Føj for satan hvor er du kedelig
Af Psykolog Anita Øland d. 30. september 2019
Et blogindlæg om at vove pelsen og komme i kløerne på en internettrold
Man skal passe på næsen, hvis man stikker sit hoved frem. Eller som min gode kollega formulerede det: “Når man stikker rumpetten frem, kan man risikere at få taget temperaturen”.
Internettrold, tænker du måske, hvad er nu det for noget? En internettrold er en person, der gemt bag deres tastatur, får et kick ud af at ytre sig negativt om andre på internettet. En internettrold kan være af begge køn og deres ytringer findes i mange afskygninger, fra det grove til det direkte afskyelige. Dette blogindlæg handler ikke om internettrolden, men om den, trolden retter sit angreb imod.
Angsten for at fejle
Jeg er fra Vendsyssel og har tidligt lært, at det er tryggest at falde i et med væggen og helst ikke gøre det store væsen af sig. Derfor var det også angstprovokerende for mig at stille mig op foran et kamera for at lave optagelser til mit online coachingforløb for par. Hver gang vi skulle optage, havde jeg en kæmpe indre kamp, der startede dagen før og nogle gange flere dage før.
Min præstationsangst sendte mig gang på gang til tælling med tanker som: ”jeg dur ikke til noget” – ”jeg kan ingenting” – ”jeg er grim” – ”der er alligevel ingen, der kan bruge det, jeg laver, og hvordan kan jeg overhovedet tro, at jeg kan noget særligt?” Angsten for at fejle fyldte helt utroligt meget, og flere gange var vi simpelthen nødt til at aflyse og udskyde optagelserne. Så onlineforløbet, der skulle have taget et par måneder at lave, kom til at tage 8 måneder og var ved at tage pippet fra os alle.
Der er nok at bekymre sig om, når man træder frem i rampelyset. Som psykolog har jeg en oplevelse af at blive målt og vejet konstant, og vi psykologer er nok vores egne værste kritikere. Og jeg frygtede faktisk også mest mine fagfællers dom. Det værste, der kunne ske for mig, ville være at blive stemplet som uprofessionel og useriøs.
Hernæst frygtede jeg folkets dom. Og i disse onlinetider kan folkets stemme være høj og larmende. Så når man som jeg, skal gøre noget uvant og stikke hovedet frem, fylder folkets stemme virkelig meget i bevidstheden.
I den offentlige gabestok
Der er jo ikke noget, der sælger sig selv, så i forbindelse med promoveringen af onlineforløbet, skød vi en række korte videoteasere, der blev vist på Facebook. Så… nu stak jeg for alvor hovedet frem og skilte mig ud fra den væg, som ellers havde have været min trygge base det meste af mit liv. Nu kunne alle både se og høre mig.
Jeg fik heldigvis flere gode tilbagemeldinger – men én tilbagemelding skilte sig ud fra mængden og var rettet imod min person og ramte mig der, hvor jeg var allermest sårbar. En vildt fremmed skrev ”Føj for satan hvor er du kedelig” som kommentar til min video. Og i en periode overskyggede denne ene kommentar totalt de positive kommentarer og tilbagemeldinger.
Det kan virke underligt, at der skal så lidt til at vælte os af pinden, men forklaringen ligger lige for. Når vi får kritiske kommentarer, registrerer vores nervesystem, at der er fare på færde, og at vi er i fare for at miste vores position og blive ekskluderet af gruppen. I dag har det ikke umiddelbart den store konsekvens at blive mødt med kritik, fordi vi i høj grad kan klare os selv. Men det sidder dybt i os og er et levn fra dengang det var ensbetydende med den visse død, hvis vi ragede uklar med hinanden og blev udstødt af den gruppe, der sikrede os tryghed og sikkerhed. Vores nervesystem er ikke fulgt med tiden, og derfor reagerer vi instinktivt med at gå overlevelsesmode.
På tynd is
Men hvorfor udfordrer vi så os selv gang på gang og begiver os ud på tynd is, hvis det er så farligt? Det er der nok flere forskellige årsager til. For mig gælder det helt lavpraktisk om at blive hørt i forbindelse med mit arbejde som psykolog. Men jeg kender også det lille lækre sug i maven, når jeg er sluppet godt fra gøre noget, som jeg ikke havde troet, jeg ville turde gøre. Jeg kender den boblende kropslige fornemmelse af at have overvundet min egen frygt og rykket mine grænser. Jeg har gjort det mange gange før og er landet på mine ben hver gang. Jeg kender også til stoltheden over mig selv, når jeg har gjort noget, jeg ikke troede muligt.
På den måde er den angst, der følger med det at bevæge os udenfor vores komfortzone og gøre noget, der virker farligt og grænseoverskridende – og som helt kan stoppe os fra at gøre det – samtidig den kraft, der er med til at skubbe os ind i vores udviklingszone.
Vi ser det hos helt små børn, der er ved at lære at gå. At tage de første skridt er en krævende proces. Først finde balancen, så lade sig falde forover og tage et skridt og finde balancen igen, inden det næste skridt. Der skal mange fald til, før vi kan det til perfektion – men det ligger naturligt i os at blive ved med at kæmpe, selvom vi falder på halen igen og igen. Jo flere gange vi overskrider denne grænse og våger os ud i noget nyt, jo flere erfaringer har vi med, når vi skal prøve nyt.
