RELATION & FAMILIE

Sexolog i København

Læs om sexologi og find professionelle sexologer

Sexologiske problematikker dækker meget bredt, men har alle at gøre med samliv og seksualitet. Herunder kan du læse mere om forskellige emner som vi kan hjælpe med; hvad enten det er manglende lyst, udfordringer i parforholdet, eller skam.

Sexolog i København

Læs om sexologi og find professionelle sexologer

Sexologiske problematikker dækker meget bredt, men har alle at gøre med samliv og seksualitet. Herunder kan du læse mere om forskellige emner som vi kan hjælpe med; hvad enten det er manglende lyst, udfordringer i parforholdet, eller skam.

Behandling af seksuelle dysfunktioner og relationelle udfordringer

Sexologiske problematikker dækker meget bredt, men har alle at gøre med samliv og seksualitet. Herunder kan du læse mere om forskellige emner som vi kan hjælpe med; hvad enten det er manglende lyst, udfordringer i parforholdet, eller skam. Hos os er du garanteret et fordomsfrit og normkritisk rum med stor viden og åbenhed omkring din problematik. Eksempelvis kan du gå og tumle med ’normale’ spørgsmål, som er svære at finde svar på på internettet, eller som du ikke kan tale med vennerne om. Det kan også være mere alvorlige seksuelle dysfunktioner, der kræver psykoterapi. Sexologisk psykoterapi bygger både på råd og vejledning på den ene side og psykoterapi på den anden.

Vi har et sexpositivt værdisæt, der gør at du trygt kan søge hjælp hos os, uden at frygte for fordømmelse eller stigmatisering. Hvis dysfunktionelle mønstre eller blinde vinkler er centrale, vil du blive involveret i processen og mødt med empati og omsorg.

 

Parret: Kærlighedens psykologi, parterapi og sexologi

Når man har været sammen gennem flere år oplever mange, at lysten til sex og begæret efter hinanden falder. Det ses en udtalt forståelse for, at sex med tid, familie, gentagelser og låste rammer nedprioriteres eller forsvinder helt. Men sådan behøver det ikke at være! Med sexologisk parterapi kan I åbne en større forståelse for hinandens behov. Sammen skaber vi et rum, hvor man åbent kan tale om fantasier, lyst og længsel, men også det svære; svigtet, mistilliden og utilfredsheden. For at bygge et seksuelt liv op igen, skal fundamentet bygges op og eventuelle konflikter i fortiden bearbejdes og renses. Fundamentet er det vi længtes efter fra forelskelsen: Intimitet, nærhed, romantiske stunder, tid sammen, deling af hemmeligheder og kærlighedserklæringer.

Det kærlige parforhold: Hvordan bevares lyst og passion – over tid, graviditet og børn.

Seksuelle udfordringer i et parforhold har betydning for tilfredsheden i parforholdet. Men problemer i parforholdet, stress eller hverdagen kan omvendt også have betydning for sexlivet i parforholdet. Som psykolog der arbejder med sexologiske problematikker, tror vi på at eksempelvis manglende lyst er et symptom. Vi undersøger detaljer og det større billede i jeres hverdag og parforhold også, eksempelvis kommunikation, stress og dysfunktionelle mønstre. Ved at finde årsagerne åbner det op for bedre kommunikation, bevidsthed og ikke mindst behandling af symptomerne gennem årsagen. Vi er meget opmærksomme på mønstre og blinde vinkler, samtidig med at vi kan møde jer med et åbent sind.

Savn af nærhed, kommunikation og intimitet

Mange, især kvinder, udtrykker behov for nærhed og intimitet for at kunne åbne op for mere seksualitet og passion. Ved at starte i sexologisk parterapi får i redskaber til at kommunikere og skabe mere nærhed. Dette kan både være verbalt og non-verbalt. I lærer jeres individuelle kærlighedssprog at kende, så I sammen får et fælles sprog. Dette kan også være i form af konflikt-nedtrappende kommunikation, ritualer og tegn, hvis jeres reaktioner og samtaler sidder fast. Mange mænd oplever ofte, at parforholdet taler hendes sprog; det verbale sprog der sætter fokus på følelser og behov. Gennem terapien vil der også være plads til at undersøge hans sprog, hvad end det er mere analytisk, rationelt eller berørende. På denne måde vil begge føle sig set og hørt og forstået – også når det gælder de mest sårbare og blottede emner.

