PMS del 1 – Mit liv med PMS

Af Psykolog Anita Øland d. 23. oktober 2017

Mit liv med PMS

Jeg har valgt at skrive denne serie af indlæg, fordi jeg synes, at der er alt for lidt fokus på kvinder og PMS. Som psykolog med stor erfaring i at hjælpe andre, der har udfordringer i livet, er det til tider ret svært at forholde mig til, at jeg også er bare er et ganske almindeligt menneske på godt og ondt.

Jeg tænker, at jeg da om nogen bør have styr på mit liv med den lange universitetsuddannelse, efteruddannelser og timevis af erfaring i bagagen. Men to gange om måneden må jeg bare erkende, at min krop og biologien tager over – jeg lider af PMS! Og lider i bogstavligste forstand. I den periode det står på, er det en lidelse ikke blot for mig men for hele familien.

At lide i tavshed

PMS er en af de ting, vi ikke taler så højt om. Mange kvinder ved slet ikke, at de lider af PMS. Hvorfor vælger jeg så at udlevere mig selv i et blogindlæg om PMS? Det er fordi, at jeg ved fra utallige klienter i min praksis, samtaler med min læge, gynækolog og mange andre, at jeg ikke er den eneste, der lider af denne underlige tilstand, der kommer og går. Kan jeg, ved at fortælle min historie og dele min viden, hjælpe andre med at få et fokus på, hvad der kan være fat, så gør jeg gerne det. Der er meget lidelse forbundet med PMS – og at lide i stilhed og uvidenhed kan gøre situationen endnu værre.

Når jeg starter nye klientforløb op med kvinder, så har jeg gjort det til vane at spørge ind til cyklus og humør samt prævention (udover søvn, appetit, kaffeforbrug, røg- og alkoholvaner mv.). Jeg gør faktisk det samme ved parsamtalerne, da jeg om nogen ved, at humørudsving kan være en massiv stressfaktor på parforholdet og familielivet

Men hvordan kan jeg være så stensikker på, at jeg ikke er ved at blive skør, at jeg ikke er en dårlig mor og den dårligste hustru? Hvordan kan jeg vide, at jeg ikke bare har en depression eller har stress? Det kan jeg, fordi jeg har set det igen og igen – oplevet på egen krop, at min verden omkring mig forandres så brat, selvom der ikke sker fysiske forandringer med den. Det kan jeg, fordi det er sikkert som amen i kirken, at jeg er på et bestemt sted i min cyklus, når humøret daler, og verden bliver et farligt sted. Det kan jeg, fordi det er så forudsigeligt for mine omgivelser. De kender tegnene, og hjælper mig igennem. Jeg vil i nogle efterfølgende blogindlæg beskrive tilstanden, hvordan jeg har identificeret den og hvordan jeg har valgt at leve med den.

I hormonernes magt

Når jeg ikke er ramt af hormonstormene, er jeg en ganske almindelig hustru, mor til tre, har en dejlig vennekreds og er psykolog. Min hverdag er aktiv og fungerer med de mange gøremål, der hører et sådant liv til. Mit humør vil jeg selv betegne som godt, jeg har overskud, er rummelig overfor mine omgivelser og har styr på det meste. Det er sådan, jeg kender mig selv – størstedelen af tiden, og en gang var det sådan det var – for det meste. Men sådan er det desværre ikke mere… To gange om måneden – op til ægløsning og op til menstruation – tager hormonmonsteret over. Det er desværre der, jeg befinder mig lige nu imens jeg skriver dette blogindlæg. Jeg vil forsøge at beskrive det, selvom det er svært at sætte ord på.

PAS PÅ – hormonerne kommer!

Nogle af de første tegn, der dukker op, når der er forandring i mine hormoner er, at min søvn bliver betydelig påvirket, jeg bliver irritabel og lægger mærke til de mindste ting at irriteres over (og dem kan der være mange af i en travl hverdag i en småbørnsfamilie), jeg mærker indre uro, mine sanser skærpes, så selv små lyde larmer vanvittigt i mit hoved. Jeg får let til tårer – en lille hjertelig spøg kan vælte mig af pinden. Når de dage står på, har jeg det skidt, jeg er i mine følelsers vold. Jeg har lyst til at gemme mig væk, kravle i mit lille sikre hul, hvorfra jeg kan kigge ud på den store skræmmende verden. Ikke nok med at jeg har det skidt, så lider min familie også. De er ikke et sekund i tvivl om, hvornår ”mormonerne” er på spil, som min søn kaldte dem da han var lille, og min hårdt prøvede mand må tage ekstra over på koordinering og praktiske opgaver i hjemmet.

