Jeg kan ikke længere mærke mig selv!

Af Psykolog Rebecca Russell d. 9. marts 2021

En blog om hvordan man mister sig selv, og finder sig selv igen.

Går du rundt med følelsen af, at du har tabt noget af dig selv på livets vej? Bare rolig – det der er tabt kan findes igen. Her kan du få lidt inspiration til at komme i gang med eftersøgningen.

Kender du fornemmelsen af, at føle dig “ved siden af”? En følelse af, at du ikke rigtig er dig selv på arbejdet, sammen med din partner, i dit forældreskab eller når du er i eget selskab? Mærker du ofte, at du reagerer og handler anderledes i situationer end du ønsker, og ikke kan forstå hvorfor du gør og føler som du gør? Hvis dette ræsonnerer i dig, kan det være fordi du gradvist over årene, er kommet for langt væk fra hvem DU er.

 

Denne blog vil fortælle dig om, hvordan det kan ske at man mister noget af sig selv, og hvordan man starter på at finde ind til sig selv igen.

 

Dine to grundlæggende behov som menneske for at overleve og udvikle dig:

 

Tilknytning

 

Når du bliver født, er det allerførste, grundlæggende og livsnødvendige behov tilknytningen til en anden. Vi mennesker er den art på planeten, hvis omsorgsbehov er mest omfattende og strækker sig over længst tid. Vi udvikler os langsomt ift. andre arter og er utrolig sårbare i denne periode. Vi har brug for omsorgsfigur til at hjælpe os på benene i begyndelsen af livet. Uden denne omsorgsfigur overlever man ikke – så simpelt er det.

 

Autenticitet

 

Ligeså vigtigt som tilknytningen, er grundlæggelsen i os af autenticitet. Et behov for at være i afstemt kontakt med vores krop, forstå hvad vi føler og kunne udtrykke dette i tanke og handling i vores liv.

 

Basalt set: at vide hvem man er.

 

Vi bruger konstant os selv til at navigere i livet, styre uden om farer og træffe de rette valg. Vi har derfor et grundlæggende, livsnødvendigt behov for at kunne mærke os selv og vide hvem vi er i vores udvikling som mennesker.

 

Hvordan vi mister os selv

 

Men hvad sker der når de to grundlæggende behov om tilknytning og autenticitet ikke eksisterer samtidigt i sund forening mens vi vokser op?
Hvad hvis man under opvæksten er blevet nødt til at gå på kompromis med det ene behov for at få tilstrækkeligt af det andet behov dækket?

 

Her er en lille refleksionsøvelse til at ”tune ind” på dette

 

  • Når du kigger tilbage til dit barndomshjem, hvilket hjem ser du?
  • Hvilke forældre ser du?
  • Hvilken atmosfære mindes du?
  • Hvilken stemning mærker du i din krop?
  • Hvilke ord husker du?
  • Hvilke oplevelser husker du?

 

For mange voksne vil et blik tilbage til opvæksten afsløre kortere eller længere perioder – med større eller mindre indvirkning i vores liv dengang – hvor man som barn ubevidst har mærket en utilstrækkelighed i hvem man var. Mærker man dette ofte og over en længere periode kan man langsomt udvikle kerneantagelser som

 

  • Hvis jeg er mig selv kan mine forældre ikke håndtere det.
  • Hvis jeg er mig selv får jeg skæld ud, bliver set ned på, ignoreret eller irettesat.
  • Hvis jeg er mig selv får jeg at vide, at jeg er for meget eller for lidt. For pinlig, for højrøstet, for mærkelig, for følsom, for krævende.

 

Sammen med kerneantagelserne udvikler man adfærdsstrategier over for far eller mor, i et forsøg på at undgå at ”trigge” deres afvisning – og hermed ens følelse af utilstrækkelighed. Dette kan eksempelvis være

 

  • Latteren og glæden du måtte undertrykke, fordi mor synes du blev for meget.
  • Tårerne og ked af det-heden du måtte undertrykke fordi far så det som en svaghedstegn.
  • Dine forsøg på at være let og glad fordi mor havde en depression
  • Dine forsøg på at være usynlig når far var fuld

 

Akkumulerede traumer – mange bække små

Disse opvækstvilkår, hvor du har skulle hæmme dig selv i familiesystemet, kan lede til traumer der lagrer sig i din krop og psyke, og får indflydelse på dit liv som voksen.

 

Ikke fordi mors depression eller fars alkoholmisbrug i sig selv var traumatiserende. Ikke fordi det i sig selv var traumatiserende altid at få at vide, at man var for højrøstet eller for følsom.

