Om at være pårørende til nogen, der har oplevet noget voldsomt.
Af Psykolog Mette Sloth d. 28. juli 2022
- som skyderiet i Fields.
At være pårørende til nogen, der har oplevet noget voldsomt, kan sætte en masse reaktioner i gang hos os. Men skam og f.eks. tanker om ikke at ville fylde for meget kan blokere for, at vi deler reaktionerne med nogen.
Dette blogindlæg er primært til dig, der er pårørende til nogen, der var i Fields den dag en mand dræbte 3 og sårede mange flere. Jeg skriver teksten, fordi jeg mener, at der er nogle opmærksomheder, der er vigtige at dele, og fordi jeg i den forbindelse selv er pårørende til 2, der heldigvis fysisk og stille og roligt også psykisk har det godt.
Min opmærksomhed handler om, at man også som pårørende kan reagere, og at reaktionen godt kan komme med en vis forsinkelse. Det kan føles forkert at reagere, fordi tanken ”det var jo ikke mig, der var der”, kan fylde. Men sagen er den, at det at have frygtet for f.eks. børns og en partners liv eller at vide, at de har været i potentiel livsfare, meget let kan sætte reaktioner i gang hos os, som ikke bare forsvinder, og som vi kan have brug for hjælp til at håndtere.
Måske oplever du som pårørende, at koncentration og evne til at fokusere er en smule eller måske meget forringet. Måske oplever du, at du skælver eller bliver trist, når du taler med andre om det, der skete i Fields. Det kan også være, at din søvn er anderledes, og at det kan være svært at falde i søvn, eller at dine drømme er anderledes, og at søvnen måske er mere afbrudt eller mareridtsagtig. Måske oplever du ændret humør og at være mere trist eller irriteret. Alt sammen er helt normalt, men det kan være underligt at opleve, hvis det kommer ind i ens liv som noget ukendt, og det kan også opleves underligt og forkert, hvis det følges af tanken ”det var jo ikke mig, der var der”.
Lige så snart vi begynder at tolke vores reaktioner som forkerte, er vi mere tilbøjelige til at holde dem for os selv og ikke dele dem med andre. Vi kan være bange for, at andre ikke forstår vores reaktioner, eller at vi vil blive opfattet som svage eller som ikke berettiget til at føle og tænke som vi gør. Jo mere sårbare vi i den forbindelse kan føle os, desto mindre lyst får vi typisk til at dele med andre, hvordan vi har det, og jo mere kan reaktionerne vokse og føre til ubehag i os.
Selvom vi kan opleve det som om, at det rigtige er ikke at føle som vi gør, og vi måske forsøger at gemme vores reaktioner væk, så vil det oftest være hensigtsmæssigt at tale med nogen om, hvordan vi har det og måske opsøge professionel hjælp. Reaktionerne er helt forståelige, og det at tale om det både med venner og familie og måske med en professionel hjælper kan være med til at give plads til det vi oplever. At dele det med andre giver også mulighed for at høre og mærke, at der er forståelse for reaktionerne, og det åbner op for at vi kan få hjælp til, hvordan de forskellige reaktioner kan håndteres.
Selve det at sætte ord på det, der sker indeni, kan være hjælpsomt, og det at blive mødt og lyttet til kan være medvirkende til at hjerne og krop over tid kan falde til ro og slippe en mulig bebrejdelse af os selv for det vi oplever. Det kan også styrke os til at være der for og sammen med dem, vi er pårørende til, og det kan hjælpe os til igen at blive trygge. Det kan således være en styrke at tale om det vi oplever og om vores reaktioner, også selvom det i situationen kan opleves som forkert og måske ligefrem farligt ift. andres syn på os. Min vigtigste pointe er, at du ikke behøver gemme dig og de reaktioner du har. De fleste udfordringer lever som disse nemlig bedst i mørke, og det kan derfor være godt at tage dem ud i lyset og dele dem med andre. Det kan kræve mod og medfølelse med os selv, men det gør også godt.
Kh. Mette
Jeg vil gerne høre hvad du tænker om dette! Skriv gerne en kommentar herunder.
Om forfatteren
Mette Marie Sloth
Cand.psych.aut.
Kontaktoplysninger:
Telefon: 20 22 28 71
Mail: mette@psykologerne.dk
Flere blogindlæg af forfatteren
5. februar 2023
Psykolog Mette Sloth
Førstehjælp til dig med kroniske smerter
9. december 2022
Psykolog Mette Sloth
Compassionfokuseret terapi (CFT)
28. november 2022
Psykolog Mette Sloth
Mit liv med PMS
7. august 2022
Psykolog Mette Sloth
Er det pludselig svært for dit barn at skulle afsted på efterskole?
8. februar 2021
Psykolog Mette Sloth
Gid jeg var en zebra
28. marts 2019
Psykolog Mette Sloth
Fem råd til dig med kroniske smerter
Flere blogindlæg om emnet
11. september 2023
Psykolog Cecilie Sonne
Bryd tavsheden: psykisk vold kollegaer imellem
5. februar 2023
Psykolog Mette Sloth
Førstehjælp til dig med kroniske smerter
20. januar 2023
Psykologerne
Valg af psykolog
19. januar 2023
Psykolog Kristine Andersen
Ud af hovedet og ned i kroppen
5. januar 2023
Psykolog Kristine Andersen
Du er ikke udmattet, du er dysreguleret!
Relaterede podcasts
13. marts 2022
PSYGT
#11. Krigens magtesløshed – konflikten i Ukraine
7. juli 2020
INDSIGT med Cleoh
0 kommentarer