Det er noget af det, der sker omkring mig. Noget helt andet er det, der sker i min relation til mig selv. Mine tanker ændrer karakter. Hvis du har døjet med depression eller kender til depressive symptomer, så kender du det, PMS’en gør ved mine tanker. De bliver dystre, triste og grå. Jeg mister troen på mig selv, jeg mister håbet på, at det nogensinde går over igen. Min gode mand er heldigvis ved min side og kan fortælle mig, at det snart letter, og at det er præcis sådan, jeg har det hver gang.

Hvis du er blevet nysgerrig på, om du mon er ramt af PMS, så prøv at gøre følgende:

  • Prøv at tænke tanken: ”kan der være en sammenhæng mellem mit humør og min cyklus?”
  • Start med at observere og skriv ned: Hvornår havde jeg det sidst svært? – og undersøg hvor du var i din cyklus.
  • Få dine nære til at hjælpe dig – hvad observerer de? Kan de se et mønster?
  • Når du mærker, at dit humør er dalet, så sammenhold det med, hvor du er i din cyklus og skriv det gerne ned i din kalender. Noter gerne dine symptomer, så du kan genkende dem fra gang til gang.
  • Hvis du er ramt af PMS, vil der langsomt begynde at tegne sig et mønster – enten udsving op til menstruation, op til ægløsning eller op til begge dele.

Hvis dette indlæg har fanget din interesse, vil jeg opfordre dig til at abonnere på bloggen. Der kommer nye blogindlæg hver uge. De næste blogindlæg i serien om PMS kommer til at omhandle:
• Hvad er mine symptomer på PMS?
• Hvordan jeg lever med PMS og får en hverdag til at fungere?
• Hvordan jeg passer mit arbejde i perioder med PMS?

Kan du genkende noget af det, jeg skriver? Du skal være meget velkommen til at dele dine erfaringer under dette indlæg. Igennem åbenhed kan du hjælpe andre!

Jeg vil gerne høre hvad du tænker om dette! Skriv gerne en kommentar herunder.

17 kommentarer

  1. Jeg er 38 og har endeligt fået taget hånd om min pms. Der er ingen tvivl om, at PMS har gjort store dele af mit liv til et helvede. Op til 14 dage pr måned har jeg haft depressive tilstande, være agressiv og have deciderede selvmordstanker. Så fik jeg menstruation og det var pist væk på dag 2, og jeg levede normalt i op til 14 dage. For så at starte nedturen igen. Jeg er ikke i tvivl om, at mine store udsving bla. har tæret på mit ægteskab, og jeg er nu blevet skilt. Hvis jeg spiser fuldstændig palæo, har jeg ingen symptomer, men nu fik jeg endelig talt med min læge, og jeg er nu på p-piller i 3 måneder af gangen. Det har hjulpet meget!! Shit, hvor ville jeg ønske, jeg og mine omgivelser havde taget pms mere alvorligt før…:(

  2. Kære Marie,

    Tusind tak for din kommentar – dejligt at høre, at vi er flere, der åbent fortæller om det. Jeg kan jo desværre kende dine symptomer og ved, som du også skriver, at omkostningerne kan være kolossale.

    Jeg har ikke før hørt at palæokost kan have den effekt, men det er gode nyheder. Godt du har fundet en måde, der letter dine symptomer, så du igen kan leve dit liv fuldt ud. Vi skal have mere fokus på vores omgivelser, da vi alle kommer til at lide under de voldsomme symptomer. Tak igen fordi du deler…

    Mange hilsener
    Anita

    Jeg ved ikke, om du har set mit opslag på facebookgruppen om det forsøg med kosttilskud mod PMS? Jeg talte med professor Kaj Winther i sidste uge. Der mangler stadig kvalificerede kvinder. Måske er det noget for dig.

    • Kære Anita.
      Sidder lige nu i en bil på vej på ferie og PMS’en raser. Bliver så ked af det, som om en eller anden skør person, har overtaget mig. Jeg prøvede mini piller, da det kunne hjælpe, men de gjorde mig nærmest vanvittig. Så min gynækolog sagde: jaaa Du må hjem og google dig frem til noget som kan hjælpe….. øhhh, var det alt??
      Og her står jeg, med PMS op til 14 dage på en måned i forskellige grader. Tager agnus cactus hver morgen og tager dem som dråber på tingen mår det er værst. Men jeg er lidt på bar bund, skal det bare være sådan???
      Håber på gode råd derude som kan enten trøste eller hjælpe:-)
      Vh Anne

    • Kære Anne,

      Hvor lyder det bekendt og hvor gør det mig ondt, at du også er med i klubben af os, der er så ramte af PMS’en. Jeg kan nikke genkendende til din beskrivelse af, hvordan det er, når det rammer. Der er desværre ikke forsket nok i, hvordan vi kan afhjælpe PMS, men jeg har fundet nogle ting, der hjælper mig. Først og fremmest letter det mig at vide, at der er system i galskaben – det er forudsigeligt – og jeg VED, at det går over igen. Det er en ringe trøst, når man står i det, men det kan give mig håb at høre, når det er allerværst.