Al udvikling kræver mod til at flytte denne grænse mellem komfortzonen og udviklingszonen
Hvo intet vover, intet vinder
Det paradoksale er, at vi kan være nok så tilfredse med det, vi selv præsterer, men vi spejler vores præstationer i hvordan de bliver modtaget af andre. Og hvordan det lander hos modtageren (folket eller kollegerne) ved vi jo først, når vi har turdet stillet os frem og udstille vores sårbarhed. Og om vi selv er tilfredse med vores indsats, afhænger meget ofte af, hvordan vores omgivelser reagerer på det, og hvad vi dermed ser i spejlet. Vi er så afhængige af hinanden både med hensyn til den måde, vi oplever os selv og hinanden på.
Ord sætter spor, så lad os øve os i at hylde den præstation, det er at turde stille sig frem og ikke kun hylde den perfekte præstation. Den perfekte præstation forudsætter nemlig, at man forud har gjort en masse uperfekte forsøg
En negativ kommentar kan nemt opveje ti positive – det kender I sikkert, men jeg lader mig ikke slå ud – min video var helt sikkert ikke perfekt, men jeg er på vej og vil sætte mit fodaftryk.
Vov pelsen og flyt dine grænser. Lad dig ikke bremse af risikoen for fiasko. Du er her og dit fodspor er vigtigt!
På trods af den negative kommentar fra internettrollen, vælger jeg at se det gode i andre mennesker og tænker, at kommentaren ikke var rettet imod min person, for vi kender jo ikke hinanden. Den er måske snarere et udtryk for, at han ikke er i målgruppen for udvikling i parforholdet og derfor naturligt kedede sig undervejs. Så stor respekt for at han alligevel valgte at se min video til ende ????
Jeg vil gerne høre hvad du tænker om dette! Skriv gerne en kommentar herunder.
4 Kommentarer
Om forfatteren
Anita Øland
Cand.psych.aut. & EFT-parterapeut
Anita Øland er 45 år, gift, mor til tre og del af en moderne familie med dine, mine og vores børn. Anita bor i København, men er opvokset i Vendsyssel i Nordjylland. Anita er uddannet psykolog fra Århus- og Københavns Universitet og har siden 2008 arbejdet som privatpraktiserende psykolog og er i dag indehaver af Psykologerne.
Kontaktoplysninger:
Telefon: 3132 5441
Mail: anita@psykologerne.dk
Flere blogindlæg af forfatteren
30. december 2021
Psykolog Anita Øland
PMS / UFO
12. januar 2021
Psykolog Anita Øland
Når PMS tager trygheden fra mig
12. august 2019
Psykolog Anita Øland
Skolestart – en livsovergang med angst, uro og nervøsitet til følge
5. august 2019
Psykolog Anita Øland
2+2 = blå
2. juni 2019
Psykolog Anita Øland
Bliv mental fit og kom i balance
17. maj 2019
Psykolog Anita Øland
Blogindlæg om at få hjælp af krisepsykolog
Flere blogindlæg om emnet
5. juni 2023
Psykolog Sofie Asghar Madsen
Forstå anoreksi del 4 – Jeg er her endnu – et lysglimt i skammens mørke
5. juni 2023
Psykolog Sofie Asghar Madsen
Forstå anoreksi del 3 – Grethe næres af skam og lokker med falske tyndhedsløfter
5. juni 2023
Psykolog Sofie Asghar Madsen
Forstå anoreksi del 2 – Da Grethe flyttede ind…
5. juni 2023
Psykolog Sofie Asghar Madsen
Forstå anoreksi del 1 – Børn i et giftigt miljø
4. september 2021
Psykolog Natasha Todorovic Juhl
Den modstand, der ikke slår dig ihjel – gør dig stærk.
Relaterede podcasts
17. maj 2023
ROLLEBYTTE
Fastlåsthed i kreativt arbejde
13. marts 2022
PSYGT
#11. Krigens magtesløshed – konflikten i Ukraine
19. oktober 2021
PSYGT
#3. Sådan tæmmer du monsteret i mørket.
17. august 2020
PMS - Powerkvinder Med Svingninger
#5 Kristian er en læge med en mission
28. juli 2020
INDSIGT med Cleoh
Når jeg ser og hører en anden, der giver sin mening til kende, og det gøres med ægthed og ydmyghed, bliver jeg som oftest rolig og mere lyttende. Det taler ind i det “ikke-præsterende”, jeg sænker skuldrene så jeg bedre kan høre – ser et spejl, der giver i stedet for at tage.
Kære Maibritt,
Tak for din kommentar. Hvor er det en fin måde, hvorpå du beskriver det faktum, at budskaber er så afhængige af de øjne, der ser og de ører, der lytter. Vi ved aldrig, hvordan et budskab bliver modtaget – før vi får tilbagemeldinger og tilkendegivelser. Vi er så afhængige af hinanden – og ord sætter spor…
Hvor er det et fint blogindlæg Anita. Jeg skrev en gang et debatindlæg som blev slået stort op i Politiken. Det var så rædselsfuldt at læse den debat der kørte i forlængelse af mit indlæg. Så mange fordømmelser fra mennesker der slet ikke havde fanget mit budskab. Jeg blev simpelthen nødt til at stoppe med at læse og gå i flyverskjul. Tror vi er mange der stikker næsen frem som oplever det i disse tider! Kh Ane Katrine
Kære Ane Katrine,
Tusind tak fordi du tog dig tid til at læse mit blogindlæg – og til at kommentere. Dejligt at du kan lide det. Åhh hvor lyder det ubehageligt. Kan sagtens forestille mig flyverskjulet kalde. Jeg håber inderligt, at den oplevelse ikke afholdt dig fra at skrive igen. Jeg gætter på, at du havde og stadig har noget vigtigt på hjerte.
Kh. Anita