 

Men fordi det langsomt begyndte at lede til en afkobling fra dig selv.

 

Traumet er med andre ord ikke de eksterne begivenheder der skete under opvæksten, men indvirkningen af de eksterne forhold, der gradvist ledte til en afkobling fra dig selv og verden omkring dig, som du har kompenseret for på din egen måde lige siden. Dette er årsagen til, at to søskende der er vokset op under samme tag reagerer forskelligt på samme opvækstvilkår.

 

Vi afkobler og kompenserer forskelligt alt efter hvem vi er.

 

Afkoblingen sker langsomt

 

Det er svært at mærke denne afkobling for den sker over tid. Vi tilpasser os langsomt, ofte uden at se, at det er det vi gør.

 

Vi bruger samtidig livet på at kompensere for denne afkobling. Enten via en afhængighed af en art for at holde afkoblingen ud, eller mindske ubehaget i os ved at forsøge på at blive til den afkoblede person vi tror at vi er, eller som vi tror der forventes af os, og lukke af for fornemmelser der udfordrer dette.

 

Vi kobler med andre ord hjertet af og dækker det til så vi ikke mærker smerten.

 

Det ender dog ofte med, at vi en dag vågner og føler os uautentiske, og med følelsen af, ikke at vide hvem vi er. Som om vi er i den forkerte krop. Vi kan ikke længere genkende os selv.

 

“A human being has so many skins inside, covering the depths of the heart. We know so many things, but we don’t know ourselves! Why, thirty or forty skins or hides, as thick and hard as an ox’s or bear’s, cover the soul. Go into your own ground and learn to know yourself there” Meister Eckhart, 1300-tallet

 

Dette er en almen menneskelig problemstilling, der har eksisteret på tværs af kultur og tid. Du er ikke alene i at have udviklet dig som du har. Når hjertet er åbent er man sårbar. Det gør ondt når det ikke bliver forstået, når det ikke bliver mødt, når det ikke bliver set.

 

Kompensatoriske faktorer

 

Kompensatoriske faktorer er et begreb der beskriver måden, hvorpå vi har søgt at beskytte os selv i vores sårbarhed. Eksempelvis når vi har vist hvem vi er og er blevet afvist. Og de gav mening engang. Da vi voksede op. “Skindene” betød at vi kunne være i os selv, rumme vores smerte og sårbarhed og holde vores tilknytning nogenlunde intakt indtil vi kunne stå på egne ben.

 

Disse skind er dog udviklet på bekostning af vores autenticitet – vores fornemmelse af, HVEM JEG ER. Og gennem årene er skindene blevet vores akilleshæl, kilden til vores separation fra verden og os selv og en stor årsag til, at vi kan have svært ved at navigere i forhold til andre og til os selv.

 

Husk på, at din forståelse af hvem du er, er din guide til at træffe de rette valg i livet. Når dit hjerte er dækket af mange skind, bliver det en sværere opgave at navigere i verden.

 

Hvordan finder vi os selv igen?

 

Den gode nyhed er, at du kan finde dig selv igen. At have mistet sig selv betyder ikke at du er et ødelagt menneske. Det betyder blot at du har noget arbejde i at fjerne nogle af de skind, der dækker dit hjerte, så du igen kan mærke dig selv. Dette kræver vedholdene arbejde fra dig. Der findes ikke nogen “Find my iself”-app på tablet’en. Men det er utrolig belønnende arbejde der kan transformere dig, så det er processen værd.

 

Når vi ved hvem vi er….

 

  • Finder vi en ro i os selv, der smitter af på de nærmeste omkring os
  • Reduceres følelsen af fortvivlelse, sorg, vrede og ængstelighed
  • Kan vi bedre elske andre for hvem de er.
  • Føler vi os ikke længere så rastløse
  • Gemmer vi os ikke for andre
  • Kan vi bedre sætte grænser i vores liv
  • Kan vi bedre elske os selv

 

Dette kan du gøre på egen hånd

 

1: Skab tid til introspektion!

 

Dette er det allervigtigste råd jeg kan give dig. Jeg ved at hverdagen presser. Jobbet kalder, partneren kalder, børnene kalder, vennerne kalder, Netflix kalder. Men det er første skridt. Du skal lære at mærke efter, hvordan du har det indeni. Det kan du ikke gøre i bilen på vej hjem fra job. Det kan du ikke gøre den sidste halve time inden sengetid.

 

Du bliver nødt til at skabe sammenhængende alenetid. Introspektion tager tid. Det handler om at mærke de helt små svingninger inde i dig selv, under skindene, som du i mange år har ignoreret.

