale ind i det her.

Ting skal gå så hurtigt. Nogle gange kan det bare ikke gå så hurtigt, som vi kunne ønske os det, og som organisationen måske også godt kunne tænke sig, at det gjorde. Og som man også selv kunne tænke sig at det gjorde, for det er jo ikke rart at gå rundt og have det på den her måde. Men vi er jo også mennesker, og vi er jo også underlagt nogle kræfter, noget fysik som også har sit eget liv og sit eget tempo. Så man kan både kigge på det strukturelle, på strukturen omkring den måde, man går til sit arbejde på. Man kan også kunne kigge på redskaber til og håndtere eksempelvis ydet bekymringstendens, eller hvis man har meget selvkritisk tænkning og den slags ting. Der er også nogle, der har profiterer meget godt af vejrtrækningsteknikker og mindfulness og den slags ting. Men det er jo det er jo altid meget individuelt, alt afhængig af, hvem det er, man sidder overfor.

 Når man på sit arbejde opdager, at man har noget skam, noget stress, så kan man jo gå til sin tillidsmand. Man kan kontakte sin fagforening eller en arbejdsmiljørepræsentant på sin arbejdsplads. Men jeg har også indtryk af, at det er ikke altid, man føler, at man får den hjælp, man har brug for. Så kan man jo igen sidde med følelsen af, at det var ansvaret ligger altså i min favn for det her. Man kan jo selvfølgelig altid kigge på sig selv, men det er det der jeg ligesom forsøger eller jeg håber på, at det her kan også kan vise, at vi bliver nødt til at folde det ud endnu mere. Så er det vigtigt, synes jeg, som psykolog, at man så går andet sted hen med det, og det kunne jo være ved at opsøge en psykolog eller en stresscoach eller gå til sin læge eller på den måde og få nogle man skal handle på det på en anden måde det skal man fordi at ellers så.


Hvis man oplever, at den skam, og alle de der følelser er forkerthed og utilstrækkelighed. Det bliver destruktionen som der sætter sig i en, og lige pludselig sidder man inde i det der skammens hus og tænker, jeg føler sig skamfuld over, at jeg er stresset. Der er helt mørkt, og i og med at vi går et sted hen med det, så kan vi ligesom stille og roligt begynde at åbne for nogle skodder og der kommer lidt lys ind når vi bliver mødt. Så kan det jo godt være at man at man vælger at gå tilbage til samme arbejdsplads, fordi at man har fået en anden tilgang til det. Man har måske tænkt, jeg er alt for loyal, jeg skruer på noget, nu har jeg modet til at tage eventuelle konsekvens af at blive fyret, men det vil jeg gerne. Det kan også være, at der sker noget fra arbejdspladsens side, som gør, at man ligesom lander et sted, hvor det er lettere at at være medarbejdere i den organisation. Man kan trække vejret og har også har mulighed for at leve et andet liv end sit arbejdsliv. Så er det jo fint nok, men det der med ikke at gå rundt med det alene, det er meget vigtigt. Nogle gange behøves det ikke at være så meget, man skal gøre. Andre gange skal man gøre rigtig meget, afhængig af hvem man er, og hvor stressramt man er. Samt at tænke lidt over, at livet, stressen, arbejdslivet  og det personlige liv. Det er en organisme, som hænger sammen, som man har et ansvar for. Vi har alle sammen et ansvar for hinanden, også når vi arbejder. Er jeg glad – for det er vigtigt.  Vi er her så kort tid, og vi skal også have det godt, imens vi er her. 

 

 

Jeg vil gerne høre hvad du tænker om dette! Skriv gerne en kommentar herunder.