fbpx

Gid jeg var en zebra

Af Psykolog Mette Sloth d. 8. februar 2021

Når livet gør rigtig ondt, ville jeg ønske, at jeg var en zebra. Zebraen ryster problemerne af sig - falder til ro, og så fortsætter den sit liv uden eksistentielle kriser eller identitet udfordringer.

En zebra ryster sig kraftigt, når den har oplevet sig truet på livet; fx hvis den har været ved at blive ædt af en løve. Zebraen ryster sig for at genskabe en balance i nervesystemet. Den gør det, som vi mennesker hentyder til, når vi siger, at vi “ryster noget af os”.

Når zebraen har rystet noget af sig, falder dens angstniveau. Den tænker ikke over alle de frygtelige ting, der kunne være sket, hvis den ikke var sluppet fra løven. Den tænker heller ikke over, hvad den vil gøre eller sige til løven, næste gang den møder den. Den gør sig ikke overvejelser om, hvilke konsekvenser det ville have haft, hvis den ikke var undsluppet løvens gab.

 

Zebraen ryster oplevelsen af sig. Det gør den, fordi den kan, og fordi den ikke har evnen til at bekymre sig 

 

Oplevelser lageres som angstfyldte minder

 

Anderledes er det med mennesker. Vi kan bekymre os, og vi kan have svært ved at give slip på voldsomme oplevelser. Vores hjerner kan lagre oplevelserne som angstfyldte minder. Disse minder får ekstra energi, når vi kommer i tanke om dem, og når vi mindes det, der har gjort os angste, og når vi tænker over hvilke forfærdelige konsekvenser, oplevelsen kunne have haft. 

 

Zebraen ryster sig bare

 

Zebraen ryster sig bare – falder til ro, og så fortsætter den sit liv uden eksistentielle kriser eller identitet udfordringer. Den lever sit liv på savannen, spiser græs og går omkring. Næste gang den møder en løve, vil den igen forsøge at løbe alt, hvad den kan. Hvis Zebraen var et menneske, ville den måske  tænke “åh nej, nu sker det; man kan ikke være så heldig at undslippe en løve to gange”. Det tænker zebraen ikke. Den gemmer ikke erindringen om første møde med løven, og den tænker heller ikke “Tro på dig selv, du klarede den sidste gang; det gør du nok også i dag”. Den løber bare alt, hvad den kan, og det gør den, fordi dens hjerne er kodet til, at den kan flygte eller fryse i livstruende situationer. Den ved instinktivt, at den skal løbe eller spille død, når den møder en løve.

Zebraens hjerne er således noget mere simpel end vores menneskehjerne. Menneskehjernen er god og en gave. Den giver mulighed for udvidet omsorg, for mod, styrke og omsorgsfuldt engagement. Den løser problemer. Men når livet brænder på, kan den også være medvirkende til, at vores tanker kører i uhensigtsmæssige loop mellem angsten og tanker, der forstærker angst og gør os usikre på os selv. Vi kan gennem livet befinde os i eksistentielle kriser, og når jeg gør det, ligesom i den første lange tid efter at mine børns far og jeg var flyttet fra hinanden, så ville jeg bare sådan ønske, at jeg var en zebra. 

 

Engang imellem hjælper det faktisk, hvis jeg forestiller mig, at jeg er en zebra

 

Jeg ser for mig,  at jeg er en del af en stor zebraflok, der græsser stille og roligt på savannen. En løve lister sig ind på flokken. Flokken opdager løven, og så løber zebraerne ellers for deres liv. Når de er kommet på sikker afstand fra løven, ryster de sig. Parasympatisk aktivitet i nervesystemet øges. Der bliver igen plads til ro og til hensigtsmæssig fordøjelse, og så græsser zebraflokken videre et nyt sted på savannen.

Jeg tænker på det billede og sætter min egen oplevelse ind i det. Det betyder, at jeg ser for mig, hvad det er, der har øget sympatisk aktivitet, tændt alarmberedskabet i mit nervesystem og gjort mig oprørt og utilpas, skamfuld, vred eller ked af det. Så husker jeg mig selv på, at situationen er afsluttet, eller at jeg i hvert fald ikke er lige midt i den, og så prøver jeg at tillade mig at græde, sige ord højt, trække vejret dybt, eller hvad der lige umiddelbart kommer til mig. Så prøver jeg at se jeg for mig, at faren er drevet over (jeg er ude af den faretruende situation), og jeg prøver at forestille mig, at jeg er en zebra, der ikke har evnen til at blive ved med at tænke over situationen, hvad der kunne være sket, og hvilke konsekvenser det kunne have haft.

Jeg prøver altså at stoppe op og tænke over, at den situation, der har bragt uro og bekymrende eller angste tanker med sig, faktisk er overstået. Jeg forsøger at tænke, at hvis jeg var en zebra, ville de tanker og det vedvarende ubehag simpelthen ikke være til stede, for det ville ikke være muligt. Zebraen har jo ikke evnen til at blive ved og ved med at tænke, reflektere og overveje og fastholde ubehaget.

 

Vejen tilbage til zebra-niveau

 

Men jeg er ikke et menneske med superkræfter. Det er ikke altid nemt for mig at stoppe og bremse forsyningen til angstmotoren i den ældre del af hjernen. Jeg har i høj grad brug for mit netværk af venner, familier, naboer, kolleger og professionel støtte og sparring. For når først forsyningen med direkte vej til angstmotoren er sat rigtigt i svingninger, kan jeg ikke selv stoppe den. Jeg er psykolog, men jeg kunne ikke klare alle udfordringer i mit eget liv uden at inddrage andre mennesker. Mit netværk bestående af mennesker, som jeg kender godt, og som giver støtte, indgyder mod, tillader følelser og støtter mig med nærvær, samvær, indsigt og omsorgsfuldt engagement. Mit støttende netværk, og det at jeg ved, at jeg må opsøge professionel hjælp ved behov, er afgørende for, at jeg i krisesituationer kan “komme tilbage til zebra-niveau”. 

MEN i dagligdagen, i de små situationer, kan det være en hjælp for mig at forestille mig, at jeg er en zebra. Om ikke andet kan det være en sjov tanke, der giver smil på læben og på den måde også hjælper til at afbryde forstyrrende og uroskabende tankespiraler. 

Læs mere om hvordan jeg arbejder som psykolog her…

Jeg vil gerne høre hvad du tænker om dette! Skriv gerne en kommentar herunder.

[wpv-post-comments]

Om forfatteren

Mette Sloth

Cand.psych.aut.

Kontaktoplysninger:
Tlf. 20 22 28 71
Mail: mette@psykologerne.dk

Relateret indhold

Flere blogindlæg af forfatteren

Fem råd til dig med kroniske smerter

28. marts 2019

Psykolog Mette Sloth

Når smerter er en fast følgesvend

3. marts 2019

Psykolog Mette Sloth

Flere blogindlæg om emnet

Den modstand, der ikke slår dig ihjel – gør dig stærk.

4. september 2021

Psykolog Natasha Todorovic Juhl

Skal jeg blive eller skal jeg gå? – Om narcissisme i parforholdet

8. oktober 2020

Psykolog Cleoh Dharma Søndergaard

6 råd der kan få din familie styrket gennem krisetiden

29. marts 2020

Psykolog Jan Kaa Kristensen

Relaterede podcasts

#5 Kristian er en læge med en mission

17. august 2020

PMS - Powerkvinder Med Svingninger