Psykolog Elisabeth Sejbak siger om studiets fund, at de langt fra er overraskende, omend nedslående læsning ved første øjekast. Vi har i mange år vidst, at vores levetid forlænges, hvis vi indgår i langvarige partnerskaber, og hvad dette studie nu også belyser, er et grundliggende aspekt af vores menneskelige natur: vi er sociale væsner livet igennem, som er udviklet til at indgå i fællesskab, siger Elisabeth Sejbak.
Hvorfor påvirkes netop søvnen så markant af oplevelsen af ensomhed?
Elisabeth Sejbak fortæller, at fordi vi evolutionært har udviklet os til at indgå i fællesskaber, er social isolation en stor risikofaktor for os som mennesker. Vores nervesystem er bygget til at være på vagt overfor farlige situationer, og at blive udstødt fra flokken er en fare, som i urmenneskets tid betød mindre chance for overlevelse. Denne basale mekanisme har ikke ændret sig, selvom det, der trigger den i vores nutidige samfund, har det.
Når vi oplever ikke at høre til i et socialt fællesskab, vil vores alarmberedskab derfor naturligt sætte i gang og prøve at få os til at enten kæmpe, flygte eller fryse i situationen, akkurat som hvis vi stod ansigt til ansigt med et rovdyr. Og lige som hvis vi stod overfor et rovdyr, vil alarmberedskabet begynde at sende stresshormonerne adrenalin og kortisol ud i vores krop, for at få os til at handle på den konkrete faresituation, men udfordringen med ensomhed er, at faren netop ikke er konkret, den er derimod diffus og allestedsnærværende.
Når alarmberedskabet altså slår til i sociale sammenhæng vil det ofte give os tunnelsyn, der gør, at vi kun kan fokusere på problemet; få os til at ruminere over worst-case-scenarios; gøre os ængstelige og handlingslammede; og i hvert fald bestemt ikke lade os sove — for hvem kan sove, når faren lurer?
Hvordan kan man så forbedre sin søvn?
Mange søvnråd bygger på en aftenrutine, som indebærer at skabe ro, afslapning og lave en overgang fra at være på til at koble af, f.eks. ved at undgå skærmbrug og lave vejrtrækningsøvelser. For et menneske, særligt et ungt menneske, som føler sig ensom, kan dette dog være et angstprovokerende foretagende, som blot forstærker følelsen af ensomhed, forklarer Elisabeth Sejbak.
Da skærme kan give en illusion af at “være med”, fordi vi bliver opdateret på andres liv her, kan det at slukke for dette input gøre, at vi bliver konfronteret med ikke bare den latente ensomhedsfølelse, men også den konkrete oplevelse af at være alene med vores egne tanker — og når de tanker kredser om problemet og worst cases, forstærkes den onde spiral. For en person med disse udfordringer kan et vigtigt første skridt derfor være at skifte skærmen ud med en beroligende lydbog eller samtalepodcast, og gerne noget man har lyttet til før, eller lave en guidet meditation eller kropsscanning.
Væsentligt er dog, at begynde at træne hjernen til at fokusere sin energi et andet sted hen end på det problem, den så gerne vil søge tilbage mod, og udfordre dens tunnelsyn, og det gør man nemmest ved at skabe en fast taknemmelighedspraksis, siger Elisabeth Sejbak. Hun anbefaler, at man hver aften skriver mindst tre ting ned på papir, som man kan være taknemmelig for, fra stort til småt.
Og vigtigst af alt: Hvordan kan man føle sig mere forbundet med andre?
Det er svært at gå fra at føle sig opgivende, ensom og uden gå-på-mod til at tage teten og blive opsøgende på nye relationer og fællesskaber. Et vigtigt første skridt kan derfor være at begynde at blive mere opmærksom på de oplevelser af tilhørsforhold, man allerede har, siger Elisabeth Sejbak.
At begynde at skrive andres anerkendende ord, venlige smil og inkluderende spørgsmål ned, hvad end de kommer fra fremmede, kollegaer, venner eller familie, og uanset om man selv tror på dem (endnu), vil medføre, at disse interaktioner begynde at vægte tungere i vores hjerne. Her lærer hjernen helt subtilt at både bemærke og værdsætte samhørighed mere, hvilket kan give fornyet håb og mod på at tage de næste og mere konkrete skridt ind i flere, nye eller forstærkede fællesskaber og relationer, såsom at melde sig til en ny social aktivitet, tage kontakt til en gammel ven eller faktisk turde følge op på en bekendts “Vi burde drikke en kop kaffe en dag”-udsagn.
I processen med at skabe mere social samhørighed med andre vil man ofte blive konfronteret med følelsesmæssigt ubehag, gamle kritiske tankemønstre og en tvivl på sig selv. Her er terapi hos en psykolog, man føler sig tryg ved, ideel til at hjælpe med at navigere i at anerkende ubehaget, men ikke lade det styre, hvordan livet kan komme til at se ud fremadrettet.