      I mit nyeste blogindlæg har jeg skrevet om, hvordan min ferie blev – med PMS som blind passager. Måske kan noget af det give mening for dig.

      Jeg ville så gerne kunne give dig et råd, som kunne få det hele til at forsvinde – men jeg har ikke fundet det endnu. Jeg ved at struktur og gode vaner kan hjælpe noget af vejen (sund kost, træning, gåture i eget selskab, åndehuller hvor jeg passer på mig)

      Jeg er hele tiden på jagt efter tiltag, der vil kunne lette. OG jeg deler med glæde, når jeg har fundet det.

      Jeg håber, du trods alt fik en god ferie og at hverdagen er mild ved dig.

      Mange hilsener
      Anita

  3. PMS symptomer jeg bliver sur og ked af og ondt i maven og Livermore .. nu har jeg har haft detpar dag? Vil høre hvornår smutte det igen ? ? Og vil spise med hele tiden .. mvh Louise

    • Kære Louise,

      Det er min erfaring, at det er meget forskelligt, hvor mange dage, vi hver især er ramt af PMS. Jeg vil gætte på, at du kommer til at opleve, at det forsvinder efter nogle dage. Prøv at holde øje med, hvad mønstret er for dig. Brug gerne en kalender til at notere i. Det betyder alverden for mig, at jeg ved, hvornår jeg kan forvente, at symptomerne dukker op – og ikke mindst hvornår de forsvinder igen.

      Mange hilsener
      Anita

  4. Hei, jeg fikk diagnosen pmdd for 10 dager siden, etter gu undersøkelse og samtale med svensk kvinnelig gynekolog.
    Fikk serotoninreopptakshemmere, 10 mg tas daglig 10 dager før blødning starter, brukes i 10 dager. Nå har jeg lest on dette medikamentet, og er utrolig usikker på om jeg skal fortsette, om jeg skal ta igjen ved neste mens. Jeg vil ikke bli sykere og etter å lest Kaj W og hva han mener- er jeg enda mere usikker. Dette gir meg jo svar på hva som har plaget meg i alle år, men jeg får ikke forståelse fra mine nærmeste. har du noen råd til meg? Jeg forstår at jeg må holde meg unna alkohol, trene mere (mere aktiv) oftere gjøre yoga og sove mere. Men jeg er gift med en som er innadvendt, høysensitiv, b menneske og det er så vanskelig når jeg er det motsatte.
    Mva meg

  5. Kære Meg,
    Det kan virke helt skørt at kommentere på dit indlæg nu så lang tid efter, du har skrevet det. Jeg har været ramt af tekniske udfordringer, der har forhindret mig i at kunne se dit opslag. Det beklager jeg!

    Jeg håber, du fandt din vej i forhold til medicinen. Der er røster, der taler for medicin – og dem, der taler imod. Jeg har aldrig prøvet noget, der har afhjulpet mine svingninger, snarere tværtimod, men sådan er vi jo forskellige. Jeg er ked af at høre, at du ikke oplever at have forståelse fra dine nærmeste. Måske har det forandret sig nu, hvor der er gået noget tid, og din partner kan se, at der er system i de tidspunkter, hvor det er svært at være dig og jer. Når I begge ser mønstret, er det min erfaring, at det er lettere at stå sammen, når det bliver svært. Hvad er din erfaring? Hvad gør I, når hormonerne raser? Selvom I er meget forskellige, så er det muligt at stå sammen – I skal lige have knækket koden til, hvordan I gør det.

    Mange hilsener
    Anita

  6. Hej
    Jeg har det sidste år, lagt mærke til, at jeg i perioder bliver træt, har nemt til tåre, ondt i maven og deprimeret. Har givet skylden på travlhed i hverdagen. Jeg har en hormonspiral, og får derfor ikke synlige tegn på menstruation, men de sidste mange måneder, har jeg fået ondt i hovedet, så lidt kvalme, ondt i maven, men det værste, det overtages af deprisive tanker. Jeg begyndte at tænke over det, og kan se at det er samme tid på måneden hver gang, og i 10 dage, jeg føler at jeg er ved at blive skør, og min første indskydelse var spiralen.
    Jeg er ligesom dig, et glad og overskuds menneske, som elsker sine børn, kæreste og job, det er sådan jeg ser mig selv, det er sådan andre ser mig. Når jeg har det sådan i de dage, er jeg slet ikke den person, og det er der ingen der kan overbevise mig om. Jeg blev rørt da jeg læste det du har skrevet, måske er jeg ikke skør.

