Når man tænker på partnervold, er det ofte et billede af en social udsat kvinde med et blåt øje og et skræmt blik, mange får frem på nethinden. Men billedet er meget mere nuanceret end det. Vold i hjemmet er ikke nødvendigvis socialt betinget. Vold findes i mange forklædninger og rammer familier i alle samfundslag – også ”pæne” familier med gode betingelser og høj indkomst. Der er mange forskellige årsager til voldelig adfærd – individuelle, familiære, sociale og samfundsmæssige. Partnervold handler i høj grad om at have et usundt forhold til magt og kontrol og om at udøve sin magt over for sin partner. Ofte er der en høj grad afmagt hos voldsudøveren. I et sundt og velfungerende parforhold er magtbalancen nogenlunde ligeligt fordelt, hvorimod et voldeligt parforhold er kendetegnet ved en skæv magtfordeling. Voldsepisoderne kan have karakter af alt, lige fra impulsive skænderier til systematisk og vedvarende magtanvendelse.
Vold imellem forældre sætter spor i børnene, også selv om de ikke selv bliver udsat for voldshandlinger. Børn er rigtig gode til at fornemme stemninger – det kan være et sænket eller forskræmt blik, tonefaldet der ændrer karakter, kropssproget, eller et højt niveau af stress. Selvom barnet ikke selv er blevet udsat for vold eller direkte har overværet voldshandlinger i hjemmet, kan barnet udvikle alvorlige efter-reaktioner, der både kan påvirke dem psykisk og adfærdsmæssigt.
Man kan spørge sig selv: Hvordan kom det der til, eller hvorfor fandt du dig i det? Men sandheden er, at de færreste opdager det, før de står midt i det. Volden bliver ofte listet ind i parforholdet og tiltager gradvist i styrke, indtil det på et tidspunkt er gået for vidt. De fleste voldsramte mener sagtens, at de vil være i stand til at sige fra over for voldelig adfærd. Men bid for bid nedbrydes personligheden og følelserne igennem manipulation og løgne, indtil det ikke længere at muligt at skille sandhed fra løgne og man sidder tilbage – lille, bange og alene og samtidig dybt afhængig af sin partner.
Selvom det virker åbenlyst for enhver, at det ikke er sundt at leve i et voldeligt parforhold, og at du skal bryde ud af dit voldelige forhold hurtigst muligt, kan der være mange grunde til, at du finder dig i volden og ikke forlader din partner.
Det er forskelligt, hvordan volden opleves og hvor vores grænse går, men hvis dine grænser bliver overskredet gentagne gange, befinder du dig sandsynligvis i et voldeligt forhold. Et voldeligt parforhold er kendetegnet ved at følge et mønster, hvor en part forsøger at få kontrol over den anden part ved at bruge vold som et magtmiddel.
Partnervold defineres som en handling eller trussel, der uanset formål, kan krænke en anden persons integritet. Eller som skader, skræmmer eller smerter en anden person. Handlingen kan være både en bevist handling eller en effekthandling
Fysisk vold forbindes ofte med slag og spark imod krop og hoved, men fysisk vold defineres meget bredere end det. Det er også fysisk vold at skubbe, nive, rive og trække i hår.
Psykisk vold er en mere usynlig form for vold, som kan være lige så skadelig som fysisk vold. Psykisk vold sker typisk som en vedvarende devaluering og psykisk nedbrydning af partneren.
Økonomisk vold har til formål at begrænse partnerens handlemuligheder og skabe en økonomisk afhængighed. Økonomisk vold kan ske ved at begrænse tilgangen til familiens økonomiske midler f.eks. ved at inddrage partnerens betalingskort eller eksempelvis sætte partneren under administration ved at udbetale lommepenge. En anden måde at udøve økonomisk vold på, er at stifte gæld i partnerens navn eller skærme partneren fra at få overblik over familiens økonomiske situation og disponere over fælles midler uden at inddrage partneren. Eksempler på økonomisk vold:
Hvis du er udsat for at din partner ødelægger dine ejendele med vilje for at skræmme, true eller straffe dig, er der tale om materiel vold. Det kan være at ødelægge dit tøj, rive dine private billeder i stykker eller ødelægge andre ting, som du værdsætter, er afhængig af eller som har affektionsværdi. Materiel vold kan for eksempel være:
Seksuel vold omfatter alt fra voldtægter og til afpresning i forhold til at offentliggøre seksuelt krænkende materiale på internettet og til krav om sex med partneren eller andre. Seksuel vold har ofte til formål at ydmyge, straffe eller få kontrol over partneren. Eksempler på seksuel vold:
Æresrelateret vold adskiller fra de øvrige voldstyper ved at være kulturelt betinget og ved at være helt eller delvist accepteret af familien – og i nogle tilfælde direkte tilskyndet, planlagt og organiseret kollektivt. Formålet kan være at påtvinge en specifik adfærd eksempelvis tvangsægteskab, forhindre skilsmisse, forhindre at partneren bliver alt for vestligt orienteret, eksempelvis går i jeans i stedet for traditionel klædedragt, går i byen eller vil ud på arbejdsmarkedet eller tager en uddannelse. Eksempler på æresrelateret vold:
Ofte sker volden i parforholdet som en kombination af flere forskellige voldstyper. Behovet for kontrol ophører sjældent, blot fordi forholdet stopper. Læs mere om forfølgelse og stalking her…
Der er en stor forskel på, hvordan mænd og kvinder opfatter partnervold. Mange mænd, der er udsat for partnervold, opfatter sig ikke som voldsramte. Det gælder både fysisk og psykisk vold, også selv om der er tale om meget grov vold. Mænd er opdraget til at være det ”stærke” køn, og derfor kan der være ekstra meget skam forbundet med at erkende, at man er udsat for partnervold. En anden forskel er, at mange mænd der lever i et voldeligt forhold, oplever at blive truet med at børnene bliver taget fra dem, og at dem der bryder ud af en voldeligt forhold, oplever at deres tidligere partner forhindrer dem i at have samkvem med deres fælles børn. Det er en effektiv form for psykisk vold, der rammer utrolig hårdt og kan stille manden i en fuldstændig magtesløs og fortvivlet situation. Kvinder derimod er oftere udsat for grovere fysisk vold end mænd.
Det kan være stærkt traumatiserende at blive udsat for partnervold. Som voldsoffer befinder du dig i en yderst vanskelig og sårbar situation både i forhold til din egen situation, i forholdet til din partner og i forhold til din familie. Det kan være vanskeligt at være alene med alle de svære tanker og beslutninger der skal tages, hvis du befinder dig i et voldeligt forhold, har behov for at bryde ud af et voldelig forhold eller er kommet ud på den anden side og skal finde dig selv igen efter bruddet. Voldshandlingerne stopper meget sjældent af sig selv, og ofte skalerer volden med tiden. Derfor er det vigtigt, at du taler med nogen om det pres, du udsættes for og om hvordan du bryder ud af det voldelige forhold. Her kan en psykolog være en stor hjælp. Dels er psykologen uddannet til at rådgive i sådanne situationer, og dels er psykologen ikke part i sagen og underlagt tavshedspligt. Der kan være mange tanker og følelser, du har behov for at få bearbejdet, hvis du befinder dig i et voldeligt forhold. Din psykolog kan hjælpe dig, hvis:
Hvis du er kommet ud af et voldeligt forhold, kan du få hjælp fra en psykolog, hvis du eksempelvis:
Har du spørgsmål til vores psykolognetværk, kan du skrive til os her.