Forskelle i seksuelle behov og ønsker

Det kommer sjældent an på størrelse eller gørelse. Det kommer an på balance: Passer vi sammen, også fysisk? Vil vi det samme? Har vi lige meget lyst? Kan vi opfylde hinandens ønsker, fantasier og behov? Hvis der er ubalance er det ofte her, der kan opstå udfordringer. Vi vil i terapien arbejde med teknikker til at opnå mere accept af dig selv og din partner. Det kan være I tumler med ulige lyst; hvor den ene har mere lyst end den anden. Her vil det løbende være en balancegang i det terapeutiske rum, mellem at acceptere og at være ikke-dømmende på den ene side, og søge efter udvikling og ændring på den anden side. Dette vil sige at I vil kunne åbne op for at tale om det der er svært og skabe mere forståelse for den andens perspektiv, men også få konkrete øvelser med hjem. Øvelser der er tilpasset jeres problematik og behov. Det kan eksempelvis være intimitetsøvelser, strukturering af hverdagen, kærlig kommunikation eller seksualvejledning.

Sexlyst, passion og kreativitet

Nedsat lyst og lystforstyrrelser

Nedsat lyst er den mest almindelige sexologiske klage blandt især kvinder. Mange oplever at deres lyst over tid forsvinder eller ’glemmes’. Det kan der være mange årsager til, hvilket vi undersøger sammen ved samtaler. Ofte kan det også handle om aldersmæssige og hormonelle årsager. Man bør ofte skelne mellem den psykologiske appetit/lyst til sex og den fysiske arousal eller ophidselse, samt om det er pludseligt opstået eller altid har været, samt om det er generelt eller rettet mod partneren. Nogle oplever lyst uden ophidselse, andre ophidselse uden lyst. Begge situationer kan være dybt smertelige, pinlige og skaber ofte misforståelser i samtaler med partner. Mange faktorer spiller ind og vi vil i terapien derfor undersøge din hverdag, parforhold og også spørge ind til fysisk helbred, da medicin og somatiske lidelser også har betydning for lyst.

Seksualitet og lyst er flydende og udvikler sig gennem hele livet; det kan komme igen med den rette hjælp og vejledning

 

Mandens seksualitet

For tidlig eller manglende ejakulation

Sexologisk individuel psykoterapi kan være en vej at gå. Ligesom ved rejsningsproblemer bør du ved manglende ejakulation søge egen læge før du starter i terapi. Dette for først at udelukke, at der ikke er noget fysisk galt der er behandlingskrævende. Psykoterapi vedrørende ejakulation vil først være udredende og undersøge mulige årsager, derefter arbejde med konkrete øvelser og desensitization og samtidig psykoterapi for at bearbejde eventuelle psykiske blokeringer. Metoderne er udelukkende samtaleterapi og rådgivning. Der er ingen seksuel berøring eller kontakt.

Rejsningsproblemer

Periodevis er rejsningsproblemer et meget almindeligt problem, men kan for mange føles meget fremmedgørende og ensomt. I virkeligheden er problemet oftest også, at det er svært at tale om. De fleste mænd oplever engang imellem rejsningsproblemer, især efter indtagelse af alkohol, hvis man er træt eller trist eller blot er blevet ældre – men de færreste mandlige kammerater taler om det.

Erektil dysfunktion eller rejsningsproblemer

Hvis du oplever at det er svært at have sex, eller at du bliver utilpas og nervøs ved tanken, fordi det er forbundet med rejsningsproblemer og nederlag, er det værd at begynde et psykoterapeutisk forløb rettet mod dette. Husk at få tjekket din fysik hos egen læge først, så eventuelle behandlingskrævende fysiske tilstande opdages. Måden rejsningsproblemer behandles på i psykoterapi, er at undersøge tidligere erfaringer og narrativer sammen med klienten. Har det stået på altid? Kun i bestemte situationer? Er det i tiltagende problem? Hvordan håndterer partneren det? Mange oplever tiltagende præstationsangst i forbindelse med det ’pinlige’ og tanken om sex. Præstationsangst kan beskrives som en frygt for ubehaget og konsekvenserne ved at dumme sig eller blive ydmyget, i en situation hvor man skulle præstere. Præstationsangst er også det vi taler om, når det handler om eksamensangst. Ofte starter problematikken med kun at handle om rejsningsproblemer, hvorefter det også kan udvikle sig til relationelle problemer, mindreværd og tilsidst præstationsangst under sex; Tankemylder er almindeligt: ”Hvad nu hvis det ikke lykkes? Hvad nu hvis hun igen bliver ked af det? Jeg vil ikke skændes. Hvorfor virker det ikke? Jeg kan ikke noget, er jeg mand nok?”. Desværre er tanker som disse med til at fastholde en i en negativ spiral, hvor lyst og rejsning forsvinder. I psykoterapien vil vi arbejde med at udvikle teknikker til at styre disse tanker bedre, så du med tiden oplever mere mental fleksibilitet og ikke sidder fast. Du vil få hjælp til at skabe andre tankestrategier samt få forbindelse til din krop igen. I terapien vil du også blive vejledt i kommunikation om emnet, samt bækkenbundstræning og livsstil.