    • Kære Louise,

      Tusind tak for dit indlæg – du er IKKE skør, jeg er stensikker. Jeg kan kun alt for godt huske, hvordan jeg havde det, inden jeg fik øje på mønstret. De utallige svingninger og dertil hørende tanker om mig selv og livet. Måske har du læst alle mine blogs om PMS – det var hormonspiralen, der forstærkede mine symptomer så meget, at jeg ikke kunne sidde det overhørigt mere. Det var en lettelse at få den ud og erstattet med en kobberspiral. Symptomerne er der stadig, men både jeg selv og mine omgivelser ved, at det er hormonerne, der er på spil. Måske det også kan lette dig at få hormonspiralen ud…

      Mange hilsener
      Anita

  7. Hej anita
    Det her er hvad jeg har ledt efter! 😭 Nu jeg desperat efter at finde mere du har skrevet om det? Hvad du har gjort. Hvordan finder jeg det? Jeg har det kun godt ved ægløsning. Har indtil nu nægtet antidepressiv og hormoner men er desperat. Hjælp!

    Med venlig hilsen

    Cathrine slaiman

  8. Kære Cathrine,

    Tak for dit indlæg – det gør mig ondt, at du også er ramt. DU ER IKKE ALENE… selvom det da godtnok kan føles sådan. Jeg har skrevet i alt 5 blogindlæg om emnet. Der kan du læse en del om, hvad jeg har gjort mig af erfaringer. Jeg er stadig ikke i mål men forsøger at leve med de udfordringer, som jeg støder på. Du skal være velkommen til at kontakte mig på mail på anita@psykologerne.dk, hvis du ikke finder svar… Kender så udmærket godt desperationen!!

    Mange hilsener
    Anita

  9. Hej.
    Jeg hat et meget brændende spørgsmål.
    Jeg har aldrig rigtig lidt af PMS. Men her de sidste 1-2 år, er det gået vidt for sig. Det skal siges at jeg er 23 år gammel. Kan de lade sig gøre, at det pludseligt opstår? Eller indbilder jeg mig selv det?

    • Kære Chiara,

      Tak for dit spørgsmål. Selvom det ikke er noget, du plejer at døje med, så er det min erfaring, at det sagtens kan opstå som ud af det blå. Det er egentlig ret nemt at undersøge, om der er noget om snakken. Prøv at notere dig dit humør over en periode.

      Jeg plejer at opfordre mine klienter til at notere i kalenderen, når de mærker humørsvingninger – som regel triste perioder. Hvis man samtidig holder øje med sin cyklus, vil der kunne tegne sig et billede af, om der kunne være et mønster og sammenfald mellem udsving og menstruation og/eller ægløsning. For rigtig mange kvinder er der en sammenhæng – vi skal bare lige have øje på den.

      Udsvingene kan blive forstærket ved brug af hormonprævention – hos andre letter symptomerne – så det kan være meget individuelt.

      Jeg håber, at det giver mening,

      Mange hilsener
      Anita

Skriv et svar

Your email address will not be published.

Send os din kommentar

Om forfatteren

Anita Øland

Cand.psych.aut.

Anita Øland er 45 år, gift, mor til tre og del af en moderne familie med dine, mine og vores børn. Anita bor i København, men er opvokset i Vendsyssel i Nordjylland. Anita er uddannet psykolog fra Århus- og Københavns Universitet og har siden 2008 arbejdet som privatpraktiserende psykolog og er i dag indehaver af Psykologerne.

Kontaktoplysninger:
Tlf. 5071 6071
Mail: anita@psykologerne.dk

Flere blogindlæg af Psykolog Anita Øland

Bloggere

Tanja Skov Rønne
cand.psych.aut.
Mette Sloth
Cand.psych.aut.
Cleoh Dharma Søndergaard
Cand.psych.aut.
Anita Øland
Cand.psych.aut.

“Elsk livet”

En åben dør til håb og inspiration!

”Elsk livet” er en åben og hudløs ærlig blog om det der sker i os, imellem os og omkring os. Om livets op- og nedture; om det at være menneske på godt og ondt. På bloggen deler vi egne og andres oplevelser, erfaringer og refleksioner omkring livet. Elsk livet …