 

2: Gå alene ud i naturen og lad tankerne få plads blandt træer, enge og vand.

 

Tid i naturen forbinder dig til dig selv bedre end noget andet. Dit nervesystem falder automatisk til ro. Dit hjerte kommer ned i tempo, du trækker vejret dybere og du kommer hurtigere i en flowtilstand. Du kommer basalt set “ned i kroppen”.

 

Dette er den optimale tilstand til at mærke din krop og tanker, og starte på at skabe en forankring til dig selv.

 

3: Hav en intention med din fordybelse.

 

Vær godt forberedt med den kostbare alenetid du har skabt til dig selv i din travle hverdag.  Brug din tid i skoven eller ved vandet på at reflektere over noget du ikke forstår ved dig selv.

 

Dette kunne eksempelvis være: Hvorfor nedgør jeg mig selv så ofte over for andre?

 

  • Reflektér over hvilke følelser der følger med, når du nedgør dig selv. (nedgørelse er en handling ikke en følelse)

 

  • Føler du vrede? skam? Ked af det hed?

 

  • Hvor langt tilbage i tid har du gjort dette?

 

  • Kan du knytte fornemmelser, personer eller oplevelser til denne handling?

 

  • Hvordan har denne handling beskyttet dig engang?

 

Husk på, at der er mening med alt, hvad vi gør. Måske har du haft en meget dominerende forælder, der reagerede voldsomt hver gang han/hun følte, at du udfordrede den autoritet med hvem du var. Så du lærte at nedgøre dig selv – gøre dig selv mindre – for at holde tilknytningen til forælderen stabil. Det var en god strategi da du var barn med få ressourcer og handlemuligheder, men nu skal du lære at kaste den fra dig – for det er ikke hvem du er.

 

4: Brug din krop som stemmegaffel.

 

Når du reflekterer over en følelse du går rundt med, eller en måde du reagerer på, som du gerne vil ændre, så mærk efter i maven hele tiden.

 

Mærk efter om det pludselig siger “diiiing” inde i dig.

 

Når det gør, så hold fast i den fornemmelse og dyk dybere ned. Tro på den fornemmelse! Det er vejen til, hvor dit mistede jeg ligger og venter på dig.

 

5: Del dine tanker med en du har nær.

 

Det hjælper altid at åbne op og snakke om det svære med en du har tillid til og som kan rumme dig. Den anden kan stille spørgsmål du ikke selv har tænkt på, kan spejle dig, kan passe på dig og dfordre dig og være med dig på din rejse mod større autenticitet.

 

Brug kroppen som stemmegaffel i samtalerne. Mærk efter hvor det siger “diiing” når din samtalepartner stiller spørgsmål eller reflekterer med dig.

 

Sig det højt til vedkommende og bliv sammen nysgerrige på, hvorfor du lige blev ramt der.

 

6: Skriv løbende dine refleksioner ned og genbesøg dem fra tid til anden.

 

Du vil opdage at du rykker dig tættere på dig selv, selvom du ikke har lagt så tydeligt mærke til det. Det er ligesom at sætte mærker på køkkendøren når dine børn vokser. Man ser dem ikke vokse, men en dag er tøjet for småt og der skal sættes en ny streg.

 

Skriv ned hvad du nu kan, som du ikke kunne da du startede din rejse:

 

  • Måske er du blevet bedre til at sætte grænser for dig selv.
  • Måske er du blevet bedre til at være mindre nærtagende.
  • Måske griner du nu højt, hvor du før følte dig flov ved at udtrykke begejstring.
  • Måske kan du bare lige så stille mærke, at du igen kan genkende personen, du ser i spejlet om morgenen og at det føles rart.

 

Jeg håber at denne blog har kunne give dig inspiration til at gå på opdagelse ind i dig selv. Jeg garanterer ikke for, at alt du finder på din rejse vil være smukt, men det vil være ægte og det er uendeligt meget mere værd.

 

Du skal også være velkommen til at kontakte mig med henblik på samtaler, hvis du ønsker at blive hjulpet lidt på vej. Sammen vil vi dykke ned i dine tilknytningsstile, dine oplevelser, tanker, fornemmelser og følelser, og bevæge os tættere på dit autentiske selv. Tiden brugt i et dedikeret samtalerum kan man tage med sig resten af livet.

 

Mail: rebecca@psykologerne.dk

Tlf: 71901149

Profilside: https://psykologerne.dk/psykolog/psykolog-rebecca-russell/

 

 

Jeg vil gerne høre hvad du tænker om dette! Skriv gerne en kommentar herunder.

Skriv et svar

Your email address will not be published.

Send os din kommentar