Kvindens seksualitet

Manglende eller sjælden orgasme.

Et af de mest almindelige problemer i et seksuelt forhold er den udeblivende orgasme: Mange kvinder oplever at det tager enorm lang tid at opnå den, eller at det kun kan ske ved onani og ikke med deres partner. Dette kan både have konsekvenser for en selv og tilfredshed med sin krop, men også at man føler sig ’i stykker’ i forhold til partneren, eller at partneren føler sig som en dårlig elsker. Denne higen efter orgasmen kan samtidig blive stressende for hende og kroppen. ’Orgasmejagt’ kaldes det også. Sexologisk psykoterapi vil tage udgangspunkt i, hvor du er og hvad du har prøvet – men lige så meget også din forståelse af dig selv. Nydelse og orgasme er to emner, der især kan have fokus her; processen og målet. Måske har du aldrig prøvet at opnå orgasme og har ikke nogle nært bekendte du kan tale om det med. Vi kan også tilbyde vejledning og rådgivning vedrørende anatomi og hjælpemidler. Hjernen, hormonerne, lysten og kroppen skal alt sammen spille sammen for at opnå orgasme. Det er så en muskel der skal trænes, men ofte går det langsomt og den bør mødes med tålmodighed.

Vaginisme og vulvodyni

Hvis du oplever kramper og/eller smerter i underlivet under samleje, kan det skyldes at du har en psykosomatisk tilstand. Måske har du været til lægen eller din gynækolog og fået at vide at det er psykologisk betinget? Det drejer sig om en tilstand, der ganske rigtigt kommer af noget psykologisk; enten et bestemt, enkeltstående traume eller overgreb eller langvarige, ubevidste traumer og gentagelser af vaner, som du sikkert ikke har lagt mærke til, før din krop siger stop. Det behøver ikke være i forbindelse med sex. Det kan lige så godt være konflikter med venner eller familie, hvor du ikke fik sagt ordentligt fra, eller konsekvenser af psykisk terror. Det skyldes ofte spændinger i muskelvævet, der giver smerter og kramper. Disse spændinger kommer af at kroppens nervesystem ønsker at ’holde igen’ og sige ’nej’ ved at spænde op. Hvis musklerne ikke afspændes og ændringer i omgivelserne ikke sker, vil det over tid give smerter. Også selvom du er sammen med en sød, kærlig og forsigtig mand. Med psykoterapi kommer du i kontakt med din krops smerter og bevidstgøre dysfunktionelle mønstre. Du vil lære at bryde vaner og samtidig få øvelser med hjem til afspænding.

Barnløshed og fertilitetsbehandling: Få hjælp til ro og balance når det er svært og sårbart.

Psykologhjælp ved stress under fertilitetsbehandling kan være særligt gavnligt eller centralt. Under fertilitetsbehandlingen kan man tumle med tanker om eksistentielle emner, fremtid og frygten for at skulle tage afsked med en drøm om børn. Ofte er den lange fertilitetsbehandling med kraftig hormonel medicin ikke uden konsekvenser. Mange oplever bivirkninger som depressionslignende symptomer, andre oplever angstanfald og rigtig almindeligt er stærke, emotionelle udsving i en sådan grad at det både er smerteligt og skamfuldt efterfølgende. Støtte og behandling ved psykiske bivirkninger ved IVO-behandling kan her være alfa omega for at komme godt igennem behandlingen og ud på den anden side, hvis man er nødsaget til at få medicin, men har stærke bivirkninger. Barnløshed er smerteligt, især hvis ønsket om børn altid har været hos en eller hvis man føler, at man har forspildt sin chance i livet. Uanset hvilke udfordringer du har stået imod, kan psykoterapi være en hjælpende hånd mod mere ro; eksistentielle emner kan tages op, samt konkrete værktøjer til selvaccept og regulering af stærke emotioner.

Find psykologer med speciale i Sexolog i København

Cand.psych.
Jeg har haft privat praksis siden 2010 og brænder for det tillidsfulde, terapeutiske rum. Jeg er uddannet psykolog fra Københavns Universitet og sexolog fra Sexologiskolen. Udover individuel og parterapi, afholder jeg kvindekurser med fokus på sex og nydelse, samt holder ...læs mere

Sexolog i København nyheder

Skriv til Psykologerne

Har du spørgsmål til vores psykolognetværk, kan du skrive til os her.

Når du kontakter Psykologernes psykolog-huse i København, giver du samtykke til, at vi må opbevare de informationer, du angiver i forbindelse med udfyldelse af kontaktformularen.
Tak for din besked
Jeg svarer dig tilbage hurtigst muligt.
Venlig hilsen
Psykolog Anita Øland