I narrativ terapi arbejdes der på at finde frem til mere gavnlige fortællinger (narrativer) om dig selv og dit liv, end den fortælling som lige nu er dominerende i dit liv. Når vi tænker på vores liv og vores identitet, fortæller vi vores historie ud fra nogle specifikke begivenheder. Og den historie kan være præget af problemer og gøre, at vi føler os fastlåste og uden håb for fremtiden. Men der vil altid være begivenheder, som ikke passer ind i den historie, og som vi derfor udelader. I den narrative terapi vil psykologen hjælpe dig med at få øje på nogle af de begivenheder, som normalt ikke får særligt meget plads i din selvfortælling, og som kan danne grundlag for andre fortællinger om dig selv og dit liv. Vores fortællinger har stor indflydelse på, hvordan vi er sammen med andre mennesker, og hvordan vi møder verden, og derfor kan det at skabe alternative fortællinger få indflydelse på store dele af vores liv. Sammen med psykologen kigger du nærmere på, hvad det egentlig er, der er vigtigt for dig i dit liv, og undersøger, hvornår du har levet i overensstemmelse med dine værdier, håb og drømme – og hvordan de igen kan komme til at fylde mere i dit liv.
I narrativ terapi vil psykologen hjælpe dig med at få adskilt dig selv fra dit problem. I stedet for at beskrive dig selv som ængstelig eller depressiv kan det være utroligt hjælpsomt at tale om, at du nogle gange bliver grebet af angst eller får besøg af depressionen, så det bliver tydeligere, at der også findes tidspunkter i dit liv, hvor angsten og depressionen ikke fylder lige så meget. Mange mennesker, der opsøger terapi, har et problem med sig, som er så stort og overvældende, at de føler, at de ER problemet. Det kan gøre, at det føles umuligt at slippe af med problemet. Når du får øje på, at du ikke ER problemet, kan du få et mere nuanceret blik på dig selv og på problemet, og der kan blive frigivet ressourcer til at ændre på din livssituation.
I narrativ terapi er der et fokus på, hvordan din identitet og selvfortælling aldrig vil være opstået ud af det blå, men altid vil være skabt i et miljø eller en kultur med dominerende normer. Det kan være normer om, hvordan man lever et godt liv, og normerne kan føles som sandheder. Fx kan det opleves som en sandhed, at du kun kan få et godt liv, hvis du ser perfekt ud, har et helt bestemt job eller er forælder på en særlig måde. I den narrative terapi vil der ofte blive arbejdet med at synliggøre, at normer ikke er sandheder, men netop normer som du kan vælge at forholde dig til, når først de bliver synlige for dig. Du kan så tage stilling til, om normerne stemmer overens med dine værdier – og hvis ikke de gør det, kan der nogle gange ske det, at du finder frem til, at normerne ikke længere skal have lov til at have så dominerende en plads i dit liv.
Både voksne, unge og børn kan have gavn af narrativ terapi. Terapiformen kan bl.a. bruges til problematikker, der viser sig i form af angst, depression, stress, traumereaktioner eller mistrivsel i familien. I terapi med børn kan der, afhængigt af barnets alder, blive inddraget leg eller andre kreative elementer, som kan hjælpe barnet med at kigge på problemet og finde på nye måder at forholde sig til det. Hos Psykologerne finder du både psykologer, der er specialiserede i narrativ terapi og udelukkende benytter sig af den metode, og psykologer som inddrager elementer af narrativ terapi og kombinerer den med andre metoder.
Har du spørgsmål til vores psykolognetværk, kan du skrive til os her.